Star Ocean: The Last Hope

Et strålende inferno af dunder og brag. Kernevåben ødelægger planeten menneskeheden kalder sit hjem. Tredje Verdenskrig er i gang. En flot CGI-sekvens præsenterer mig for menneskehedens kollektive selvmord. Er håbet virkelig ude, denne gang? To stridende sider går helt amok med altødelæggende atomvåben. Det vi frygtede under den kolde krig, er her godt hundrede år senere i 2064, en skræmmende virkelighed. Det ser unægtelig ud som ragnarok, det her.

Star Ocean: The Last Hope er en historie, der udspiller sig før de tidligere spil. Er du ny til hele konceptet Star Ocean, så behøver du ikke være bange, for at blive efterladt sådan lidt lost in space, hvis man kan bruge det udtryk. Fans vil absolut kunne stifte bekendtskab med en lang række velkendte temaer og systemer, men siden serien er ukendt hos den typiske Xbox 360-spiller eller i det hele taget den vestlige verden, så er det en god beslutning at begynde forfra.

Spillet begynder som sagt med menneskehedens potentielle undergang. Kun en brøkdel af Jordens befolkning overlever. Håbet lever dog videre, takket være en fremgangsrig forskning i højhastighedsrejser i rummet. En gruppe kaldet Space Reconnaissance Force, SRF stiftes. SRF's arbejde går ud på at sejle hen over stjernehimmelen og udforske nye verdener ved hjælp af hastigheder højere end lysets. Din første mission sammen med resten af holdet; at finde en beboelig planet til menneskeheden. Og hvem hviler den tunge byrde på? Naturligvis en blond teenager med en vild manga-frisure. Edge Maverick og klichékompagniet er modige og klar til tjeneste.

Gruppen består af ren og skær stereotyper. Den unge, ansvarsfulde sværdfægter Edge, der naturligvis besidder en masse potentiale. Han bliver tidligt i spillet, ret tvivlsomt, gjort til kaptajn på rumskibet Calnus, trods sin ringe alder. Det er altså et tungt ansvar der skal løftes. Hans nærmeste kollega er barndomsvennen Reimi, en halvsød, bue og pil-skydende tøs, der samtidig er et potentielt kærlighedsemne. Og så er der den følelsesmæssigt tomme Feize, det søde barn med de helt uventede magiske kræfter Lymle og ikke mindst kattepigen med klør Meracle. Det er, som sagt, en gruppe personligheder med vidt forskellige hårfarver, men vi kender dem alle sammen, bare i andre afskygninger. Det er urjapansk, men desværre ikke på en original måde.

For mig personligt, er der to hjørnesten i et velfungerende rollespil. Hvor tilpas original historien er og hvor godt galleriet af karakterer er, eller sagt på en anden måde, om de går lige i hjertet eller ej. Og på det plan lykkes det bare ikke rigtig for Star Ocean: The Last Hope. Specielt ikke i sidstnævnte kategori. Edge og hans venner er udtryksløse dukker. Nærmest som lavet af plastik. Ubehageligt.

Samtidig presser de en træg dialog ud mellem sidebenene, der sikkert både skal være sympatisk og engagerende. Men den manglende indlevelse i det skrevne, samt det faktum at det leveres i et kummerligt stemmeskuespil, er med til at sætte en gevaldig kæp i hjulet. Interaktionen karaktererne imellem er kikset, slet ikke til at sidde at se på. At man ikke engang kan få de oprindelige japanske stemmer på i stedet for, er klart drøn ærgerligt, da det kunne have hjulpet lidt.

Historien klarer sig lidt bedre. Den har absolut sine lyse stunder, specielt hen imod slutningen. Jeg er vild med spillets science fiction-univers og rejserne imellem planeterne. Det driver mig fremad, er spændende og stiller min nysgerrighed, når man rejser himmelrummet rundt, og på det punkt ligner Star Ocean: The Last Hope næsten Mass Effect. Men her slutter lighederne så også. Desuden findes der flere alternative slutninger, alt efter hvordan Edge opbygger sine relationer med resten af gruppen. Hver omgang tager omkring 40 timer, så der findes faktisk meget at tage sig til, hvis man er en ægte rollespilfan. Desværre er dialogen, som tidligere nævnt, ikke særlig stærk eller medrivende, så timerne er ikke nødvendigvis spenderet i godt selskab. Men nu skal jeg holde op med at brokke mig, i hvert fald for en stund, for Star Ocean: The Last Hope har absolut sine øjeblikke.

Det største plus er uden tvivl det actionbetonede og komplekse kampsystem. Glem det turbaserede og menuorienterede. Når du møder et monster ude i en af verdenerne, så sendes du med det samme ind i en separat arena, hvor kampene foregår i real tid. Det er tilladt at have op til fire karakterer af gangen, og dermed er der rig mulighed for at sammentømre et meget specifikt hold. Under kampene kan du desuden tage styringen over en hvilken som helst karakter du måtte have lyst til, endda pause kampen og uddele yderligere kommandoer via et menusystem. De karakterer du ikke styrer håndteres faktisk strålende af den kunstige intelligens. Og mener du alligevel, at de ikke helt lever op til dine forventninger, så kan du justere en række parametre i en dertilhørende menu, hvilket gør, at intet er overladt til tilfældighederne.

En af mine personlige favoritter i kampsystemet er det såkaldte Blind Side Attack. Disse slag udføres ved at holde og slippe hop-knappen med den rette timing samtidig med at man angriber. Lykkes det, så kan din karakter pludselig, så hurtig som vinden, løbe om bag fjenden og uddele kritisk mange tæsk med sit våben.

Der findes endda et bonussystem, der kan aktiveres i kampene. Alt efter hvordan du klarer dig, kan du få adgang til nye special angreb og symbologi færdigheder (spillets form for magi) Det er en sand fornøjelse at komme, se og sejre i Star Ocean: The Last Hope. Det er belønnende og udfordrende, dybt men samtidig lettilgængeligt, for dem som normalt taber interessen i de turbaserede kampe.

De forskellige verdener som man rejser rundt i er bedårende. Det er en total farveeksplosion, der åbenbarer sig for en, når man for første gang sætter foden på planeten Aeos. Dets blå hav og levende, tropiske skove, der er fyldt til randen med farlige væsner, er sikkert præcis som Jorden så ud for mange millioner år siden. Rejsen fortsætter herfra til en række rigtigt fantastiske og ret eksotiske planeter. Det hele er skarpt, detaljeret og smukt. Grafikbedømmelsen trækkes dog helt klart ned af karakterdesignet og nogle noget trist udformede grotter, hvor missionerne nærmest bare bliver grindfester.

Lyden er ligeledes en blandet landhandel, da stemmeskuespillet er decideret rædselsfuld, mens musikken er helt fantastisk. Den er signeret af Motoi Sakuraba, og med ham ved roret kan man ligesom ikke gå galt i byen. Herlige symfonier væver mig ind i en tilstand af afslapning, hvor jeg bare vil lytte og indsnuse stemningen som de forskellige verdener og musikken tilsammen skaber.

Til trods for en del brister, så er Star Ocean: The Last Hope et spil, der vil tilfredsstille de fleste hærdede japanske rollespilfanatikere. Uden tvivl. Lost Odysseys novellefortælling interesserer mig en del mere i stil og komposition, mens Tales of Vesperias karakterer ser ud til at være et mere interessant bekendtskab, men så længe du ikke forventer dig en unik historie eller uudtømmelige personligheder, så kan der presses en del gode timer ud af det sidste håb.