Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Star Wars Jedi: Fallen Order

Star Wars Jedi: Fallen Order

Respawn Entertainment udgiver langt om længe deres Star Wars-spil, og det har, stort set, været ventetiden værd.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Star Wars: The Last Jedi lader ikke bare til at have rystet min kærlighed til Star Wars-universet, men mange andres også. Måske skete det i virkeligheden gradvist - Star Wars: Battlefront II, Solo: A Star Wars Story og så The Last Jedi, alle var de med til langsomt men sikkert at erodere den kærlighed som jeg, og mange andre, troede ikke kunne forsvinde. Men det skete alligevel. Det kom faktisk bag på mig lidt efter lidt hvor lidt jeg glædede mig til Rise of Skywalker, og derigennem slog det mig hvor lidt det univers der engang var med til at forme mit forhold til filmmediet, betyder for mig i dag.

Det lyder trist, men der er håb tilbage i galaksen, for i løbet af denne uge har det været lidt af en omvæltning. Først og fremmest ankom tv-serien The Mandalorian på Disney+, og allerede det første afsnit indholdte mere kreativ energi end Star Wars-universets diverse frembrusninger har indeholdt i årtier. Og Mandalorian bliver så fulgt op med Respawn Entertainments Star Wars Jedi: Fallen Order, et spil der kun sparsomt er blevet fremvist, og som lader til at være lidt af en anomali, udgiveren EA's udviklingsstrategier taget i betragtning. Respawn, med God of War III-instruktøren Stig Asmussen i spidsen, har brugt en årrække på at fortælle en anderledes Star Wars-historie, men ulig Mandalorian eksisterer denne så sandelig i forlængelse af den eksisternede mytos. Der er altså et enormt pres på udviklerens skuldre. Ikke bare skal de sælge millioner af eksemplarer inden marts, de skal også bibeholde den lille kreative gnist der blev slået an tidligere på ugen.

Star Wars Jedi: Fallen Order
Dette er en annonce:
Star Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen Order

Star Wars Jedi: Fallen Order er historien om at genfinde håbet i en tid hvor samtlige af galaksens milliarder af beboere, fra rig til fattig, oplever imperiets tyranni. For år tilbage blev statskuppet gennemført, og republikken faldt. Order 66, ordren givet af den førhenværende Kansler Palpatine, nu galaktisk kejser, har resulteret i Jedi-ordenens næsten totale udslettelse. Og over et årti efter starter vores historie på planeten Bracca, hvor tidligere Jedi Padawan Cal Kestis holder sin sande identitet skjult. Hans dækhistorie falder dog fra hinanden, og i stedet for skjule sig for imperiet, og dets mange inkvisatorer, må han i stedet ud på en rejse for at finde ud af, om vragresterne af Jedi-ordenen kan overleve, og om en rebelsk gnist stadig forbliver tændt et sted ude i mørket. Sammen med et voksende hold af rebeller, deriblandt Cere og Greez, rejser de sammen ud for at beskytte det der er tilbage.

Strukturen i Star Wars Jedi: Fallen Order er mere åben end det har været fremvist i trailere og demonstrationer. Godt nok er der én konkret vej igennem spillet, ligesom der eksempelvis er i Sekiro: Shadows Die Twice (hvor spillet drager lidt inspiration fra) via en bestemt rækkefølge af planeter, der hver især er små metroidvania-labyrinter, men Cal bliver konstant opfordret til ikke bare at udforske men at rejse tilbage for at benytte nye evner til at få adgang til nye områder. Tidligt i spillet får man eksempelvis valget om at fortsætte hovedhistorien ved at tage til Zeffo, eller at gøre holdt på Dathomir først, hvor der er skruet lidt op for sværhedsgraden. Der er en række "sideplaneter", der udfodrer dig på forskellige måder, og det kan meget vel være at du på et tidspunkt konfronteres med enten en fjende eller en kløft du simpelthen ikke kan besejre på nuværende tidspunkt, og så må du drage tomhændet tilbage til rumskibet og vente på at du har de nødvendige evner.

