Skip to main content
Anmeldelser Star Wars Episode II: Attack of the Clones

Star Wars Episode II: Attack of the Clones

Star Wars-fænomenet ser ud til at genere flere titler end noget andet i vores del af galaxen. Nu kommer en af de værste.
Steen Marquard 16 juli 2002

Star Wars-fænomenet ser ud til at genere flere titler end noget andet i vores del af galaxen. Med god grund, Star Wars er et forrygende eventyr, men desværre har langt de fleste licenser vendt mest mod den mørke side - de var rettere sagt dårlige. Men her kommer titlen der skal vende op og ned på alt dette, et sandt mesterværk, et overdådigt (psst Steen, det er ikke Jedi Knight 2, du skal anmelde, det er Attack of the Clones til GBA). Du har sikkert allerede skævet lidt over på karakteren, så jeg vil derfor starte denne anmeldelse med at fremhæve det gode ved Star Wars II: Attack of the Clones (AotC)

Handlingen er naturligvis baseret på anden del af den episke saga, om Anakin Skywalker’s turbulente karriere som Jedi. Spillet følger ikke plottet til punkt og prikke, men lokaliteterne i spillet er dog alle med - Coruscant, Tatooine, asteriode-bæltet osv. Du starter spillet som Anakin, som med sit lyssværd skal udrydde onde droids på hustagene i Coruscant. Senere i spillet får du ligeledes kontrollen over Obi-Wan Kenobi og Mace Windu. Generelt er det en klassisk omgang platform, hvor du blot er udstyret med et lyssværd og et par Jedi-powers.

Grafik så lækkert og sprødt som Padme’s...
Grafikken er absolut i den knas-sprøde ende af skalaen. Næsten alle figurerne i spillet ser ud som om, at de er lavet efter 3D-modeller. Dette giver et meget overbevisende indtryk, og animationerne virker livagtige. Baggrunds-grafikken er ligeledes vellykket, dog til tider lidt ensformig - men den fanger atmosfæren fra filmen ganske glimrende. Der er ligeledes et par baner som benytter sig af en glimrende 3D-motor, dette er THQ også sluppet godt af sted.

Spillet starter med den obligatoriske Star Wars-rulletekst. Den akkompagnerende musik til rulleteksten er naturligvis det velkendte tema fra filmene. Jeg blev overrasket over hvor god lyden var på denne musik-bid, rent faktisk er det en af de bedste musik-konverteringer jeg har hørt til GBA’en. Ligesom intro-musikken er lyden og musikken i selve spillet rigtig vellykket. Alle de velkendte lyde er der - lyssværdet, droids, rumflyene osv. lyder utrolig meget som den ægte vare. Som jeg nævnte i starten, så er dette spil ikke det store hit efter min mening. Jeg har nu nævnt de gode ting ved AotC - først rosen, nu kommer vi til risen.

En dag bliver jeg en stor Jedi-ridder
Nej, det skal du ikke lige regne med unge Padawan. Styringen får dig nemlig til at virke, som en motorisk udfordret skuespiller fra et teater for eksperimenterende kunst, end en heltemodig Jedi. Man kan alle de gængse ting; hoppe, dukke sig, slå, afværge skud osv. Dog er styringen helt hen i vejret. For det første så skal man holde i den retning man gerne vil slå, hvis man bare trykker almindeligt på slå-knappen sker der nemlig ikke noget som helst. Dette er i sig selv ret irriterende, da det virker akavet i kamp. For det andet så reagerer spillet til tider ret mystisk på ens kommandoer. Laver man flere ting på én gang, så er der nogle gange rod i mekanikken. Jeg oplevede ofte at jeg lige skulle trykke en ekstra gang før der skete noget, og nogle gange var der endda forsinkelse på - første gang jeg har set en Game Boy der lagger.

Fjernderne ser ud til at fosse ud som skidt fra en spædkalv (bemærk den landlige metafor) og det ender som regel med, at man står og slår usystematisk efter alt og alle. Den store strøm af droids og andet kryb kræver hurtige reaktioner, og med den styring er det lidt af en opgave. Rent ud sagt, så er styringen forfærdeligt. Det virkede nærmere som om at det var Jar Jar Binks man styrede end en Jedi.

Et frisk pust i det ret elendige gameplay (som skyldes styringen) er, at to af banerne i spillet foregår bagved roret på en Starfighter - det er bl.a. den vilde rumkamps-scene mellem Obi-Wan og Jango Fett der er gengivet. De 2 baner er lavet i 3D, og fungerer ganske godt. Det ser ud til at være lidt af en tendens på GBA’en med disse 3D-baner indlagt, som en lille variation i gameplay’et. Det var ligeledes at finde i GBA-versionen af Spider-Man the Movie. Som sagt er disse baner vellykkede i AotC, men de kan desværre på ingen måde trække resten af spiloplevelsen op.

Der er mørkt på den sorte side
Jeg er personligt mere end glad for Star Wars, men på trods at dette vil jeg stadig anbefale dig, at holde dig fra Star Wars Episode II : Attack of the Clones. Grafikken er uden tvivl rigtig vellykket, men styringen fratager al glæden ved at spille denne titel. Man får flere gange lyst til at kaste sin GBA efter en gal hund, da styringen virkelig kan være frustrerende. Det værste er at der skulle så lidt til for, at denne titel kunne have været et stort hit - men det er den desværre ikke.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
2 / 10
Spilbarhed
2 / 10
Langtidsholdbarhed
4 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Meget flot grafik og lyd.
Minusser Håbløs styring, der får hele spillet til at styrte sammen.
Fuld profil 2.508 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.