Dansk
Gamereactor
anmeldelser
S.T.A.L.K.E.R.: Legends of the Zone Trilogy

S.T.A.L.K.E.R.: Legends of the Zone Trilogy

Claus er stor fan af de originale spil i S.T.A.L.K.E.R-serien, og nu er de endelig blevet samlet, og er mere tilgængelige end nogensinde før.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg mindes stadig den spænding, der fyldte mig, da jeg så frem til udgivelsen af S.T.A.L.K.E.R. Shadow of Chernobyl tilbage i 2007. Billederne jeg havde set i det legendariske PC Player-magasin havde solgt mig fuldstændigt på idéen. Der blev lovet en verden, hvor man frit kunne udforske det mystiske og berygtede område omkring det eksploderede atomkraftværk Chernobyl. Desværre måtte disse løfter modereres betydeligt efter udgivelsen blev forsinket, da udvikleren GSC Game World havde lovet mere, end de kunne levere. Da spillet endelig udkom, var det opdelt i fire til fem forskellige zoner, hver med deres egen unikke atmosfære. Da jeg endelig fik CD'en placeret i min aldrende PC, kørte spillet knirkende, men det kunne spilles, og det gjorde jeg - og sikke et spil! Siden da er der løbet uranberiget vand under broen, og det er blevet til hele tre spil i serien. Som du måske allerede ved varmer GSC op til et fjerde til september, og i den forbindelse lanceres disse tre nu som en samling, og er for første gang tilgængeligt på moderne konsolformater.

Det første, man møder, når man starter spillet, er en besked fra udviklerne, der byder konsolspillerne velkommen og påpeger, at denne samling er blevet sammensat midt under den igangværende invasion af Ukraine. Det er naturligvis trist at det fortsat står på, og at udviklerne ikke bare har skulle levere en solid trilogi, men forsøge at... ja, overleve samtidig. Desuden slår de fast at seriens mindre politisk korrekte elementer er blevet bevaret for at opretholde Zonens mysterium på samme måde som for 16 år siden. Dette viser sig også at være tilfældet, da spillet mere eller mindre er en tro kopi af min første oplevelse med Zonen, da jeg jagtede Strelok og mine egne erindringer som "The Marked One". Spillet følger den velkendte trope, hvor karakteren har mistet hukommelsen og må kæmpe sig gennem Zonen i jagten på fortiden og på Strelok, som omtales via en forløber for nutidens telefon, kaldet en "PDA". Ligesom den originale udgave af spillet er stemmeskuespillet sparsomt, og de karakterer, man møder, taler ukrainsk. Dette er i sig selv acceptabelt, men det største problem er den småt skrevne tekst, som kan være en udfordring for mine aldrende øjne. Desuden er der ingen mulighed for at justere skriftstørrelsen, hvilket er et problem for dem med synsproblemer, der ikke kan sidde helt tæt på skærmen. I de efterfølgende spil, S.T.A.L.K.E.R: Clear Sky og S.T.A.L.K.E.R: Call of Pripyat, er der mere engelsk tale, men teksten er stadig svær at læse, hvilket er en skam, da historien i de tre spil er både spændende og mystisk. Karaktererne har meget at sige, og spilleren skal læse en del. Der er en smule mere stemmeskuespil i de senere spil, men læsning udgør stadig en betydelig del af spiloplevelsen. Denne type udfordring burde have været løst i opdateringen af de ældre spil, da teknologien har udviklet sig, og opdateringerne burde afspejle dette.

S.T.A.L.K.E.R.: Legends of the Zone Trilogy
Dette er en annonce:

Det virker måske som et mærkeligt nedslagspunkt, men jeg vælger alligevel at dedikere spalteplads til det for at demonstrere at disse spil egentlig bare er en samling uden videre justering eller restaurering - og det er på godt og ondt.

