Sidste år skete der noget meget underligt, i hvert fald i øjnene på en rigtig gamer. Der kom gode Star Trek spil på markedet, og endda en hel del af dem. Deep Space Nine: The Fallen, Star Trek: Armada og endelig Star Trek Voyager: Elite Force. Til sidstnævnte er der nu kommet en Expansion Pack, endnu en gang udviklet af genierne hos Raven Software. Det er der kommet en rigtig solid udvidelse ud af, og selv om den måske ikke tilføjer så forfærdelig meget nyt, er den enhver Star Trek-spillers drøm.
Som taget ud af serien
Eventyret starter da Voyager efter udslettelsen af et mystisk fjendtligtsindet rumskib, transporteres til hvad der ser ud til at være rumskibenes Bermuda Trekant. Det elektriske system, forsvarsvåbne og -skjolde på skibet ryger sig hurtigt en tur, hvorefter Voyager straks bliver bordet af en flok rumpirater. Piraterne slås forholdsvis let tilbage, og det er nu op til dig og din Elite Force at få reddet Voyager ud af skibskirkegården, inden den virkelige fjende for alvor dukker op for at snuppe sin fangst.
Historien i denne spiludvidelse skal roses. Den er faktisk ret glimrende og fuldt på højde med hvad der ellers findes af Star Trek film og serier. Raven har samtidig formået at skabe den helt rigtige stemning ved hjælp af mange kendte figurer fra serien, og det generelt meget Trek'ske banedesign. Missionerne i spillet har forskellige hoved- og delmål, hvilket betyder at man ind i mellem må tage beslutninger, der ikke bare påvirker dig, men også resten af Eliteholdet.
For eksempel skal man på et tidspunkt tage stilling til, om man vil redde sin chef, og derved bringe missionens egentlige mål i fare, eller lade ham blive assimileret af Borg-kollektivet. Den slags småting har måske ikke direkte indflydelse på det overordnede plot, men er alligevel med til at give en vis holdfølelse overfor de folk, man arbejder sammen med.
Quake III ser slidt ud
Elite Force benytter sig af Quake III-systemet fra Id Software, men Raven har ikke formået at udnytte det til fulde. Bevares, omgivelserne er såmænd meget flotte, men når man har set hvad Q3 kan udføre af mirakler i Heavy Metal F.A.K.K. 2, virker Elite Force lidt trist og farveløst. Kun missionerne på Borg rumskibet skiller sig ud som noget specielt flot. Nu skal det ikke lyde som en egentlige kritik af grafikken, for den er stadig rigtig god, men der skal altså lidt mere grafisk blær til, før karakteren kommer helt op at ringe.
Hear ye, hear ye!
Lyden er Raven sluppet lidt bedre fra, men det trækker ned at kun den hedengangne A3D 3D-lydstandard understøttes. Musikken er meget Star Trek'sk i sin stil, og kunne for så vidt sagtens bruges i den næste TV-serie. Lydeffekterne er tilpas metalliske når Borg-dronerne bevæger sig rundt, og tilpas uhyggelige når man kravler rundt i luftkanalerne, hvor der naturligvis må gemme sig et klamt lille dyr, der kan sætte sig fast på ens hoved - ikke at jeg nåede at være så uheldig, men det er hvad små vamle dyr i luftkanaler plejer at gøre i film og computerspil.
Stort, veludstyret arsenal
I en rum-shooter som Elite Force kunne man frygte, at alle våben er en eller anden afskygning af et laservåben, men frygten bliver hurtigt forvandlet til fryd, da det viser sig at Raven har fundet på en hel del laser våben (eller er det phasers?), der kan langt mere end bare skyde.
Standard våbnet er den lille pjevs af en skyder, vi altid ser i serierne, men tag endelig ikke fejl af den. Bruger man våbnets sekundære skydefunktion, er den pludselig et af spillets mest dødbringende våben. Derudover er der forskellige afskygninger af kendte våben, allesammen selvfølgelig med et passende Star Trek-look. I stedet for Rocket Launcher, har du nu en Photon Torpedo Launcher og videre i den dur.
Våbnene er måske ikke alle lige opfindsomme, men da alle har en sekundær skydefunktion på højre musetast - ligesom i Unreal Tournament, er det ikke noget problem at finde det rigtige våben til en hvilken som helst situation. Våbnene er desuden lavet sådan, at ingen af dem på noget tidspunkt bliver overflødige. Alle har de en funktion, man kan bruge til noget nyttigt, så bare fordi man har fået næste våben i rækken, betyder det altså ikke at de gamle kommer til at samle støv.
Anbefales alle Star Trek fans
Star Trek: Elite Force Expansion Pack kan varmt anbefales til enhver, der har det oprindelige Star Trek Voyager: Elite Force spil og kunne lide det. Har man ikke det oprindelige spil, er her en god grund til at få det, og kan man ikke lide Star Trek, er der nu ikke længere nogen undskyldning. Det er et bund solidt produkt, der blot endnu engang formår at cementere Raven som en af de vigtigste producenter af kvalitets-shooters til PC'en.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10