Star Wars The Clone Wars: Lightsaber Duels

Inden lanceringen af konsollen og alle sportsspillene, var den mest oplagte ide til et Wii-spil, et spil hvor man kunne svinge rundt med et lasersværd. Endelige ville man kunne føle sig som nogenlunde kompetent Jedi, og vifte rundt med det mægtige våben lige foran sig. Allerede med Red Steel døde alle disse drømme dog, og pinligt åbenlyst blev det at Wii-controlleren slet ikke var hurtig nok, eller havde nogen mulighed for at give den modstand der gives når man hugger i noget.

En af de småting som holdet bag Red Steel dog forstod, var at det ikke nyttede noget at lade folk fægte hæmningsløst ud i luften. I stedet lod man forskellige bevægelser resultere i faste manøvrer, et valg der måske ikke var helt logisk, men som fungerede tusinde gange bedre end den hæmningsløse fægtning. Men nok om Red Steel, for nu handler det om Star Wars: The Clone Wars - Lightsaber Duels, og Lucas Arts er helt overbeviste om at de har fundet vejen frem, hvor andre har fejlet med Wii-controlleren.

Der har de ikke. Overhovedet. For efter min første kamp i spillet, sidder jeg tilbage i sofaen, nærmest forstenet og forundret over hvad pokker der lige er sket. Deltog jeg eller? Lettere usikker starter jeg en ny kamp, og sidder kort tid senere med samme følelse.

Star Wars: The Clone Wars - Lightsaber Duels er baseret på den middel-populære tegnefilm og film af samme navn, men er i spilform et håbløst generisk kampspil. I almindelige tale betyder det at man tæver sig vej gennem kamp efter kamp mod forskellige figurer, mens en håbløs historie forsøger, at flette det hele sammen. Historien er komplet umulig at følge med i, hvis ikke man allerede forinden har stor kendskab til denne afstikker af Star Wars- universet, hvilket ikke gavner spillet.

Skulle man kæmpe sig vej gennem spillet, er der kun tre skurke at kæmpe mod, nemlig Asajj Ventress, Count Dooku og General Grievous, som altså skal tæves igen og igen. Det bliver naturligvis hurtig kedeligt, og hjælpes ikke af at spillet som helhed kun indeholder ti figurer, fra et univers der ellers bugner med mulige kombetanter.

Alle disse fejl havde jeg dog glædeligt tilgivet, hvis bare spilbarheden havde været god. Det første Mortal Kombat havde jo eksempelvis kun syv kæmpere, og Street Fighter 2 kun otte. Som nævnt overfor, er resultatet dog her katastrofalt. På trods af store ambitioner, der inkluderer at lade mig lave specialangreb ved at vifte controlleren rundt, og endda at kunne supplere disse ved at holde Z-knappen nede, eskalerer kampene nemlig altid til frenetisk viften rundt, af den værste slags.

Skulle man forsøge at tage spillet alvorligt, straffes man med det samme af de modstandere som i stedet har valgt bare at svinge løs. Det er alt for svært at trænge igennem de hektiske angreb, og hurtigt opgiver man. Et godt kampspil kræver balance, præcision og timing, men her tvinges man i stedet til at svinge voldsomt omkring sig, mens en kommentator stemme belærende fortæller at ethvert angreb skal overvejes og times. Helt sikkert, klaphat.

Fordi alt dette bare ikke ville nok, har udvikleren også sørget for at Lightsaber Duels er et ganske grimt spil med kedelige farver, ulogisk og fattige banedesign, som er forsøgt at Star Wars stemning ved at have fjender og hændelser i baggrunden. Det virker dog fantastisk påklistret og fordummende, selv for en Star Wars fan som jeg.

Bortset fra de alder yngste som ikke har brug for nogen modstand i deres spil, er det svært at se hvem der skulle kunne få noget ud af Lightsaber Duels. Lange kampe hvor man barer vifter løs, og hvor det er tilfædighederne der afgør hvem vinder er aldrig sjove. Det er præcis for denne slags sjusk og ligegyldighed, Wii'en får et dårligt rygte blandt mange spillere.