Og jeg er ikke færdig med at kritisere konsolversionerne af disse spil. Man kunne forvente, at spilserien ville blive betydeligt forbedret næsten 10 år senere, måske ikke via dedikerede restaureringer, men om ikke andet bare lidt optimering for at sikre at de præsenterer sig fra deres bedste side. Det er dog ikke rigtig tilfældet. Jeg forstår, at udviklerne befinder sig i en usædvanlig og skræmmende situation i Ukraine, men S.T.A.L.K.E.R. Legends of the Zone Trilogy tilføjer ikke meget nyt for gamle spillere, eller næsten ingenting. De eneste tilføjelser, jeg kunne finde i spillet, var den forbedrede opløsning på op til 4K/60fps. Grafikken ser stadig ud som den gjorde ved spillets oprindelige udgivelse, og selvom spillet kører glat og flydende, er det ikke ligefrem en fryd for øjet. Spillet var ikke det smukkeste, da det først udkom, og det er bestemt ikke blevet pænere med alderen. Man kunne have håbet på mere fra udviklernes side. Det positive er dog, at spillet bevarer sin dystre og mystiske atmosfære, så nye spillere får mere eller mindre den samme oplevelse, som jeg havde, da jeg spillede S.T.A.L.K.E.R. Shadow of Chernobyl for første gang. S.T.A.L.K.E.R. Legends of the Zone Trilogy er en meget minimal opdatering, da der ikke er mange ændringer ud over småting som autosigte og de tidligere nævnte opgraderinger i opdateringshastighed. Det virker mere som en tro, men doven samling af nogle gode spil.

Det lyder måske som en malplaceret anke, men når vi har set hvad bare automatiske RTX Remix-behandlinger kan gøre ved gamle spil, så kunne bare en let retouchering af nogle af de grovere grafiske elementer have gjort meget for spilbarheden. Og når ja, der mangler altså også lidt ekstra features her.

Heldigvis skinner de tre originale spils kvaliteter stadig igennem. Stemningen er stadig intens, og spildesignet er stadig fremragende. Zonen er farlig og uhyggelig med muterede dyr, dødelige Stalkere og livsfarlige anomalier, der gemmer på dyrebare og sjældne artefakter, som er meget værdifulde både at sælge og for ens overlevelse. Zonen er stadig lige så forræderisk som tidligere, og det er en kvalitet, der heldigvis ikke er gået tabt gennem årene. S.T.A.L.K.E.R. Legends of the Zone Trilogy formår stadig at indfange denne beskidte, men fascinerende verden. Jeg elsker stadig disse spil lige så meget som for 16 år siden.

Dette er en annonce:
S.T.A.L.K.E.R.: Legends of the Zone Trilogy

S.T.A.L.K.E.R. Legends of the Zone Trilogy består fortsat af ret udfordrende spil. Stalkere er formidable modstandere, og hvis man løber direkte ind i dem, er ens overlevelseschancer tæt på nul. Selv på de laveste sværhedsgrader er det langt fra en leg. Man bliver nødt til at snige sig rundt og flankere fjenderne for at overleve. Våbnene er realistiske og tilfredsstillende at bruge. Man finder hurtigt sine favoritter, som passer til ens spillestil. Det er også muligt at opgradere våbnene med sigtekorn og lyddæmpere, hvilket er en fed funktion. Det taktiske element er ofte afgørende for overlevelse.

Er S.T.A.L.K.E.R. Legends of the Zone Trilogy værd at købe på konsol? Hvis man har spillet dem på PC, tilbyder konsolversionerne stort set den samme oplevelse. Faktisk kan PC-versionerne moddes for at se endnu bedre ud og spille endnu bedre end oprindeligt tiltænkt. Er man ny inden for genren, får man med disse tre fantastiske og stemningsfulde spil en glimrende tidskapsel, der viser, hvordan gode skydespil var i 2007.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Hvert af de tre spil er fortsat fantastiske, 4K/60fps er dog en solid tilføjelse.
-
Let restaurering ville have gjort en stor forskel, mangler optimering.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold