Starcraft: Ghost

Starcraft-universet er egentlig perfekt som baggrunden for et actionspil. Med sine tre vidt forskellige racer, det klokkerene og stenhårde design, samt en velskreven historie, byder det originale Starcraft og udvidelsen Brood Wars på en rig kilde at drikke fra. Dette indså Blizzard allerede i tidernes morgen (det vil sige år 2000), og gav derfor udvikleren Nihilistic Software til opgave at bygge et tredjepersons actionspil, der skulle udgives til PlayStation 2, GameCube og Xbox. Holdet påbegyndte arbejdet tidligt i år 2001, og spillet skulle blive kendt verden over som Starcraft: Ghost.

Ved E3 2002 blev en tidlig version af spillet vist frem. Nihilistic havde valgt at lade spilleren styre en Ghost, Terrans supertrænede og hemmelige agent. Som den blonde og billedskønne Nova, gjaldt det om at infiltrere Terran-baserne, snige sig ind på Protoss-krigerne, og naturligvis slagte horder af slemme Zergs. Til ens hjælp havde man en smidighed, styrke og et rigt udvalg af våben og frem for alt sine psi-kræfter. Med disse kunne Nova få tiden til at gå langsommere, gemme sig ved hjælp af optisk camouflage, samt se gennem vægge og fjendernes rustninger. Starcraft: Ghost skulle være en slags taktisk action med et veludrustet sniger-gen, og det var sat til udgivelse i år 2003.

Så langt, så godt. Alting virkede som om det kørte på skinner og Starcraft: Ghost dukkede op på alverdens lister over eftertragtede spil. Internt var det dog en helt anden sag. Blizzard var ikke tilfredse med resultatet og forsinkede efterfølgende spillet et utal af gange. I maj 2004 var det så slut med Nihilistic, der blev smidt på porten og ind kom Swingin’ Ape Studios (holdet bag Metal Arms: Glitch in the System), der tidligere samme år var blevet opkøbt af Blizzard. Ifølge rygterne skrottede Swingin’ Ape alt det arbejde, Nihilistic allerede havde lavet og startede helt forfra på projektet. Det beholdte dog Novas psi-kræfter og spillets grundlæggende essens, men alle missioner, fjender og grafik blev bygget op fra grunden. Dertil lagde de køretøjer som Siege Tank og Vulture, der naturligvis kan huskes fra Starcraft, mens bombe- og transportflyet Stinger og den Warthog-duftende jeep Grizzly er helt nye opfindelser.

Selv plottet fik en omgang. Nihilistics version udspillede sig naturligvis i det samme univers, men havde reelt ikke noget med de to spil at gøre. Da Swingin’ Ape overtog styringen med projektet, blev historien henlagt til fire år efter Brood Wars og udvikleren har samtidig forsøgt at knytte Ghost-professionen sammen med de tidligere spil. Omdrejningspunktet for hele konflikten er et mystisk forskningsprojekt kaldet Project: Shadow Blade, et projekt der blev startet af Arkturus Mengsk og som omdanner den giftige gas Terrazine til det stof, der bruges til at forvandle Ghosts til de endnu farligere Spectres. Nova sendes ind for at undersøge sagen og snart viser det sig, at både Zerg og Protoss vil have fingrene i gassen, ligesom rivaliserende Terran-fraktioner også vil det. Der er kort sagt lagt op til intergalaktiske problemer af den store slags.

Nova selv er dog stadig en veltrænet og yderst kompetent Ghost-soldat i sin sølvhvide og blå dragt, og hun benytter sig stadig af de psi-kræfter som Nihilistic i starten udtænkte. Til gengæld er der brugt meget tid på at balancere hendes kræfter i forhold til fjendernes væremåde og missionernes udformning. Præcis som i Starcraft kan Nova ikke bare læne sig op af sin optiske camouflage. Dels fordi der suges en pokkers masse kræfter ud af hendes dragt, og dels fordi hver race har en række specifikke enheder, der kan se lige igennem den slags tricks. For at klare dig i Starcraft: Ghost, er du i stedet nødt til at tænke som en Ghost, passe på dine kræfter og i det hele taget tænke strategisk. Den forsigtige spiller belønnes derfor med såkaldte Stealth Kills, der gennemføres ved hjælp af en række små mini-spil, der er forskellige i forhold til den fjende hun møder. Mini-spillene er unikke knapkombinationer, der skal indtastes hurtigt og uden fejl for at lykkes. Er det f.eks. en Terran-marinesoldat der står og sover, så hopper Nova gerne ned på ham bagfra, åbner for visiret og smider en håndgranat indenfor. Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved hvor meget stealth, der reelt er over at sprænge ens fjende i stykker med en håndgranat, men selve gameplayet fungerer strålende og det føles dejligt tilfredsstillende at dræbe en modstander på denne måde. I øvrigt så har Nova stort set samme bevægelsesmønster som en Sam Fischer på speed, med præcis det samme "over skulderen"-udsyn og vagter der kan slæbes ind i skyggerne.