Som sagt er hver planet ganske distinkt, og byder hver især på særlige former for omgivelsesmæssige puslespil eller udfordringer, som Cal skal løse mere end én gang for ikke bare at komme fra A til B, men at finde nødvendige ressourcer til at stige i niveau og berede sig på endnu sværere kampe forud. Zeffo er bjergrig og sneklædt, og kræver at du udforsker dunkle grotter, og forladte, nærmest tibetanske bjerglandsbyer. Dathomir er varm og øde, og Kashyyk er regnvåd, fugtig og rig på flora og fauna. På hver planet møder du unikke væsener, historier igennem Force Echoes (mere om dem senere) og omgivelser der emmer af karakter, og som historien skrider frem, og Cal genopdager flere af hans fortabte evner, så kan du nedbryde vægge, løbe på vægge og hacke terminaler, der alle giver adgang til yderligere hemmeligheder. Der er nærmest altid en grund til at rejse tilbage og udforske på ny, og dit smarte Holomap holder styr på hvorhenne på hver planet du er stødt på barriere.

Dette er en annonce:
Star Wars Jedi: Fallen Order
Star Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen Order

Der er en masse grunde til at rejse tilbage også fra et mekanisk synspunkt, hvor Star Wars Jedi: Fallen Order byder på en masse måder hvorpå du kan opgradere og forme Cal, som han går fra at blive en Padawan i eksil til vaskeægte Jedi. Først og fremmest er et det Talent Tree med distinkte grene, hvor du kan udvide dine taktiske muligheder i kamp med alt fra ekstra slag, til opfølgende angreb efter en undvigelse. Desuden kan du her udvidde mængden af livspoint du har, samt hvor meget Force du har at bruge. Samtidig med det er der samleobjekter i form af de førnævnte Force Echoes, kosmetiske tilføjelser til dit lyssværd og til din karakter samt opgraderinger til BD-1, din lille droidekompagnon. Alle disse ting og sager gemmer sig rundt omkring, og en metodisk og nysgerrig spiller belønnes med mere XP.

Som bekendt drager Star Wars Jedi: Fallen Order inspiration fra blandt andet FromSoftware ved at udfordre dig lidt mere end man umiddelbart skulle tro. Naturligvis er det ikke på helt samme niveau, og selvom der er fire sværhedsgrader at vælge imellem, så er det umiddelbart svært at sige om spillere med behov for en ekstrem grad af mekanisk udfordring vil finde det her. Men forventer man samtidig bare at kunne sejle igennem Fallen Order, så bliver man overrasket. Først og fremmest er spillet designet sådan, at dør du til en fjende, så kan du muligvis blive smidt langt tilbage, og i mellemtiden genopstår alle de fjender imellem dig og din tidligere destination på ny. Nu sidder du der uden XP, og den eneste måde at få den tilbage på er at kæmpe dig igennem fjenderne igen, og ramme netop den fjende der tog dit liv i første omgang. Desuden regenererer dine livspoint ikke i kamp, og du skal kæmpe dig imellem bestemte punkter hvor du kan hvile dig, og få nyt liv, samt nye Health Stims, altså ekstra livseliksirer BD-1 kan give dig et begrænset antal af. Vælger du dog at hvile dig, så genopstår fjenderne du tidligere har besejret også, så det er en konstant taktisk balance imellem at bevæge sig fremad og ikke at dø unødvendigt, fordi man var direkte bange for at hvile sig. Det er smart design, og er så sandelig med til at kreere en generelt dybere oplevelse, som slet, slet ikke bare kan opsummeres til "Uncharted: Star Wars". Der findes tidspunkter hvor systemet dog snyder lidt med eksempelvis placeringer efter du er død, og naturligvis vil det så sandelig ikke være alle der er lige vilde med at skulle kæmpe sig igennem meget lette fjender, for så at dø det samme sted et utal af gange.

Star Wars Jedi: Fallen Order
Star Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen Order

