Spyro: A Hero’s Tail

Vi bliver i disse dage bombarderet med efterfølgere til spil, som på den ene eller anden måde har været med til at revolutionere platform-genren. Jeg tænker blandt andet på titler som: Crash Twinsanity, Rachet & Clank: Up Your Arsenal og Jak 3. Hver gang vi hører om en efterfølger til et spil, som leverede nytænkning, så kan vi ikke undgå at forvente os noget stort og meget bedre. Der er derfor stillet høje forventninger til disse spil, og de bliver nødt til at præstere noget helt nyt for at få vores godkendelse. Nu er det så blevet Spyro’s tur til at forsøge sig med en efterfølger til det tidligere så populære spil. Spørgsmålet er bare, om den lille drages flamme brænder endnu?

"Spyro The Dragon" gjorde sin debut på PSOne tilbage i 1998. Det blev et kæmpe hit, selv om der var hård konkurrence fra rivalen Crash Bandicoot. Både børn og voksne faldt for den lilla drage, på trods af det lidt for nuttede univers og den meget lave sværhedsgrad. Spyro har siden hen været stjernen i en række spil, og nu er han atter tilbage for at vise, at han stadig kan spy en ond omgang flamme.

Historien i Spyro: A Hero’s Tail er ganske simpel. Den mystiske drage, Red, har plantet nogle mørke ædelstene rundt omkring i den ellers så fredfyldte verden. Disse farlige ædelstene forplanter deres ondskab i jorden, og hvis de ikke bliver tilintetgjort, så vil dragernes mægtige verden blive opslugt af mørket for altid. Det er selvfølgelig op til Spyro og hans slæng at forhindre dette i at finde sted.

Lad det være sagt med det samme: Spyro: A Hero’s Tail er ikke den fantastiske efterfølger, som serien havde håbet på. Spillet er blevet tilføjet en hel del forbedringer, men det står tilbage som en middelmådig præstation, når det sammenlignes med konkurrenterne Rachet & Clank og Jak and Daxter.

Da jeg satte Spyro: A Hero’s Tail i maskinen for første gang, frygtede jeg at blive kastet ind i et sukkersødt univers, som ville få selv Haribo-manden til at få mavekrampe. Det blev jeg såmænd også, men det gik hurtigt op for mig, at noget var anderledes. Spillet er nemlig blevet tilført en grad af sarkasme, der gør det noget nemmere at gennemføre uden konstant at hoste slikkepinde op. Jeg ved ikke om det er fordi, Spyro er blevet ældre, men den lille drage kigger en gang imellem konsekvent ud i linsen og kommenterer spillets begivenheder på en meget humoristisk måde. Det er tydeligt, at der er gjort meget ud af figurernes stemmer. Især SGT. Byrd, den krigsliderlige britiske pingvin, leverer slående punchlines, der vil få de fleste til at trække på smilebåndet. Det er alt sammen med til at gøre spillet interessant for hele familien.

Selv om humoren er i top, så er Spyro: A Hero’s Tail langt fra fejlfrit. Først og fremmest er spillet alt for nemt. Jeg fik aldrig følelsen af at blive udfordret tilstrækkeligt, og det lader til, at selv de største modstandere går omkuld, når den lille drage stanger dem på bedste tyrefægter-manér.

Som noget nyt i Spyro-serien får vi nu mulighed for at tage styringen over nogle af de andre karakterer. Det er som om, alle spil i denne genre har fået den samme idé, for der findes snart ikke et spil på markedet med kun én hovedperson. Det er dog stadig Spyro, som er i centrum i størstedelen af spillet, men det er rart med lidt afveksling.

Der er flere ting, der ikke fungerer i dette spil, men rent grafisk er det bestået. Det er tydeligt, at der er lagt et stort arbejde i at pudse de forskellige verdener af, og detaljegraden er udmærket. Desværre er banerne meget ensformige, og man føler ikke den store udvikling i designet. Spyro selv er meget troværdig. Hans bevægelser er realistiske, og han er på ingen måde kantet at se på. Det samme kan dog ikke siges om modstanderne, som mange gange virker klodsede og ufuldstændige. Det er ærgerligt, at udviklerne ikke har gjort arbejdet helt færdigt.

Når der udgives en efterfølger til et i forvejen kendt spil, så regner de fleste med, at spillets figurer har udviklet sig. Det er ikke tilfældet med Spyro. OK, han kan godt nok spy med andet end ild. For eksempel kan flammen skiftes ud med vand og andet lignende, hvis nogle modstandere er sårbare over for det. Men grundlæggende udfører Spyro de præcis samme bevægelser som i det første spil i serien fra 1998. Han stanger, hopper, svæver og spyer selvfølgelig med sin karakteristiske flamme. Derudover har han ikke lært noget nyt, og det må siges at være skuffende, selv for en lille drage.

Alt i alt er Spyro: A Hero’s Tail et udmærket spil, som hovedsageligt vil falde i de yngres smag. Alle vi andre kan lige så godt sætte det gamle "Spyro The Dragon" i maskinen, for spillet ligner sig selv alt for meget. Godt nok er grafikken blevet væsentlig forbedret, men det er vist også den eneste forskel. Spyro må derfor tage sin gamle ærkefjende, Crash Bandicoot, under armen, og sammen må de se sig slået af deres konkurrenter. Jeg har på fornemmelsen, at Spyro vender tilbage, for som man siger, så lever drager jo i tusinder af år.