Star Wars: Bounty Hunter

I den tilsyneladende endeløse strøm af Star Wars titler, har Lucasarts nu valgt at tilføje endnu en til mængden. Vi befinder os tidsmæssigt imellem Episode I og Episode II. Hovedpersonen er dusørjægeren Jango Fett, der som bekendt kommer til at spille en fremtrædende rolle i Attack of the Clones. Dette i hvert fald indtil han mødes sit noget triste - og hovedløse - endeligt. Heldigvis træder vi ind et godt stykke tid før disse begivenheder. Bounty Hunter fortæller historien om, hvordan Jango Fett bliver prototypen på imperiets hær. Dette sker gennem et twistet spændende plot, hvor Jango nærmest agerer marionetdukke i en større opsætning. Undervejs vil du komme til at nedlægge alskens fjender, benytte alverdens gadgets og drøne rundt med et kraftfuldt jetpack. Umiddelbart er der altså belæg for et glimrende spil. Desværre halter udførelsen efter ambitionerne.

Et dunkelt komplot
Bounty Hunter et actionspil, der betragtes fra et tredje persons perspektiv. Du kommer til at kontrollere Jango Fett i hans jagt på dusører. Stemningen bliver sat i én af flere fremragende mellemsekvenser. Vi ser starten på det komplot, som i sidste ende bringer Jango i den nøgleposition han opnår. Plottet afsløres gennem en samtale mellem Darth Sidious og Darth Tyrannus, og budskabet er, at Tyrannus skal finde galaksens ypperste dusørjæger. Scenen skifter, og pludselig er vi i skikkelse af Jango midt i en gladiatorkamp mod en ordentlig tampert af et bæst. Styringen er relativ intuitiv - et tryk autolocker, og et andet affyrer de laserpistoler, som du er i besiddelse af. På skift udøser mundingerne deres dødbringende last - kramper gennemstrømmer monsterets krop, og sejren er min. Et enkelt hop bringer mig ud af arenaen, og jeg flygter gennem en nærtstående dør. Nu kan jagten begynde.

Horder af modstandere
Konceptet er relativt simpelt. Du skal blot bevæge dig fra punkt A til punkt B gennem 18 forskellige baner. Nogle gange skal du blot løbe, andre gange skal en given person nakkes, mens en anden bane måske kræver, at du beskytter en bestemt person. Din fremmarch besværliggøres af horder af forskellige modstandere, samt af ensartede labyrintagtige gange og niveauforskelle der skal forceres. Utallige gange vil du finde dig selv faret vild i et uigennemskueligt netværk. Dette skyldes både, at du sjældent har en anelse om, hvor du skal hen, men måske mere at omgivelserne er så ens. Der er en udpræget mangel på kendetegn, som du kan navigere ud fra. Dertil så er spredt en lind strøm af døre, der tilsyneladende kun er til pynt. Omgivelser der er flade, generiske og ikke interaktive bryder meget af den stemning, som dette univers ellers kan give.

Bly i ansigtet
Kampsystemet er relativt ligetil. Det er let at låse sig fast på modstandere, og hvis Jango har to skydere i hænderne, kan han sågar uskadeliggøre flere fjender samtidigt. Du får endvidere løbende adgang til nye våben, hvor især flammekasteren er underholdende. Kombineret med muligheden for at flyve ved hjælp af dit jetpack, så har du en fin kontrol med begivenhederne. Desværre findes der også her slanger i paradis. Mest bemærkelsesværdigt er dusørsystemet. Rundt om på banerne går en række personer, der ikke er dine direkte fjender. Ideen er, at nogle af disse er eftersøgte forbrydere. Ved at indfange dem kan du skaffe dig dusør - hvilken du kan bruge til at åbne eksempelvis filmklip m.m. Udførelsen er bare forbavsende ringe. Det kræves, at du scanner folk, for at finde ud af om der er en dusør på deres hoved. Dette kræver, at du fjerner det våben, du har i hænderne, og i stedet fremdrager en scanner. Umiddelbart fair nok - hvis det altså havde været et snigerspil. Problemet er, at du konstant er i kamp med dusinvis af modstandere, der kun ønsker at se dig død.

Modstanderne er af kategorien "flere er bedst", og løber bare direkte mod dig skrigende og hysterisk skydende. Forstil dig problemet med, at scanne en civil person mens fem emsige vagter skyder dig i ansigtet. Alle er tilsyneladende udelukkende ude efter dig, så der er ingen chance for stealth. Så snart du bevæger dig indenfor et nyt område, strømmer samtlige områdets vagter direkte hen mod dig. Skulle du endelig forsøge at fange slynglen alligevel, dukker et nyt problem op. Autolock sker nemlig fuldstændigt tilfældigt, så pludselig står du, og fyrer bly direkte i fjæset på ham du skal fange, hvilket ingen kredit giver. Eller også står du, og forsøger at fange en vagt, hvilket blot pisser ham endnu mere af. Efter noget tid glemmer man alt om dusører, og løber i stedet rundt og pløkker alt og alle - også de uheldige civile.

Det kunne have været meget bedre
Når dette moment er fjernet, så er det tilbageværende produkt endnu mere simpelt. Løb rundt på nogle relativt intetsigende baner, foretag en masse besværlige platformsspring og skyd en masse dumme modstandere. Dertil så er der en række grafikproblemer med clipping, der yderligere nedbryder den ønskede illusion. Endeligt så har kameraet en kedelig tendens til at sætte sig fast uheldige steder - mere en sædvanen for denne genre spil. Når alle disse skuffelser er liret af, så er Bounty Hunter alligevel ikke fuldstændigt en fiasko. Styringen er for det meste intuitiv, og de mange våben effektfulde og underholdende. Dertil så er historien ganske spændende og blændende præsenteret. Enhver fan af filmene vil finde det interessant, hvordan Jango Fett’s historie er strikket sammen. Det er bare ærgerligt, at pakken ikke er mere finpoleret.