Star Fox Command

Nu hvor det igen er blevet mørkt udenfor, er det blevet fristende at kigge op på den dunkle himmel og forestille sig, hvad der foregår derude i det store ingenting. Er du ligesom jeg, blevet opfostret med et større katalog af science fiction-film og kampen mellem det gode og det onde, kan du måske endog huske adskillige gange, at have drømt om at svæve rundt deroppe som galaksens vigtigste rumpilot. En slags fremtidens rum-sherif, der altid endte som den endelige vægtklods - ham der fik retfærdighedens skala til igen at tippe til de godes side.

Nintendo formåede bedre end nogen andre, at omsætte denne drengedrøm til spil, med det sublime Starwing. Siden da har ethvert møde med rumræven mistet lidt af den originale kvalitet, men ikke desto mindre har ræven og rumskibet nu fået en ny chance på den dobbeltskærmede lommekonsol.

Først, og måske vigtigst, er det at forstå, at dette er en opfølger til den originale serie og ikke det Zelda-lignende eventyr, vi sidst oplevede Fox McCloud i, hvilket betyder masser af rumskibe og farlige luftdueller. Alligevel er alt ikke som veteraner af serien vil kunne huske, og med hoppet til en ny konsol, samt valget af en ny udvikler, bliver der faktisk budt på radikale, men ikke ubetinget succesfulde forandringer i spiluniverset.

Tonen er blevet mere voksen og inden du overhovedet får lov til at komme i gang med det egentlige spil, bydes du på en baggrundshistorie, der forklarer, hvad der er sket med det sagnomspundne hold, siden vi sidst så dem. På trods af at hele karakterensemblet er en flok talende dyr, er de forskellige skæbner underligt dystre, og nærmest sørgelige i enkelte tilfælde. Historien hele spillet igennem er ganske vist ikke særlig dyb, men det giver alligevel en underlig smag i munden, at se et af de ellers evigt glade Nintendo-universer, drage paralleller til den virkelige verden og dens til tider sørgelige skæbner.

Helt så mørkt er dog ikke spillets største nye tiltag, som bedst beskrives som et strategisk verdenskort, der skal vise sig, at udgøre en markant del af oplevelsen. Kortet er, hvor du kan forvente at skulle sidde igennem størstedelen af dialogen, der også udgør den underliggende historie. Foruden dialogen er kortet dog også, hvor du taktisk skal vælge, hvilken rute dine fly skal tage imod fjenden. Præcis ligesom i reelle strategispil, er her masser af faktorer, som spiller ind. Tåger skjuler fjenden, omveje byder på ekstra bonusser osv. Alt er dog tidsbaseret og hver bane er opregnes over et bestemt antal omgange, som du så har til at finde og udrydde modstanderne - sker dette ikke, viser spillet ingen nåde og lader dig starte forfra.

Mødet med fjenderne på kortet, er hvad der transformer spillet til noget lignende det, nogen af os vil kunne huske fra storhedstiden. Med adskillige variationer af det originale Arwing-fly, alt efter hvem du vælger som pilot, bliver du budt på baner, hvor specifikke fjender skal skydes ned for at frigive de stjerner, der til sammen lader dig fuldføre en bane. Jagten på stjernerne er ærlig talt ikke særlig inspirerende, hvilket desværre heller ikke kan siges om de to andre variationer af temaet. I den ene skal en base overtages, hvilket gøres ved at nedskyde simple mål, for derefter at holde sit fly inden for nogle faste rammer i stadig stigende fart, inden dødsstødet kan sættes ind. I den anden skal et missil skydes ned, inden det rammer din egen base, men også dette viser sig kun at være en simpel variation af det gameplay, du på dette tidspunkt allerede har oplevet.

Alle de nye tiltag er dog ikke negative, og for at sikre Star Fox Commands langtidsholdbarhed, bydes du efter mange af missionerne på et valg, der egentlig fungerer som en slags skillevej, alt efter, hvilken portion af historien, du ønsker at forfølge. Valg er måske så meget sagt, for selv om du præsenteres for valget under første gennemspilning, er det faktisk først, når du allerede har gennemført hele forløbet en gang, at du kan vælge andet end den faste rute, der allerede er lagt for dig. Ideen er dog god, og virker som en forbavsende god undskyldning for at give gennemspille det hele igen, selvom historien på intet tidspunkt byder på noget specielt.

Star Fox Command er en af de titler, som på papiret må have set enorm attraktiv ud, for blandingen af nye ideer og det originale bundsolide gameplay, burde jo ikke kunne fejle, i hvert fald ikke i teorien. Ideerne føles dog aldrig helt godt udført, og irriterer mere end de akkompagnerer det originale gameplay. Jeg kom hurtigt til at savne suset, ved at kunne drøne mellem bygninger og fjender, med laseren fungerende som en retfærdighedens skærebrænder.

Fox McCloud har forhåbentlig ikke set sit sidste eventyr, for selvom Star Fox Command bestemt ikke er seriens bedste titel, er der præcist nok tilbage af det oprindelige gameplay til, at man husker, hvor fantastisk serien var dengang, og dermed potentielt kunne blive igen.