Nova er heller ikke helt ueffen med sin egen Assault Rifle eller hendes snigskytteriffel. Hun kan desuden samle både flammekastere og oversavede geværer op fra hendes faldne fjender. Hun har endda også en speciel Lockdown Gun, som hun kan bruge til at kortslutte elektroniske mekanismer og køretøjer med. Og ser det rigtig skidt ud, så kan hun indkalde en decideret tæppebombning af landskabet. Lige præcis det der med at kunne udpege sig et mål fra skyerne og så se, hvordan alt blev splintret og smadret i røg og ild, var allerede i Starcraft afsindigt tilfredsstillende, og det virker om end endnu bedre i Starcraft: Ghost.

Det er i øvrigt ikke kun singleplayerdelen der er lavet om i Starcraft Ghost, også den nyopfundne multiplayerdel er der blevet kælet for. Denne del giver mulighed for at op til 16 spillere kan mødes over Xbox Live eller via PS2’erens Network Adapter. Blizzard har indtil videre bekræftet, at der er otte forskellige enhedstyper, fire til Terran og fire til Zerg, men det er nærmest utænkeligt, og slet ikke ubegrundet gætteri, at disse følges op af fire Protoss-enheder. Gamplaymæssigt er det en omgang Battlefield-inspireret løjer den står på, med kontrolpunkter på banen, der skal overtages i en bestemt rækkefølge. Terrans råder over Light Infantry, Marine, Firebag og Ghosts, mens Zerg-siden får adgang til Zerglings, Mutalisks, Hydralisks og Infected Marines. Som spiller tjener du points ved at slå modstanderen ihjel og holde fast på kontrolpunkterne. De opsamlede points kan senere deles ud mellem klasserne. En af Starcrafts absolut største styrker var uden tvivl balancen enhederne imellem, og det er noget Blizzard forsøger at genskabe i denne actionudgave. En gruppe bestående udelukkende af nærkampsdygtige Firebats er et let bytte for Hydraliskernes syreangreb, hvis de ikke bakkes op af en håndfuld Marines. På samme måde kan det fysisk svagere Light Infantry hurtigt gøre det af med stærkere fjender, fordi de kan bygge kanontårne og bruge køretøjer.

Blizzard regner med at lancere Starcraft: Ghost i andet kvartal af år 2006, hvilket betyder, at spillet på dette tidspunkt har været under udvikling i mere end fem år. Spillets seneste offentlige fremvisning skete på årets Blizzcon i oktober og her var det tydeligt, at holdet stadig havde en del arbejde mellem hænderne. Styringen fungerede faktisk uden nogen mærkbare problemer, men kollisionsprogrammeringen, den primitive kunstige intelligens og en del grafiske fejl viste for alvor sit grimme ansigt. Her virkede forskellene racerne imellem i multiplayerdelen også ubalanceret, hvilket betød, at de små og hurtige zerglings hurtigt fik bugt med Terrans mange tropper.

Helt afgørende for Starcraft: Ghosts succes er i høj grad, hvordan det er lykkes Blizzard at forvandle de brillante strategispil til en underholdende actionoplevelse. Command & Conquer: Renegade forsøgte reelt det samme for nogle år siden, men faldt til jorden på grund af en uinspireret indgangsvinkel til grundessensen. Selve universet er uden tvivl oplagt til et spil af denne slags, men der skal alligevel en del til i dag, for at Blizzards seneste spil ikke bare skal hænge ubehjælpeligt fast i den middelmådige, klæberige, grå substans, som mange andre spil i øjeblikket gør det.

Efter at være blevet brændt af, af Joanna Dark og hendes skuffende eventyr sidste år, er jeg dog noget reserveret i forhold til Starcraft: Ghost og dets kvaliteter. Lange, problemfyldte udviklingsseancer er sjældent noget godt tegn, og hvorvidt multiplayerdelen er et træk i den helt rigtige retning eller en panikbeslutning, er for tidligt at sige. Det der dog taler til Novas fordel er, at Blizzard er fuldstændig vanvittige detaljeryttere, når det kommer til deres spil. Internt har de kunnet drage stor nytte af opkøbet af Swingin’ Ape Studios, og de giver med sikkerhed ikke slip på spillet før det er helt klart. Så der er alligevel en anledning til at se nærmere på Novas intergalaktiske eventyr i år 2006. Eller måske i 2007. Eller 2008. Ja, i hvert fald dem, der ikke ligger i kisten på det tidspunkt.