Hvis du er Starcraft-fan, så har du sikkert fulgt med i hver eneste detalje omkring den igangværende multiplayer-beta for Heart of the Swarm, hvor nye enheder prøves af, balancen konstant justeres og ændres, og en masse fine nye funktioner er blevet tilføjet for at gøre spillet mere fordøjeligt for nye spillere.
Men midt i al snakken om APM, eSport og hvor imba henholdsvis Terran, Protoss og Zerg til hver en tid er i forhold til de andre racer, kan man godt glemme at Heart of the Swarm faktisk også byder på en udførlig singleplayer-kampagne. Derfor rejste Gamereactor til Blizzards kontorer i Paris, hvor vi tog et grundigt kig på dele af kampagnen, og mødte nogle af folkene bag.
Hvor Wings of Liberty hovedsageligt blev spillet med Terran-racen (med et par afstikkere som Protoss), så handler Heart of the Swarm om Zerg - den insektagtige race af hyperaggressive rumvæsener, der hærger gennem universet og assimilerer brugbare DNA-træk og gener fra de mange væsener, de fortærer undervejs. Og netop dette kendetegn ved Zerg-racen er faktisk en del af gameplayet i udvidelsen - men det kommer vi til.
Ved historiens start går det ikke så pokkers godt for zergerne. I slutningen af det første Starcraft døde The Overmind, den store leder af Zergernes semi-kollektive bevidsthed. Siden da har den zerg-infesterede ex-Terraner Kerrigan styret showet, men med hjælp fra lidt oldgammel teknologi fik Jim Raynor og kompagni gjort hende til næsten-menneske igen i slutningen af Wings of Liberty. Siden har Zerg været splintret i små enklaver, uden nogen rigtig ledelse, og spredt udover galaksen.
Det står ikke rigtig klart hvordan hun er kommet hertil, men da vores prøvetur starter er Kerrigan ved at samle resterne af Zerg-racen, så hun kan skaffe sig en massiv hær og tage hævn over Arcturus Mengsk, ultimativ diktator over de fleste af Terranerne og generelt et røvhul af format, fordi han i sin tid efterlod hende til sin skæbne på en planet overrendt med Zergs. Dengang hun stadig var menneske, altså. Man kan godt forstå hun bærer nag.
Modsat Wings of Liberty, hvor vores helt og hovedperson Jim Raynor kun optrådte i en lille håndfuld missioner, så vil Kerrigan være på banen i næsten hver eneste mission i Heart of the Swarm - og i de få, hvor hun ikke er med, vil der være andre helteenheder. Vi er altså ude i noget, der minder om lidt Warcraft III. Kerrigan stiger i level, når man gennemfører missioner med hende (i omegnen af 3-7 levels per mission, afhængigt af om man klarer bonusmål eller ej), op til et klassisk loft på 60. Ved visse levels låses der op for nye evner, der altid kommer i par, som man vælger én af.
Kerrigan stiger i level og får nye evner. Man kan frit skifte mellem de forskellige evnemuligheder mellem missionerne.
I den lave ende er det passive evner som mere helbred, eller valget mellem et angreb, der rammer flere fjender, eller et langtrækkende angreb, der giver 300 skade (hvilket er en del) til en enkelt enhed. I den høje ende af skalaen er det evner som at nedkalde transport-væsener fyldt med et højt antal gratis enheder. I bedste Diablo III eller World of Warcraft-stil kan man frit skifte ud i disse evner mellem missionerne.
