Expansion packs eller Add-on´s. Kan man undgå at have et anstrengt forhold til disse begreber? 99 ud af hundrede gange er det jo stort set bare et spørgsmål for spilproducenten om at holde forbrugeren stangen før man er klar til at sende en rigtig efterfølger på gaden. Ekstra baner, ekstra missioner, ekstra figurer osv. var jo egentlig ting man burde kunne hente omkostningsfrit på nettet, hvis spilfirmaerne skulle yde den optimale service og det kan man jo rent faktisk også gøre ved flere spil. Det gode ved disse suppleringsudgivelser er, at de trods alt kun koster et par hundrede kroner, men alt for ofte er det alligevel penge, der er smidt ud af vinduet.
Engang imellem - højst en gang om året - falder man så over en udvidelse, der rent faktisk tilbyder noget konstruktivt nyt. Og i 1999 ser det ud til at skulle være Brood War - Expansion Pack´en til StarCraft.
Første betingelse for overhovedet at fortsætte med denne anmeldelse er naturligvis at man er en af de spillere, der har brugt mindst halvdelen af sin fritid i 1998 på at spille StarCraft. Dette næsten-perfekte-spil tog jo en hel spilverden med storm, så derfor vil det givet betyde at omkring 99% af GameReactors læsere kan fortsætte siden ud! Og det er der faktisk ganske god grund til, for når først man har fået fingrene i Brood War vil man ganske enkelt aldrig mere ´nøjes´ med StarCraft. Lyder det utroligt? Det er det faktisk også!
Men hvad er det så Brood War kan tilbyde, som imponerer denne anmelder. Jo, med denne udgivelse har Blizzard faktisk tilført det originale spil helt nyt blod. Ikke noget med bare at putte et par nye baner ind i spillet, nej, hele StarCrafts verden bliver faktisk nyrenoveret. Hver race bliver udvidet med to enheder. Protoss får Dark Archon og Corsair, Terrans får Medic og Valkyrie Bomberen og Zerg får Lurker og Devourer. Hver af disse nye enheder har ganske spektakulære egenskaber, der virkelig bringer en ny stemning ind i spillet. F.eks. gør Dark Archon dig i stand til at overtage ´hjernen´ på fjendtlige enheder via mind control og ´aflæse´ alle de egenskaber som de er i besiddelse af og bruge dem selv! Sammenlagt betyder disse nye enheder at de tre racer nu er så tætte på at være lige som man vel overhovedet kan komme. Samtidig kan du godt glemme alt om at forsøge at fedte dig igennem uden at beherske de nye enheder, for de er simpelthen hjørnestenene i spillet nu og altafgørende for din succes!
Derudover er der selvfølgelig også de obligatoriske nye baner og missioner. Hele 26 nye scenerier tilbyder udvidelsen og det betyder at du nu vil finde helt nye verdener lige fra ørkener til islandskaber. Disse nye baner er re-designet på en genial måde og er med til at gøre helhedsindtrykket fuldendt. Heldigvis - eller desværre -, alt efter humøret, har sværhedsgraden fået et tryk 16 opad. Brood War er simpelthen så komplekst og svært at det virkelig kræver sin mand at kæmpe sig igennem. Det betyder så til gengæld at holdbarheden er ekstrem stor, hvis man ikke ender med at gå kold! Brood War er ikke for nybegyndere, kyllinger, piger eller barnlige sjæle - her kræves der manpower med hår på brystet!!!
Hurra - man kan blive positivt overrasket. At købe Brood War til 199 kr. er lidt ligesom at vinde i Lyn-Lotto; man håber det bedste, men regner egentlig ikke rigtig med noget! Brood War er blot en af de få geniale ting, der sker hvert år. Und dig den glæde at trave hele vejen hjem fra din lokale spilbutik med spillet under armen, vel vidende at du er på vej med en kæmpe oplevelse! Brood War er et MUST!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 10 / 10
- Spilbarhed
- 10 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 9 / 10