Star Wars Jedi Knight: Jedi Academy er på gaden d.19. september år 2003
Synes du din egen skole er kedelig? Så meld dig ind på Luke Skywalkers Jedi Akademi på Yavin 4. Her kan du lære at bruge Kraften, svinge lyssværd og hjælpe med til at holde ro og orden i den fjerne galakse for lang, lang tid siden.
Jedi Academy er mere eller mindre den direkte fortsættelse af Jedi Knight II: Jedi Outcast, som blev udgivet sidste år. Dengang hed helten Kyle Katarn, en tidligere Jedi-ridder, der mistede troen på sig selv og kappede sin forbindelse til Kraften. Onde kræfter var dog på spil og Kyle måtte genoptage sin forbindelse til Kraften, for at besejre det onde så det gode kunne sejre. I Jedi Academy har Kyle taget plads ved Lukes side, som Jedi-ridder og læremester på Jedi Akademiet, hvor et nyt hold elever skal til at starte. En af dem er dig, Jaden Korr - en ung og lovende Jedi, der snart rodes ud i nye problemer. En gammel fjende dukker op igen med skumle planer om at genoplive en ond Sith-herre og det kan kun en ægte Jedi-ridder forhindre.
Livet som Jedi-ridder er noget anderledes end det vi oplevede i forgængeren Jedi Outcast. Her var Kyles vej fra udstødt til nyfødt Jedi-ridder allerede lagt ud på forhånd. I Jedi Academy har man selv mere styr over tingene og det står således frit om man vælger at sværge troskab mod den Mørke eller den Lyse side af Kraften. Jedi Academy lader desuden lader spilleren selv bestemme Jadens udseende, race og køn. Når Jaden så fremstår som man vil have ham/hende, skal man designe sit lyssværd fra skæfte til klinge. Som ung Padawan-lærling rækker ens evner kun til at håndtere et lyssværd men senere i spillet bliver man udnævnt til Jedi-ridder og så kan man frit vælge om man vil bruge et lyssværd, to lyssværd på samme tid eller den famøse "dual-saber" som Darth Maul svingede så lystigt i Episode I.
Som Jedi-ridder skal man ikke blot mestre lyssværd. Man skal også kunne tæmme Kraften, så man kan bruge den i kampen mod ondskab. På samme måde som i Jedi Outcast, starter man med de mest basale Kraft-evner. Disse gør det muligt at hoppe højere, løbe hurtigere, kaste lyssværdet som en boomerang og parere skud fra laser-pistoler. De gør det også muligt at skubbe fjender ned eller trække dem hen mod sig. Som noget nyt er det nu også muligt, at bruge Kraften til at "fornemme" fjender på lang afstand og se ting andre ikke kan se. Alle Jedi-riddere har kan bruge Kaften på denne måde, uanset om de hører til den Lyse eller den Mørke side, men som allerede nævnt, findes der også egenskaber der er specifikke for de enkelte sider.
På den Lyse side findes evner, der gør det muligt at heale sår efter kamp, absorbere Kraft-energi vendt mod én selv, forvirre fjender, så de skyder på deres egne og danne Kraft-skjold, så man kan beskytte sig mod laser-skud og andre fare. Den Mørke side gør det muligt at skyde kraftige lyn efter fjenden, gribe ham ved struben over længere afstand eller hive fat i ham og suge hans livsenergi. Det er også muligt at slippe sin vrede løs i et voldsomt bersærkerangreb. Man kan frit vælge hvilke egenskaber fra de to sider man vil satse på og det er en god ide, da de supplere hinanden ret godt. På denne måde kan man skabe sin egen profil som Jedi-ridder, hvilket giver spillet en pæn replay-værdi. Næste gang man stater et nyt spil op, kan man så prøve med en ny kombination af egenskaber.
Alle disse Kraft-evner er delt i tre niveauer. Jo højere niveau, jo mere effektive er de. Det særlige Kraft-greb, der gør det muligt at kvæle en modstander uden fysisk berøring, kan på første niveau således kun bruges til at stoppe en modstander midlertidig uden at gøre fysisk skade. På tredje niveau kan man derimod kvæle livet ud af staklen, løfte ham op i luften og smide rundt med ham. De naturlige Kraft-egenskaber stiger automatisk i niveau jo længere man når ind i spillet mens man selv kan bestemme niveauet på egenskaberne fra den Mørke og Lyse side. Det sker inden man begiver sig ud på en mission. Man bliver præsenteret for et skema over de forskellige Kraft-egenskaber og har her mulighed for at vælge en ny egenskab eller forbedre en af de eksisterende.
En Jedi-ridder er dog langtfra begrænset til kun at bruge Kraften og sit lyssværd. Det er stadig muligt at bruge almindelige våben. Våbensamlingen ligner sig selv fra sidst men der er kommet et par enkelte nyheder til. De fleste vil dog nok foretrække at holde våbnet i hylsteret for livet som Jedi-ridder er nu engang sjovere med et lyssværd i hånden. Enkelte fjender bider hurtigere i støvet med et par veltilrettelagte skud med et stort våben men gameplayet er overvejende gearet til at man udelukkende kan bruge Kraften og sit lyssværd. Det er også langt hen af vejen det sjoveste.
Noget af det bedste i forgængeren Jedi Outcast, var de mange dueller med medlemmerne af Reborn-kulten. Disse fik spillet til midlertidigt at skifte karakter fra at være et firstperson-shooter til et beat’em-up. Disse skift i gameplay fungerede godt og tilføjede spillet en ekstra dimension som sjældent var set så godt implementeret. I Jedi Academy fungere det stadigvæk godt. Faktisk fungere det endnu bedre end før fordi man har fået så mange flere muligheder med lyssværdet. Udbuddet af bevægelser - både defensive og offensive - er vokset betydeligt og varierer alt efter hvilken form for lyssværd man svinger rundt med. Alt dette gør de konventionelle våben mere eller mindre unødvendige, for i takt med at man stiger i graderne som Jedi-ridder, jo mere effektivt (og sjovere) bliver det at svinge rundt med lyssværd og håndtere Kraften..
Et andet punkt, hvor Jedi Academy gør sig meget heldigt bemærket, er i missionerne. Frem for en lineær missionsstruktur, hvor man går fra den ene mission til den anden i fastbestemt rækkefølge, har man her en større frihed til at vælge. Missionerne falder i to kategorier: plot-missioner og enkeltstående missioner. Plot-missionerne er direkte forbundet med handlingen i spillet. Det er dem, der føre handlingen videre og de tager ofte en del tid at gennemføre fordi de er både er ganske omfattende og en del mere udfordrende. En Jedi-ridders fornemmeste opgave er at holde ro og orden i galaksen og her er det de enkeltstående missioner kommer ind i billeder. De har ikke særlig meget med hovedplottet at gøre og tager generelt heller ikke så lang tid at gennemføre. De er dog langtfra kedelige. Faktisk rummer de nogle af spillets bedste stunder, fordi de er så varierende og rummer mange overraskelser. En af de bedste missioner foregår i hujende hast gennem landskabet i sædet på en swoop, der bedst beskrive som en potent raketmotor med sæde og styr. I en anden mission skal Jaden ødelægge nogle skjulte våben-depoter, hvilket pludselig bliver meget vanskeligere da Boba Fett pludselig blander sig.
Grafisk er der ikke sket så meget siden Jedi Outcast. Der er dog blevet plads til lidt ekstra effekter hvilket får det flotte spil til at se endnu flottere ud. Omgivelserne er meget varierende og figurerne er godt designede med mange fine detaljer. De bevæger sig også meget flydende og kan således. Lydbilledet er der derimod ikke ændret synderligt meget ved. Man kan høre det er et Star Wars-spil og sådan skal det bare være.
Inden Jedi Outcast kom på gaden, synes langt de fleste Star Wars-spil at rangere fra det middelmådige til det dårlige. Det slog om da Jedi Outcast kom på gaden og med Jedi Academy fortsætter opturen. Raven Software har endnu engang bevist, at de ved hvordan et godt Star Wars-spil skal skrues sammen. De har set at de havde fat i noget der fungerede, men de har ikke været bange for at foretage ændringer. De har lavet lidt om på formlen, tilføjet nye ingredienser og det har resulteret i et rigtig godt action-spil. Desværre er det lidt for kort. Denne anmelder gennemførte spillet på en weekend, godt nok på laveste sværhedsgrad. Muligheden for at starte med en helt ny figur, vælge nye sammensætninger af Kraft-egenskaber, udsigten til atter at duellere med lyssværd og de gode missioner har dog allerede fået mig til at starte et nyt spil. Nu er det så blot at håbe at LucasArts og Raven Software fortsætter det gode samarbejde for hvem ved hvad der så kan være i vente?