S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl

Stalker (jeg skriver ikke S.T.A.L.K.E.R - sorry)-universet har været en milepæl i gaming-verdenen siden det første spils lancering for næsten 17 år siden. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg som ivrig gamer købte spillet på lanceringsdagen efter at have læst en medrivende artikel i PC Player. Artiklen beskrev en åben verden fyldt med fare, hvor man som spiller skulle kæmpe for overlevelse blandt anomalier, mutanter og andre trusler. Selvom ambitionerne var tårnhøje, levede spillet dog ikke helt op til de løfter, udviklerne havde stillet efter. Den åbne verden blev reduceret til opdelte zoner, og tekniske problemer plagede oplevelsen. Alligevel formåede Stalker at finde vej ind i mange spilleres hjerter, især efter adskillige patches og to udvidelser, der rettede mange af problemerne. Nu, efter næsten to årtiers venten, interne stridigheder og krigen i Ukraine, er S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl endelig landet. Spillet er på mange måder en triumf - men også en med ujævnheder, præcis som vi alle havde forudset for mange, mange måneder siden.

Det er dog afgørende at slå fast, at hvorimod man altid bør forholde sig skeptisk overfor udviklere og udgivere der forsøger at sælge dig noget, så forstår jeg godt hvorfor GSC Game World følte det nødvendigt at lancere spillet nu, selvom der fortsat er områder der mangler finpolering. Jeg vil ikke skabe undskyldninger for den her adfærd i denne anmeldelse, men jeg forholder mig mere forstående end normalt.

S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl, åbner med, at du sidder bag i en lastbil, der kører ind i den mytiske og dødsensfarlige zone. Din mission? At udføre en række mystiske målinger med avancerede instrumenter, hvis formål selv din karakter kun delvist forstår. De to første forsøg mislykkes, hvilket fører til en ophedet samtale med din overordnede, der kalder dig inkompetent. På tredje forsøg lykkes det dog, men netop som du skal hente måleinstrumentet, rammes zonen af en såkaldt "emission" - en voldsom, radioaktiv energiudladning, der smadrer alt omkring dig. Du vågner alene, dybt inde i zonen, uden nogen idé om, hvad der er sket, og må nu navigere gennem det farlige terræn for at finde svar.

Spillets fortælling er klart en af dets største styrker. Hovedmissionerne driver dig fremad med et stærkt mysterium i centrum, mens sidemissionerne tilføjer lag af dybde til zonens komplekse og dystre univers. Jeg værdsætter især, hvordan sidemissionerne varierer i tema og tone. Nogle udforsker personlige skæbner og moralske dilemmaer, mens andre handler om ren overlevelse eller jagten på sjældne ressourcer. Det skaber en dynamisk oplevelse, der aldrig føles ensformig.

Et markant skift fra tidligere spil er, at alt stemmeskuespil nu er på engelsk. Det er en velkommen ændring for spillere som mig, der ikke altid bryder sig om at læse undertekster under intense øjeblikke. Kvaliteten af stemmeskuespillet er dog svingende - nogle præstationer føles overbevisende og autentiske, mens andre trækker lidt ned i oplevelsen. Trods det løfter det helhedsindtrykket og gør historien mere tilgængelig. Det er ikke alle der vil ræsonnere effektivt med GSC's måde at fortælle historier på, men for mig var det altid en fin drivkraft, og selvom det hele svinger lidt, så er det generelt set positivt for oplevelsen.

Zonen er lige så farlig og fascinerende som nogensinde. Den kombinerer en postapokalyptisk æstetik med en konstant følelse af paranoia. Anomalier, mutanter og andre stalkere udgør en konstant trussel, mens ressourcer som mad, ammunition og helbredende genstande er skræmmende knappe. Det kræver en kombination af snarrådighed, tålmodighed og strategisk tænkning at klare sig igennem. Ja, det betyder at der er de traditionelle survival "trappings" her, men det fungerer altså, og der er altid incitament til at bevæge sig fremad, om det er for overlevelsens eller narrativets skyld - jeg kedede mig aldrig.

En af mine mest mindeværdige oplevelser kom under en mission, hvor jeg skulle infiltrere en fabrik. Fjenderne brugte sofistikerede taktikker for at omringe mig, mens andre kastede håndgranater fra skjulte positioner. Efter adskillige mislykkede forsøg fandt jeg en løsning: Jeg satte mig i baghold tæt ved en udgang og eliminerede fjenderne én efter én, før jeg lokkede dem indenfor ned på stueetagen. Denne type scenarier viser, hvordan S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl tvinger spilleren til at tænke kreativt og bruge omgivelserne til sin fordel. Kombiner dette med ret solidt gunplay, et mildest talt fantastisk Gunsmith-lignende system der lader dig tweake våben løbende og så har du nogle skududvekslinger som er blandt de bedste i genren.

Sværhedsgraden spiller også en vigtig rolle. På "Stalker"-niveau, som er den mellemste sværhedsgrad, kan du forvente at dø ofte. Zonen er ubarmhjertig, og hver ressource tæller. Når du finder 20 patroner til din yndlingsriffel eller en medicinpakke, føles det som en sejr i sig selv. Anomalier tilføjer et lag af kompleksitet; disse fælder kan dræbe dig på få sekunder, men gemmer ofte på sjældne artefakter, der giver nyttige fordele. Det er denne balance mellem risiko og belønning, der gør spillet så spændende.

Det lyder alt sammen meget godt, ikke? En velfungerende historie, fine mekanikker, en spændende åben verden? Det er det da, men det bliver desværre ikke ved. I ved hvad jeg taler om.

Desværre er S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl: plaget af tekniske problemer. På mit Geforce RTX 4090 oplevede jeg store udsving i billedhastigheden, selv på lavere grafiske indstillinger, som vidner om ringe optimering. Lydeffekter forsvandt sporadisk under skudkampe, hvilket reducerede oplevelsen betydeligt, fysikken nægtede at opføre sig logisk, og jeg sad også fast i spillets arkitektur flere gange, hvilket krævede et reload. Disse fejl er frustrerende og trækker ned i en ellers medrivende oplevelse. Det er vigtigt at bemærke, at udviklerne har arbejdet under ekstremt vanskelige forhold i Ukraine, hvilket sandsynligvis har påvirket spillets grad af polering. Igen, som jeg skrev før, jeg undskylder ikke noget her. Men mange af disse fejl kan rettes, og vil nok blive rettet indenfor de næste par måneder. Og når det sker, så er det her spil meget mere end det er i dag. Men tak ikke fejl; du skal være tolerant overfor "wonky" spilfysik.

Når spillet dog fungerer, er det en fryd for øjet og øret. Atmosfæren er uovertruffen, med dynamiske vejrforhold, realistiske lys- og skyggespil og en lydside, der perfekt indfanger zonens farlige og mystiske natur. Det er en verden, der føles levende - eller måske snarere død og genoplivet på en uhyggelig måde.

S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl: er et spil, der balancerer mellem storhed og frustration. På den ene side har vi en historie fyldt med mysterier, en verden, der suger dig ind, og gameplay, der kræver tanke og strategi. På den anden side er der tekniske problemer, der skaber ujævnheder i oplevelsen. For hardcore fans af serien og genren er det et must-play, men for nye spillere kan det kræve en vis tålmodighed.

Med tid og patches kan S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl: måske blive det mesterværk, vi har ventet på i næsten to årtier. For nu er det en oplevelse, der på trods af sine fejl og mangler leverer øjeblikke, der brænder sig fast i hukommelsen. Det er farligt, det er kaotisk, og det er på sin egen måde smukt - præcis som zonen altid har været.