S.T.A.L.K.E.R.: Shadow of Chernobyl

Jeg kan stadig ikke helt huske, hvem jeg er. Jeg har trasket rundt i flere timer nu og trodset vind, vejr og muterede vildsvin. Jeg bliver hundset rundt med af nogle spøjse typer, som taler gebrokkent engelsk. De har sendt mig ud på endnu en dødsensfarlig opgave, hvor banditter med store våben og diverse umennesker står på dagsordenen - det er farligt at være mig. Jeg sidder og sipper til den sidste rest vodka i mig (det er godt mod strålingen, siger de), mens jeg på afstand betragter mit næste bytte gennem kikkerten. Pludselig dundrer et brag tværs over området og endnu et uvejr viser sit grimme ansigt over zonens radioaktive jord. Jeg giver et stort suk fra mig og tænker, at jeg ikke alene kommer til at bløde dernede - nu jeg bliver også våd!

Jeg befinder mig i et pseudo-Tjernobyl. Her har strålingen ikke blot forårsaget død og ødelæggelse på normal vis, nej, den har ændret både døde og levende ting på ganske paranormal vis. Jeg render rundt og får jorden under neglene som en såkaldt "marked one", og jeg er en af de hårde drenge, en S.T.A.L.K.E.R. Jeg synes vitterligt det er spøjst, når virksomheder og deslige finder på en forkortelse for deres produkt, før meningen bag bogstaverne helt er på plads. Efter sigende er vi ude i en forkortelse for Scavenger, Trespasser, Adventurer, Loner, Killer, Explorer, Robber. Det er nu lige sødt nok efter min mening, men når musikken først spiller, er titler og forkortelser uvedkommende. En stalker er en person som begiver sig ind på "the zone", det farlige område omkring den smadrede reaktor, hvor incitamentet ikke er nedskydning af monstrøsiteter, men jagten på værdifulde artifakter. Ussel mammon i stride strømme kan åbenbart få de fleste til at trodse bylder i ansigtet og forringet sædkvalitet på grund af stråling.

Spillet er ikke blot endnu en standard-shooter uden noget på hjerte. Givet, var S.T.A.L.K.E.R. landet for to-tre år siden, havde wow-faktoren været markant større. En form for avanceret AI, fysik-motor og deslige, har vi allerede fået øjnene op for i blændende spil som Far Cry og Half-life 2. Den helt store styrke ligger derfor ikke i hverken teknik eller historie, men der hvor udviklerne faktisk har fat i noget nyt, er i den interessante blanding af rollespil og FPS. Mange af kendetegnene ved rollespil er blandet sømløst ind i skyderiet. Missionerne er mere á la quests fra rollespillets verden, hvor du får belønninger i form af bedre udstyr, ammunition eller noget helt tredje. Dit grej kan du ydermere forhandle dig frem til ved hjælp af køb og salg med NPC'erne. Konceptet er set før, men måden kombineret med den meget levende verden i the zone, fungerer det overraskende godt i denne ombæring - eller det gør det i hvert fald på papiret. Der er beklageligvis nogle gevaldige ugler i plutoniumsmosen.

Spillets FPS-del fungerer i sin egen ret ganske glimrende, men det er netop quest-strukturen og den åbne og levende verden, der får kæden til at hoppe af visse steder. Udviklerne har haft et væld af gode intentioner og konceptuelle ideer, men allerede fra første færd støder jeg ind i en mur af bugs. Jeg kan leve med små grafiske ridser i lakken hist og her, men når der er tale om fejl i scripting, quests med mere, så ærgrer jeg mig virkelig gul og blå. Til alt held redder online-delen noget af æren, da der ikke opleves bugs på samme måde, når op til 32 spillere kaster sig løs på hinanden. Multiplayer er dog om noget meget standard og rollespilselementer går lidt i fløjten, men delen er dog kærkommen uanset.

Jeg vil så gerne holde meget af S.T.A.L.K.E.R. Bevares, jeg er småforelsket, men den store kærlighed bliver det desværre ikke til. Under overfladen gemmer der sig nogle fantastiske muligheder og hele spillet ambitionsniveau er meget højt. Alt dette nytter dog meget lidt, når oplevelsen mudres gevaldigt til af problemer af enhver art - både tekniske såsom grafiske fejl, men kritisk af alt; gameplay-mæssige fejl som til tider ødelægger spilleglæden. Oplevelsen vil givetvis blive bedre med tiden i takt med, at patches udkommer - hvor vi forhåbentlig ikke skal vente årevis på dem ligeså.

Som status quo dog er nu, er vi vidne til et spil, som har mange forcer, i form af de interessante rollespilselementer, den levende verden og den forfriskende setting. Parres dette dog med de føromtalte problemer, får det radioaktive eventyr et nyreslag der kan mærkes, og frustrationerne pibler frem i en strid strøm. S.T.A.L.K.E.R. er derfor en af de der skæve eksistenser, som ligger sig lige mellem at være noget rigtig fedt og noget der er for møjsommeligt, at begive sig ud i. Er du dog meget overbærende på en front og har du ladet dig rive af den hype spillet har fået, så giv det et forsøg - jeg har dog fået stråling nok for denne gang, ulyksaligvis.