Okay. Det er nok på tide, at jeg indrømmer noget. Jeg har aldrig fået prøvet kræfter med Star Fox-serien før (pause for gispen). Jeg var ganske vist knapt fyldt et år, dengang den ikoniske serie blev til, men på trods af ellers at have hørt så meget om serien efterfølgende, har jeg stadig aldrig givet mig i kast med den. Derfor håbede jeg, at denne nye titel ville kunne give mig noget, som jeg ikke fik i min (tydeligvis mislykkede) barndom - en god, autentisk Star Fox-oplevelse.
Derfor var det nok lidt et slag i maven, da jeg i sin tid hørte den velkomst, Star Fox Zero fik til sidste års E3. Kendere af serien og nytilkomne meldte verden over om en forvirret oplevelse med spillet. Der var mange elementer, der skulle have en kærlig hånd, før Star Fox Zero kunne afspejle den autentiske Star Fox-oplevelse, fans efterlyste (og som skulle gøre min barndom komplet). Derfor måtte Shigeru Miyamoto og resten af Nintendo-stablen arbejde videre med spillet og senere også udsætte udgivelsesdatoen for at opnå et bedre resultat. Nu er datoen er så kommet, og spørgsmålet er så, om de har formået at styre fartøjet udenom asteroiden, og rette op på kritikpunkterne fra E3.
Hvorfor ikke starte der, hvor klagen var størst - ved selve styringen. Måden, hvorpå man styrer de forskellige fartøjer, er omtrent den samme nu, som den man så på E3. Ganske vist er styringen eftersigende blevet finpudset siden, og den skulle nu være mere tilgivende og modtagelig, men personligt var mit største problem med spillet netop at finde hjemme i styringen. For at styre dit fartøj bruger du analogpindene på Gamepad'en og fokuserer på TV-skærmen, der viser dig et bredt billede, så du kan se de forhindringer, du skal manøvrere dig igennem. Men når det kommer til at sigte, foregår det på Gamepad'en. På dennes skærm ser du nemlig cockpittet. Her kan du sigte mere præcist, og altså ramme fjenderne med støre præcision.
Idéen lyder egentlig meget god, gør den ikke? Især når oplevelsen så krydres med, at lyden fra dine holdkammerater kun kan høres gennem Gamepad'en. Det giver en fornemmelse af, at man rent faktisk sidder i cockpittet i Arwingen (og så giver det nostalgipoints hos Star Fox fans, at det er stemmeskuespillerne fra Star Fox 64, der leverer stemmer til også dette spil). Desværre er der bare langt imellem denne gode idé og så den følelse, man faktisk sidder med. Når man suser rundt i Arwingen og udforsker de forskellige planeter, kræver det, at man ikke alene manøvrerer uden om alle forhindringer via TV-skærmen - men at man samtidig også skal holde et øje på Gamepad'en, så man rent faktisk rammer det, man sigter efter. Jeg vænnede mig da til måden at styre på efter at have givet det lidt tid, men det blev bare aldrig en fornøjelig måde at spille på for mig. Det er ganske vist let at indstille kameraet på Gamepad'en, så den hele tiden er helt præcis og ikke bliver skæv. Dette gør man blot ved at trykke på Y-knappen en enkelt gang. Men på trods af den indsats, der er blevet gjort for, at styringen skulle blive enkel, så blev det aldrig naturligt for mig bruge de to skærme.
For et stykke tid siden meldte nogle rygter, at spillet eftersigende skulle kunne spilles helt uden bevægelsesstyring, men det forbliver dog kun ved rygterne. Det er muligt selv at bestemme, hvordan bevægelserne skal bruges, og om de skal være slået til hele tiden, eller kun når man skyder, men det er ikke muligt at ændre styringen helt. For mit vedkomne kom denne forvirrende styringsmåde altså til at gennemsyre hele spillet med en grundlæggende frustration. Uanset om det var en All-Range mode-mission, hvor man skulle flyve rundt i større områder, eller om det var en bosskamp, så endte styringen altså med at forringe oplevelsen hele vejen igennem. Det resulterede i, at selv når jeg endelig havde nedlagt en boss, blev jeg ikke overvældet af den der velkendte glæde og stolthed over at have overvundet en udfordring. Jeg var egentlig mere lettet over, at kampen var slut.
Selvom styringen er et gennemgående problem for spillet, synes jeg dog alligevel, at nogle af Star Fox's fartøjer er lidt lettere at have med at gøre end andre. Jeg blev aldrig rigtig gode venner med den hurtige Arwing, der jo egentlig har hovedrollen blandt fartøjerne. Men jeg synes til gengæld ret godt om Gyrowingen. Det helikopterlignende fartøj er langt lettere at styre. Her kan man nemlig få lov til at tage sin tid om det og styre flyet elegant. Og så har det et accessory, der får andre fly til at dåne af jalousi. Den er nemlig udstyret med den lille robot Direct-I, som kan sænkes ned fra flyet og derfra bevæge sig ind i og udforske de mere trænge steder, samt hacke fx en elektronisk barriere. Det giver anledning til nogle ret gode puzzles, hvor der bliver skruet lidt ned for tempoet. Og tilmed synes jeg, at Gamepad'en i Gyrowings tilfælde bliver udnyttet meget bedre. Når Direct-I slippes løs skifter Gamepad'ens kamera nemlig til denne lille fyrs synsvinkel, og det er gennem denne skærm, at han skal styres.