Men det afhænger jo også af kvaliteten af kampsystemet - i det hele taget er Fallen Order ikke meget værd, hvis kampene ikke konstant er underholdende og spændende. Den gode nyhed er at det er de, men kun til et vist punkt. Fallen Order kræver at du er lidt mere metodisk end normalt, og har du ikke et overblik over dine fjenders positioner og angrebsmønster, så dør du på en håndfuld slag. Vælger du at blokere ved at holde L1 nede kan du blokere angreb, og her taler vi både om skud og fysiske slag, men antallet af disse er svært begrænset, så en defensiv strategi må og skal pardannes med en række strategisk placerede angreb. Dine fjender kan nemlig også kun blokere et vist antal gange, så ligesom i Sekiro: Shadows Die Twice er det ikke en rytmisk dans ligesom i Arkham-spillene, men få afgørende manøvrer der bestemmer liv og død. Du kan angribe i sekvens med firkant, aktivere et tungere og langsommere angreb med trekant, og får løbende evner der giver dig flere muligheder, såsom et Force Stun og et Force Push. Til sidst kan du sågar kaste med dit lyssværd. Disse evner ændrer dog ikke på at Star Wars Jedi: Fallen Order byder dig spændende, udfordrende og til tider frustrerende kampscenarier, hvor du konstant bliver testet. Alt det her lyder fantastisk, og det er det også det meste af tiden, men hvor Star Wars Jedi: Fallen Order glædeligt løfter nogle af de bedste dele fra netop Sekiro, så er fjendernes angrebsmønstre og animationer ikke helt lige så fintunede som ovre hos FromSoftware. Det kan være enormt svært at lære bestemte mønstre at kende, fordi fjenderne ofte agerer udenom fysikkens love. Monstre vender og drejer sig på mærkværdig vis, og kan pludselig finde på at slå en 180 graders vending på et splitsekund. Det tager en del af glæden fra at have lagt en nøjagtig plan, hvis en Stormtrooper pludselig slår hurtigere, eller langsommere, og som ødelægger chancen for en perfekt parering.

Og nu hvor vi snakker om det med at fjenderne ikke helt opfører sig som forventet - teknik. Star Wars Jedi: Fallen Order indeholder desværre et utal af tekniske fejl, der spænder fra det mildt frustrerende til det virkelig utilgivelige. Det er ikke noget man lægger mærke til konstant, og igennem Performance Mode på PlayStation 4 Pro formåede vi da at se en generel billedehastighed på omtrent 50fps, men til tider glipper farverne, en gang imellem er lyssætningen helt skæv, og dialog imellem Stormtroopers kan aktivere ude i ødemarken af ingen verdens grund. Ikke bare det, fjender kan falde igennem verdenen og slå på dig nedefra, imens nogle fjender sågar "resetter" helt og får fuld liv midt i kampens hede. Der er opdateringer på vej, og størstedelen af vores frustration med Star Wars Jedi: Fallen Order er ikke designmæssige, eller har at gøre med spillets generelle struktur, men snarere at for hver gang vi blev bjergtaget over en verden, eller følte os stærke fordi vi havde besejret en udfordrende gruppe af fjender, så var der en fejl der gjorde at vi faldt i døden, eller at nogle fjender pludselig blev til livløse klatter på jorden.

Star Wars Jedi: Fallen Order
Star Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen OrderStar Wars Jedi: Fallen Order

Det betyder dog ikke at Star Wars Jedi: Fallen Order ikke er pænt at kigge på. Altså der er ikke noget Uncharted, heller ej et Tomb Raider eller sågar DICE's Battlefront-serie, men scener er sammensat og animeret på overbevisende vis, og områderne er ganske flot udtænkt og visualiseret. Den vigtigste del af opgaven, nemlig at designe en flot verden klarer Respawn til punkt og prikke, men det er igen teknikken der halter, og som gnider lidt salt i såret til tider. Til gengæld er stemmeskuespillet over hele linjen meget imponerende, og skuespiller Cameron Monaghan leverer en ganske helstøbt præstation som Cal Kestis.

Star Wars Jedi: Fallen Order er det bedste Star Wars-spil EA har lavet, og samtidig er det, til trods for en række fejl, et spil der er Respawn Entertainments arv værdig. De har bevist her at de ved hvordan de skal skære et tredjepersonseventyr, og de har samtidig bevist at de ved hvordan Star Wars-universet fungerer. Kampene er intense, verdenen bugner af hemmeligheder og det hele afvikles på ganske tilfredsstillende vis. Det er derfor ærlig talt ærgerligt at pop-in, glitches, bugs og hvad ellers man nu kan kalde det konstant hiver dig ud af oplevelsen. Dog med en opdatering eller to kan det være at din oplevelse er markant anderledes, men vi anmelder det spil vi har, og det spil vi har er teknisk ufuldent.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Ret fantastisk verden, solid historie, fine FromSoftware-lån, tilfedsstillende kampe, solidt design det meste af vejen.
-
Alt for mange tekniske fejl der både frustrerer og irriterer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold