Star Wars: Lethal Alliance

Hvis du finder fremmedordsordbogen frem og slår op under ordet "kult", så står der med garanti en lille parentes bagefter med ordene Star Wars i, og hvis der ikke gør, så burde der. Sjældent har en række film kunne lægge verden ned, som Star Wars gjorde det tilbage i slutningen af halvfjerdserne. Alt lige fra den udødelige kamp mellem det gode og det onde, til nogle af historiens mest huskværdige filmcitater: "No, I’m am your father" (jeg sværger, da jeg hørte det første gang, skreg jeg højere end Luke gjorde) George Lucas skabte dengang et univers så spraglet, dragende og fortryllende at vi ikke kunne se væk fra skærmen; en ting vi sådan set stadig ikke kan få os selv til.

Mellem Return of the Jedi og The Phantom Menace herskede der 20 års nærmest uafbrudt Star Wars-tavshed, der så blev afløst af et ramaskrig fra tvetungede kritikere, så vel som seriens indædte fans. George Lucas var nu pludseligt planetens mest hadede mand, fordi han havde lavet et af verdens bedste filmtrilogier og lavet dem om til to timer lange legetøjsreklamer. Spørger du mig, så var det de mange fans med himmelhøje og uopnåelige forventninger, som ødelagde Star Wars og ikke Lucas selv, men nok om det. Pointen med alt det her er at illustrere at kvaliteten af Star Wars spillene ironisk nok er ligeså svingende som kvaliteten af filmene. Lucas Arts har lagt navn til nogle af de værste spilminder man kan komme i tanke om, men samtidig dukker der perler som Knights of the Old Republic og Rouge Squadron op i hukommelsen. Faklen er for denne gang blevet givet videre til Ubisoft og de har nu lavet Lethal Alliance. Et spil, der på mange måder, rammer midt imellem de to overstående kategorier.

Lethal Alliance tager sit afsæt i perioden, der er imellem de to filmtrilogier, efter at Imperiet er kommet til magten, men før at Alliancen for alvor er opstået. I rollen som den unge Twi’lek Rianna, får du til opgave at udspionere og sabotere Imperiets planer. Hen ad vejen bliver du gode venner med den lille flyvende droide Zeeo, hvis hjælp viser sig at være mere end uundværlig.

Mens Rianna er musklerne i forholdet, så kommer til Zeeos egenskaber til gode når der skal hackes, eller når større områder skal forceres langs murer osv. Ind imellem skududvekslingerne er der nemlig platformsområder, hvor du skal springe, klatre og lignende, og ofte er du nødt til at bruge Zeeo som afsæt, for at komme over afgrundene. Det fungere som god variation, men det ofte er alt, alt for simpelt og for gennemskueligt. De steder hvor Zeeo skal bevæges hen, for at du kan sætte af på ham, er tydeligt markeret med små lamper langs væggene, og derfor udebliver udfordringen helt.

Riannas evner med et våben, bliver kombineret med Zeeos egenskaber i kampsituationerne og det er netop samspillet mellem de to, der er grundstenen i spillet og det er da også lykkes ret godt. Ved at komplimentere hinanden bliver et almindelig rullefald pludseligt til en sidelæns vejrmølle a la Matrix, men på grund af det kedelige lock-on sigtesystem, som vi efterhånden er alt for vant til på det håndholdte format, suger en del af fornøjelsen ud af Lethal Alliance. Som spiller skal du nu endnu en gang udsættes for et trist sigtesystem hvor at sigtekornet trækkes rundt fra modstander til modstander. Det er uden instinkt og til tider føles det meget tungt, og det generer virkelig. Kom nu Ubisoft, vi ved jo at I kan gøre det bedre end det her.

Historien halter også bagefter, da der slet ikke er gjort nok ud af den. Spillet foregår i tiden mellem episode 3 og 4, hvilket giver masser af frihed til både det ene eller det andet, men i stedet for et ordentligt, udførligt og sammenhængende plot, så handler det i langt højere grad om enkeltmissioner, der efterlader en lidt skuffet.

Det der redder Lethal Alliance fra at være under middelmådighedens hårde stempel, er den glimrende variation, som det byder på. Skudzonerne og platformsdelene er vævet indimellem hinanden og mellem nogle af banerne er der on-rail sektioner, hvor du, hængende i Zeeo, skal manøvrere dig igennem tæt trafik, lavasøer og lignende. Det er tempofyldt, spændende og det viser sig faktisk at de er nogle af de bedste baner i spillet. I de almindelige baner er samspillet mellem de to hovedpersoner er veludført og tilpas dybt nok til at give plads til blær, så vel som at gøre det nødvendige for at gennemføre spillet.

Lethal Alliance slås med nogle typiske problemer, som en erfaren udvikler som Ubisoft slet ikke burde begå, og derfor når spillet heller ikke helt deroppe hvor det kunne befinde sig. Det er næppe et spil du kommer til at gennemføre mere end én gang, men variation, der er bakket op af god grafik og rimelig lyd, er nok til at sikre et knebent 5-tal. Middelmådigt men heller ikke mere.