Udover at der nu altid er en eller flere helteenheder på banen, så fortsætter Heart of the Swarm den gode stil fra Wings of Liberty. De tre missioner, vi prøver, følger konceptet med altid at have en hook eller gimmick, der ændrer på gameplayet og holder det friskt. I første mission skal vi for eksempel smadre tre Protoss-tårne, for at forhindre at de selvhøjtidelige rumvæsener ringer hjem og fortæller flåden, at Kerrigan befinder sig på planeten. Det foregår i frysende kulde, og med jævne mellemrum rammer såkaldte flash freezes, der fryser alle enheder hvor de står, og forhindrer dem i at angribe. I bedste zerg-stil kan man dog begive sig ud og slagte nogle af de indfødte væsener, der kort sagt ligner forvoksede yetier, assimilere deres biomasse, og blive modstandsdygtige over for kulden. Det betyder at du kan stå og grine, mens dine zerglings og roaches lystigt æder løs af de frosne Protoss-enheder. En fordel, der er til at føle.
Næste mission forsøger 'tosserne at få kontakt hjem ved at sende rumskibe gennem nogle særlige warpporte - men heldigvis har du forskanset dig mellem rumhavn og port, så du skal nå at skyde skibene ned, inden de warper - mens du løbende forsvarer din base mod angreb, selvfølgelig.
I tredje mission skifter vi gear - et Protoss-rumskib er undsluppet og skal stoppes. Kerrigan finder en måde at smugle en parasit ombord, og vi spiller som denne enhed. Det ligner en hyldest til Alien, når vi først skal snige os rundt som sårbar lille larve, samle biomasse fra nogle værtsdyr, og derefter mutere til en broodmother, der kan lægge æg, og dermed lave sin egen lille minihær af zerglings og andre enheder, efterhånden som hun udvikler sig. Herfra gælder det bare om at hærge og dræbe alt hvad der bevæger sig. På de lavere sværhedsgrader kan man tage det temmelig roligt, men sætter man den op, kommer man på arbejde.
En lille parasit udvikler sig til en mægtig Brood Mother, der kan lægge æg og udklækker nye zerger, som hun vil.
Ligesom man kan skifte i Kerrigans evner mellem missionerne, kan man også justere i sine grundenheder. De har alle et udvalg på tre valgfrie, ikke-permanente mutationer - for eksempel kan man med zerlings vælge mellem øget attack speed, hurtigere løbehastighed eller forøget helbred.
Og fordi zergerne som sagt er en flok altopslugende mutanter, der samler og assimilerer, skal man også træffe mere permanente valg undervejs. En af Kerrigans assistenter er Abathur, der analyserer genstrenge og nupper de bedste dele (Taler desuden sjovt. Ikke glad for fulde sætninger. Ser ret creepy ud). Han stiller jævnligt spilleren over for mutationsvalg. For eksempel skal man vælge mellem en art zerglings, der udklækkes tre ad gangen i stedet for de normale to, og klækker nærmest øjeblikket, kontra en anden type zerglings, der kan hoppe op og ned af klipper, og springe henover andre enheder på slagmarken, så de ikke løber i cirkler om sig selv bag din hær af sløve roaches.
Abathur (til venstre) kan opgradere dine enheder med nye evner. Til højre skal der vælges mellem to slags banelings.
Det er svært at vælge, men man får heldigvis kyndig vejledning i form af små mini-missioner, hvor man får lov at prøve begge enheder, inden man beslutter sig. Det er en klar forbedring i forhold til Wings of Liberty, hvor man ofte fik tilbudt nye typer enheder eller opgraderinger, men skulle vælge på baggrund af en lille tekstbid og en animation.
Ganske som Wings of Liberty samles det hele af en række scener ombord på Kerrigans rumskib/store flyvende rumhval, hvor man kan snakke med hendes assistenter, rette i evner og mutationer, genspille gamle missioner og så videre.
Det virker alt sammen ganske overbevisende, og de, der (også) nyder Starcrafts singleplayer-del, kan roligt se frem til Heart of the Swarms udgivelse om cirka to måneder. De nye systemer og mekanikker virker som klare forbedringer i forhold til i Wings of Liberty, og hvis alle 20 missioner holder samme grad af variation, kan vi se frem til en kampagne, der er endnu sjovere end grundspillet var det.
Enhederne har også små mutationer, som man frit kan bytte rundt mellem missionerne.