Frygten for at LucasArts havde mistet evnen til at lave underholdende Star Wars-spil, har gjort har gjort mange fans vrede. Det startede mere eller mindre med Star Wars Episode I, der bar præg af hastværk og dårligt design. Det var dog først med real-time strategispillet Star Wars: Force Commander, at LucasArts for alvor ramte bunden. Spillet var en skændsel både mod Star Wars-universet og genren i det hele taget. Siden da har LucasArts slidt og slæbt for at komme tilbage på toppen. Spillene er også gradvis blevet bedre, men med realtime strategispillet Star Wars: Galactic Battlegrounds er LucasArts for alvor ved at genfinde formen.
Age of Star Wars
Star Wars: Galactic Battlegrounds er bygget op omkring samme grafiksystem, der også drev Ensemble Studio's storspil Age of Empires 2. Er man således bekendt med dette spil, føler man sig hurtig hjemme i Galactic Battlegrounds, for knapperne sidder hvor de plejer og gør hvad de plejer. Har man derimod ikke haft fornøjelsen af at spille Age of Empires 2, behøver man heller ikke løbe skrigende væk, for Star Wars Galactic Battlegrounds er både brugervenligt og utroligt nemt at komme i gang med.
Hver sine evner
Inden du fragtes ned på slagmarken, skal du først vælge hvem du vil være. Afhængigt af humøret kan du vælge mellem de gode Gungans, Wookies, Naboo Royal Army og Oprørsalliancen, mens rollerne som de onde fordeles mellem den pengegriske Handelsføderation og det magtbegærlige Galaktiske Imperium. Hver har de deres styrker og svagheder, hvilket viser sig i evner inden for ressource indsamling og kampgejst. Den Royale Naboo-hær er eksempelvis hurtigere til at indsamle de værdifulde novakrystaller, mens Oprørsalliancen har lettere ved at indsamle mad til at brødføde tropperne. Wookierne er ikke så gode til at indsamle ressourcer, men de er derimod blandt de mest kampivrige.
Jeg har noget du ikke har
Hver faktion har desuden en række specielle enheder, der giver dem en fordel overfor de andre på forskellige punkter. Oprørsalliancen har deres effektive luftvåben og solide panser. Wookierne har deres tekniske snilde og evnen til selvhealing. Gunganerne har den bedste skjoldteknologi, mens den Royale Naboo-hær kan være stolte af deres elitetropper kaldet Crusaders. Det Galaktiske Imperium har også elitetropper i form af de altødelæggende Dark Troopers ligesom Imperiets varemærker, de meter høje AT-AT kamprobotter, også er at finde blandt de kejserlige styrker. Store altødelæggende kamprobotter har Handelsføderationen ikke. De fæstner deres lid til de rullende Destroyer-droids eller droidekaer, der er yderst effektive mod infanteri.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 9 / 10
- Spilbarhed
- 10 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10