Udover Arwing og Gyrowing, som er Star Fox's to luftbårne fartøjer, er han også så heldig at have to køretøjer til jorden stående i sin garage. Den ene er Landmasteren. Dette tanklignende køretøj er måske nok lidt tung at danse med, men til gengæld er det muligt at låse sigtekornet fast på hele tre mål på én gang. Det gør det altså bare lidt lettere at ramme noget.
Til sidst er der Walkeren. Det er den fugleligende robot som Arwingen forvandles til ved blot et tryk på en knap. Det er nok den letteste af de fire fartøjer at styre og giver dig god mulighed for at bevæge dig rundt på jorden på let vis.
Men disse fartøjer er ikke kun med for sjov og nostalgis skyld. De er også en del af den nye måde, spillet er bygget op på. Det er nemlig muligt undervejs i missionerne at vælge nogle forskellige veje og derved få lov at opleve spillet på flere forskellige måder samt at stå fly til ansigt med bonus-bosser. For at vælge mellem de forskellige forgreninger på historien, kan man fx vælge, hvorvidt man flyver hen mod ens destination i Arwingen, eller om man foretrækker at finde den hemmelige vej med Walkeren på jorden. Det er en spændende måde at folde spillet ud på, og selvom det ikke var noget, jeg bevidst tænkte så meget over under min gennemspilning, er det sådan noget, der giver spillere lyst til at genbesøge spillet og gøre noget anderledes.
Selvom jeg har snakket meget om styringen allerede, så slipper jeg altså ikke emnet helt endnu. Der er nemlig en måde, hvorpå jeg tror, man kan komme lidt uden om styringsproblemet - nemlig gennem co-op. Desværre kunne jeg ikke teste dette selv, da jeg ikke er udstyret med den nødvendige Wii-controller samt nunchuck. Men denne co-op del gør det altså muligt at dele styrings-opgaverne op mellem to spillere. Mens den ene ved hjælp af Gamepad'en tager sig af at sigte og skyde fjender, kan en anden spiller med en Wii-controller og tilhørende nunchuck sørge for at styre skibet. Så behøver man kun kigge på en skærm ad gangen, og man kan have det sjovt sammen samtidigt. Er man udstyret med den nødvendige Wii-controller, nunchuck og en Star Fox gal-ven, så tror jeg da, denne spillemåde kunne være at foretrække.
Et andet punkt, mange var en smule bekymrede for, var grafikken. Jeg synes selv, det virker til at denne har fået en finpolering siden E3, men jeg må sige, at jeg stadig ikke rigtig er imponeret. Spillet bliver leveret i 1080p og for det meste i 60 frames per second. Og ja, så vidt jeg har kigget mig til, er Star Fox Zero det smukkeste spil i serien. Men af en eller anden årsag virker grafikken lidt gammel i mine øjne. Trods de ellers mange farver og den store energi, der gemmer sig i grafikken, synes jeg, den virker kedelig. Selvfølgelig skal spillet være tro mod sine rødder og sin baggrund hos Nintendo, men jeg synes, grafikken virkede lidt upoleret og en smule gammel. Nogen vil måske elske det - personligt var jeg ikke fan.
Én ting, der ikke må glemmes, er selvfølgelig spillets tilhørende Amiibos. Selv havde jeg ikke mulighed for at teste disse figurer, og hvordan de fungerede i spillet. Men det, jeg ved, er, at man gennem Fox McCloud Amiiboen kan låse op for Retro Arwingen fra SNES-originalen, og når denne aktiveres skulle soundtracket angiveligt ændres, og altså give fans og kendere en helt særlig nostalgisk oplevelse. Den kommer også med en ekstra udfordring. Dette fartøj kan nemlig ikke låse sit sigtekorn fast på fjenderne - så det kræver altså endnu mere præcision at ramme dem.
Udover Fox er der også Falco Amiiboen, og han låser op for den sorte Arwing, der pakker på lidt mere gennemslagskraft. Dette kampfly gør nemlig mere skade end andre, og kan låse sig fast på op til to mål på én gang. Man må dog ofre noget for denne gennemslagskraft, og derfor tager man altså også selv mere skade i denne form.
Store galaktiske slag, supersoniske kampfly og kæmpemissiler, der truer med at udrydde dig og dine holdkammerater. Det lyder fuldstændigt fornøjeligt (så længe det er et spil) og helt igennem spektakulært. Det var det, jeg havde håbet, at min oplevelse med Star Fox ville blive. Men min oplevelse blev ganske anderledes. Det var ikke den spektakulære fornøjelse, jeg havde ventet på. Faktisk var det ret sjældent, at jeg i løbet af spillet virkelig morede mig. Måske hvis man i forvejen har et forhold til serien og dens karakterer, vil man kunne finde en måde at elske spillet på. Men for mit vedkomne kan jeg nok bedst beskrive det sådan her: For første gang i min tid her på GameReactor har det rent faktisk føltes som et arbejde at skulle spille og anmelde et spil.