Skip to main content
Anmeldelser Star Wars Galaxies: Rage of the Wookiees

Star Wars Galaxies: Rage of the Wookiees

Elmøe besøger vore langhårede venner på Kashyyyk og beretter alt om rejsen. Er der nok at hente i denne seneste udvidelse?
Nicolas Elmøe Testet på 21 juli 2005

"Brøøøøøøøl, hyyyyl, brøøøøl", udbryder den to meter høje hårtot idet min karakter langsomt nærmer sig. Over hans hoved hænger et stort udråbstegn, så jeg går med det samme ud fra, at han har noget interessant at sige til mig. Hans søn er blevet væk i Kashyyks junglelandskab, og nu skal jeg åbenbart spilde min Bacta-speeders benzin på at lege Sporløs for ham. Ikke desto mindre udlover han en klækkelig dusør, hvis jeg altså kan finde knægten. Min karakter griber sin trofaste laserriffel og begiver sig af sted for at finde gulvtæppets yngel.

Da Star Wars Galaxies gik i luften for godt og vel to år siden, var det til stor skuffelse for mange. Jeg var en af dem, der hver dag sad og ventede på mere nyt om det mest lovende online rollespil til dato, og da det så endelig så dagens lys, blev jeg noget så grueligt skuffet. Der er gud ske lov sket rigtig meget med online-odysseen siden da, og Rage of the Wookiees tilføjer endnu flere eventyr og udfoldelsesmuligheder - desværre kun for de mere erfarne spillere.

Scenen er sat på Wookieernes hjemmeplanet, Kashyyyk, i en Episode III-inspireret historiefortælling. Her kan man arbejde både for de elskede bamsevæsner, de ondskabsfulde Trandoshanere, eller de små grønne Rodianere. De fleste missioner går ud på at dræbe et vist antal monstre, finde en person eller snakke med en speciel nøgleperson. Dog er der også en del udmærkede, nye rummissioner at gå i krig med. Jeg må dog tit spørge mig selv om, hvor mange online rollespil vi skal se med lineære og halvkedelige missioner, før end en eller anden genial udvikler vågner op og opfinder et helt nyt koncept, for jeg er efterhånden ved at være kørt godt træt i den samme opskrift.

Rage of the Wookiees byder på en komplet opgradering af spillets kampsystem. Om det er godt eller dårligt, må du selv vurdere, men eftersom jeg blev vurderet til niveau 27 ud af 80, var det temmelig svært for mig at overleve på Kashyyyk. Heldigvis byder spillet på et unikt, venligt og imødekommende selskab, og der gik ikke længe før end jeg fik en guidet tur af en hel gruppe, der alle var niveau 80. Jeg blev slæbt igennem alle planetens afkroge og dystre grotter.

Udvidelsen byder på en helt speciel hule, hvor du kan møde General Grievous, som en af de store ondskabsfulde bosser, og hvis du er ude efter at finde fede skatte og rigdomme, kan du se frem til at kunne erhverve sig et par mekaniske cybernetiske arme fra ham. Udvidelsen byder nemlig også på muligheden for at få cybernetiske implantater, og dermed blive endnu stærkere.

Der er også mulighed for at finde unikke ressourcer på asteroider, hvis du altså anskaffer dig et specielt minefartøj til sagen. Begiver du dig ud på disse missioner, skal du dog nok forvente at blive overfaldet af rumpirater, så det kræver for det meste, at du bare er en nogenlunde habil pilot. Ressourceindsamlingen fungerer dog rigtig fornuftigt, og tilføjer yderligere dimensioner til spillets økonomi og handel.

Jo, der er nok at komme efter i Rage of the Wookiees, og selvom jeg af gode grunde knapt nok har skrabet overfladen af den enorme planet, er jeg alligevel ovenud tilfreds med spillets udvikling gennem de sidste to år. Selvom grafikken langsomt begynder at vise sin alder, og Mos Eisley ligner en spøgelsesby fordi der ikke længere er så mange spillere, har Star Wars Galaxies alligevel gang på gang taget et skridt i den positive retning. Faktisk er Star Wars Galaxies i sit livs topform, så hvis man har gået og leget med tanken om at stifte bekendtskab med spillet, så er det nu det skal gøres.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Tilføjer en god portion ekstra til den store galakse.
Minusser Kun for højt-niveau karakterer. Ingen ligefrem interessante opgaver.
Fuld profil 200 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Sony Online Entertainment
Udgiver Lucasarts
Testet på PC
Genre MMORPG
Platforme
PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.