Star Wars: The Force Unleashed

Så sandt som alle mennesker på jorden har været børn, så har alle børn også ønsket at være Jedi-riddere. Det er få universer som George Lucas' Star Wars, der kan fortsætte med at være så ekstremt populært i så lang tid. Selv 30 år efter den første film, er Jedi-ridderne stadig genstand for universel idoldyrkelse, og selvom Darth Vader efterhånden ligner noget, Flemming Leth kunne bygge ud af en rulle sorte sække og en madkasse, så er han stadig en af historiens fedeste skurke.

Og det er netop den kære hr. Vader, der åbner ballet i Star Wars: The Force Unleashed. Som stadig ung og uerfaren Sith, lander han på Wookiernes planet for at gå på Jedi-jagt og sprede ødelæggelse.. Men hele missionen bliver vendt på hovedet, da Vader opdager, at ofret har en søn. I et sekunds sympati tager Vader ham under sine vinger - og dermed er den hemmelige lærling en realitet. Selvom The Force Unleashed tager over, hvor de populære Jedi Knight-spil slap, så er det en helt anderledes og langt mere ambitiøs satsning fra Lucas Arts, hvor spillet egenhændigt skal binde de to trilogier sammen og gøre fortællingen komplet.

Man træder ind i rollen som den hemmelige lærling på et tidspunkt, hvor han næsten har endt sin træning, så han og Vader i bedste Sith-stil kan besejre Kejseren og overtage hans styre, men først skal man lige nedlægge et par Jedis. Med den kønne kvindelige pilot Juno og den formtagende robot Proxy ved sin side, er man ellers klar til at besøge galaksens nære og fjerntliggende områder.

Det er tydeligt allerede fra første filmsekvens, at ambitionerne for The Force Unleashed har været tårnhøje. Med John Williams' orkestrale musik blæsende i baghøjttalerne og skarpt skårede kameravinkler, et yderst overbevisende stemmeskuespil og manuskript på højde med filmene, er det et filmisk spil af de sjældne. Selve filmsekvenserne er baseret på spillets grafikmotor tilsat lidt blødere billede og ekstra effekter, der sammenlagt leverer en savlefremkaldende lyd- og billedside. På nær de halvkiksede mundbevægelser, lægger LucasArts hårdt ud.

Uheldigvis er disse yderst imponerende mellemsekvenser med til at ødelægge det grafiske indtryk af spillet, når det først sættes i gang, for selvom The Force Unleashed kan være det rene guf for øjnene, så bliver det aldrig ligeså pænt som de polerede film, og er desværre præget af lidt for mange ridser i lakken. For selvom The Force Unleashed er det mest spektakulære og storslåede Star Wars-spil nogensinde fra LucasArts' portefølje, så bliver den fantastiske oplevelse gang på gang brudt af åndssvage designfejl og teknisk inkompetence, og det er i sandhed en skam, når spillets ellers byder på en fysikmotor og et animationssystem, der sparker numse på stort set alt, hvad branchen hidtil har set.

Spektakulært er et ord, jeg har valgt med omhu for at beskrive mange af de scenarier, man gennemgående bliver udsat for i The Force Unleashed. Sammen med lyssværdene, har det fedeste i Star Wars altid været Kraften, især når Jedi- ridderne så let som ingenting kunne løfte kæmpestore genstande og kaste dem så langt, at Joachim B. Olsen ville dåne. Og aldrig nogensinde har jeg mærket Kraften så meget, som i The Force Unleashed. Næsten alting kan du samle op, fra sten og udbrændte motorer til omvandrende robotter og næsten samtlige fjender. Bagefter kan du så kaste dem ind i altopløsende energistråler eller andre fjender, friturestege dem med lyn eller måske spidde dem med dit lyssværd.

Det hele foregår ganske enkelt ved at holde højre skulderknap nede, og så ellers navigere de opsamlede ting rundt med de to styrepinde. At hive et metalrør ud af en klippevæg og se fjenderne blive mast under stenbruddet, smadre ruderne i rumskibet og se alting blive suget ud i det sorte rum, og at sætte fut til en gammel motor og ellers bruge det som en gigantisk granat, er hyppige oplevelser, der får dig til at føle dig som verdens mægtigste mand. Og selvom sigtet til tider kan mangle lidt præcision, så fungerer det ellers upåklageligt.

