Star Fox 64 3D

Idet jeg henter de seneste billeder fra Star Fox 64 3D, står det straks klart, at de slet ikke viderebringer, hvor flot det virkelig er.

For første gang siden vi så disclaimer-teksten "2D representation of a 3D image", har vi stønnet af utilfredshed. For efter at have drønet gennem en trebaners demo, der var hottere end den laserild, der brændte mærker på vores Arwings, står vi tilbage med den holding, at dette spil er den bedste demonstration hidtil af den håndholdtes 3D-evner. Det er en kliché, men du er nødt til at se det med dine egne øjne.

Utroligt nok formår Star Fox 64 3D (eller Lylat Wars 3D, som det måske kommer til at hedde herhjemme af juridiske årsager, ligesom originalen gjorde tilbage i 1997) at imponere endnu mere end Ocarina of Time gjorde, da det landede på den håndholdte.

Hvor Links første eventyr i 3D er blevet genudgivet adskillige gange i special edition-samlinger og digitale downloads, er Lylat Wars kun udkommet to gange: den oprindelige version på N64, og senere på Wii'ens Virtual Console.

Og selvom serien har været en vigtig del af fremskridt inden for gaming (det første Starwing på SNES brugte Super FX-chippen til at vise hidtil uset grafik på hjemmekonsoller, mens Lylat Wars kom i en pakke med Rumble Pak-tilføjelsen, forgængeren til den rumble-funktion alle controllere bruger i dag), vil du næppe se de to første spil, der anses for de bedste i rækken, placeret særligt højt på nogen top 100-lister over bedste spil. Ligesom Kirby har Star Fox ikke haft lige så stor indflydelse som andre Nintendo-serier har haft i vesten.

Men efter 15 minutter med den ompakkede og genskabte 3DS-version, melder to tanker sig. For det første beviser spillet, ganske som Ocarina, at Nintendos spil virkelig er tidsløse, og for det andet at konsolfabrikanten stadig er foran alle andre, når det kommer til at udnytte 3D med succes. Som spilbranchens svar på James Cameron.

Star Fox har altid været et spil, som 3D passer perfekt til. Gameplayet, hvor du flyver indad i skærmen og skyder dig vej gennem intergalaktiske slagmarker, der strækker sig mod horisonten, når sit fulde potentiale med den ekstra dybdefornemmelse, mens 3D-effekter tilføjer ekstra spænding til nogle af de bedste rumkampe, der er set uden for Star Wars.

Vi prøver tre forskellige baner denne dag - vi suser gennem en planetomspændende invasion i åbningsbanen Corneria, navigerer kilometerbrede asteroider og undgår den slags fælder, der ville gøre admiral Ackbar stolt i Meteo, og steger undersiderne af vores Arwings mens dykker tæt på overfladen af en sol i Solar. Det er en alsidig samling, der giver et godt indblik i de ekstra detaljer, der hører med til den visuelle opgradering, og de fordele der kommer af 3D.

Det skinner virkelig igennem i de to sidste baner. Ubevidst dukker vi os og bevæger os til siderne, mens vi glider gennem de små og splitsekund-korte huller mellem massive meteorer, der kværner mod hinanden og sejler faretruende tæt på vores skib, mens introduktionen til den boss, der afslutter Solar, er intet mindre end spektakulær, da den rejser sig fra lavaen og kaster sit brølende ansigt frem mod os. Et øjeblik overvejer vi, om Nintendo havde fået fingrene i en DeLorean tilbage i 97 - spillet er fyldt med den slags money-shots som Hollywood presser ind i deres 3D-film i dag.

Men som anmeldelser af Avatar kan fortælle, er alt spektaklet værdiløst, hvis det bare er lagt oven på en knaldperle. Men Star Fox spiller voldsomt spil med dine reflekser.

For selvom det er let at overleve din flyvetur forbi Cornerias angribere, er det nærmest umuligt at rydde planetens overflade for dem alle på første forsøg. Og det er endda før du begynder at tænke på combo-kæder, ringsamling eller perfekte barrel rolls, så du kan suse gennem nåles øje - eller i dette tilfælde, en serie tætpakkede buer. At hive store point hjem kræver enten guddommelig indblanding eller gentaget spil.

Star Fox kan holde til gentagelse, og selvom vi er blevet pinligt bevidste om, hvor rustne vores reaktionsevner er blevet i mellemtiden, mangler der ikke noget i mødet mellem vores fjorten år gamle minder og dagens spilstandarder.

Det er stadig en fryd at spille, selv i kølvandet på den flåde af skydespil, der har passeret gennem vores hænder i det sidste årti. Fra den lækre respons fra vores Arwings, over præcisionen der kræves for at gøre maksimal skade med opladede skud, og til skiftet mellem at skyde løs i korridorer til bosskampenes åbne områder.

Om det er valget mellem adskillige ruter, de mindeværdige baner (vi kan ikke vente med at spille Armada-banen i 3D), den Star Wars-agtige historie, eller Score Attack-spiltypen, der er kernen i spillets holdbarhed længe efter din triumferende flyvetur ud af Venom, spænder spillets appel over galakser.

Nintendo har sikret en sejr på to fronter: et score attack-tungt skydespil, der er indpakket i den klassiske Nintendo-flair, der sikrer at actionen kan nydes af alle. Star Fox er en sjælden blandning, og minder os om, at udvikleren kan skabe titler af en sådan kvalitet, med en sådan lethed, at det grænser til det kriminelle. Det siger sig selv, at vi ikke kan vente med at få fingrene i det endelige spil.