Nu er der naturligvis andet til Kraften end bare at samle ting op. Ud over at skyde lyn ud af fingrene, så kan du også bruge Force Push, der skubber fjenderne omkuld, og endda lave en såkaldt Repulse, der skaber en kraftig trykbølge i en kugle omkring dig. Og hvis alt andet skulle fejle, har du heldigvis din tro følgesvend, lyssværdet, ved din side, der i en række forskellige kombinationer kan nedlægge dine fjender med manér. Som spillet skrider frem, får du adgang til flere og flere kombinationer, der blander lyssværdet sammen med eksempelvis Force Push eller lyn, der hurtigt giver 1-mod-100 kampene lidt ekstra retfærdighed.

Det er dog integreringen af alle disse elementer i omgivelserne og selve spillets design, der gør The Force Unleashed til noget helt særligt. Når du griber fat og bøjer kæmpemæssige søljer for at se en Tie Fighter flyve ind i dem, tænker du "Fedt!". Når du derefter finder ud af, at du rent faktisk selv kan gribe fat i en Tie Fighter og kaste den omkuld, bliver det hurtigt forvandlet til et "Wow!". Spillet er fyldt med spektakulære øjeblikke, og det hele føles ganske frit og naturligt. Visse ting sker nemlig tilpas sjældent til, at det ikke virker som opstillede scenarier, og da jeg første gang oplevede en løftet fjende gribe fat i en kasse - eller sågar en anden fjende - for ikke at blive hevet væk, ramte min kæbe gulvet med 120 km/t. Det er øjeblikke som disse, der gør spil til noget helt særligt og giver dig en følelse af, at du faktisk er i et andet univers og kan gøre præcis, hvad der passer dig.

Samtidig er udvalget af fjender ganske fornemt, fra de mindre uskadelige Storm Troopers og andet godtfolk, til kæmpestore AT-ST's, gigantiske monstre og mega-robotter lavet af skrald. Kampene består heldigvis ofte af mange forskellige fjendetyper, så der er masser af taktiske overvejelser i, hvem man skal angribe først og hvordan for at komme helskindet igennem. Og så er der næsten ikke nogen bedre fornemmelse, end at stå godt på afstand og fyre den ene sten i hovedet på fjenderne efter den anden. Sammen med de ligeså veludførte bosskampe, der er fyldt med tempo, energi og adrenalin, så har Lucas Arts skabt en sprængfarlig cocktail, der kan vække Kraften i enhver.

Desværre brydes illusionen alt for ofte med både større og mindre fejl, som bare burde være fjernet. Huller i en ellers fuldendt helhedsoplevelse. Det er især den sløve menu, der ofte skal bruges til opgraderinger af lyssværd og sin person, faretruende kanter, som man alt for let falder ud over ved uheld, og slagkraftige fjender, der kan banke dig i jorden og aldrig give dig en chance for at komme op igen. Det er alle elementære fejl, der historisk set har ødelagt mange spil, og selvom The Force Unleashed aldrig bliver uspilleligt, så taler disse problemer sit tydelige sprog: man har skyndt sig alt for meget.

Som forventet er The Force Unleashed et relativt kort spil, som jeg fik gennemført i omegnen af ti timer. Det er heldigvis ikke det store problem i sig selv, fordi det er en yderst fornøjelig og veldrejet oplevelse, med masser af action og en god historie, og jeg er da også allerede i gang med min anden gennemspilning, hvor jeg forsøger at finde de skjulte bonusobjekter, der blandt andet låser op for nye dragter og krystaller til lyssværdet. Men skal jeg være helt ærlig, så havde jeg gerne set Lucas Arts udforske mulighederne for multiplayer.

Og det tror jeg faktisk også, at Lucas Arts har gjort på et tidspunkt. Ikke mindst fordi det tidligere var et bekræftet, men uspecificeret element i spillet, og med erfaring fra Jedi Knight-spillene og voldsomme nye muligheder for at hærge galaksen med friheden i The Force Unleashed, så havde det uden tvivl været en storslået oplevelse, enten at gå på togt med ven gennem spillet eller dystet til døden i en duel. Det er ikke noget, jeg vil bruge alt for meget spalteplads på at græde snot over, men det er en stor mangel for spillet, der utvivlsomt kunne hive det op på et helt andet niveau.

Star Wars: The Force Unleashed er et yderst vellykket spil, der byder på timevis af lækre og underholdende kampscener i fremragende omgivelser, og man fristes nærmest til at sige på bedste Kellogg's facon, at "den vækker en Jedi-ridder i dig". Det er synd, at spillet skal plages af alt for mange småfejl og elementære designproblemer, og det er en skam, at spillet skal være foruden en ellers indlysende multiplayerdel. Men enten er jeg bare i godt humør eller så er Kraften med dette spil, for i min bog er The Force Unleashed stadig et af de bedste Star Wars actionspil nogensinde.