State of Emergency

Med det sublime massivt populære Grand Theft Auto i porteføljen er der ikke helt uventet store forventninger, når det gælder udgivelser fra Rockstar. For godt et års tid siden blev bøllesimuleringen State of Emergency smidt på gaden til Playstation 2. Grundlaget var et løbsk inferno af løssluppen galskab. Myriader af menneskemængder stod model til dine voldelige tendenser. Den eksplosive overflade dækkede desværre over en titel, der i bund og grund ikke var pengene værd.

Nu er volden eskaleret til Xbox. Demokratisk sammenbrud danner grobund for anarkisk anløbenhed. Multinationale pengegriske selskaber står som skygger bag det korrupterede styre. Befolkningen er overladt til sig selv - fanget i et grænseland mellem bander og politisoldater. Oprøret er i lys lue og gaderne flyder over i et infamt fyrværkeri af ultravold. Midt i denne suppedas bliver man dumpet ned. Det korrupte styre er gået for langt, hemmelige dagsordner lyder på at slavebinde befolkningen. I revolutionens navn vælter man sig i blodige kødrande af lig.

Ligefrem action er det magiske kodeord, der åbner portene til helvede. Pludselig befinder man sig midt i det betændte sår. Over fire forskellige scenarier skal vold mødes med vold. Gennem simple missioner opbygger man sig et navn inden for oprøret, og langsomt bliver man en essentiel del af missionen. Vejen går gennem snævre gyder befolket af en menneskemængde af den anden verden. Tyve udnytter forvirringen til at plyndre butikker, familier løber i panisk afmagt, andre bander har egen dagsorden og politisoldater patruljerer.

Strukturen forløber gennem en række små missioner - der hurtigt viser sig at være frygteligt ens. Skal man foretage en knivskarp opdeling,så skal du enten dræbe eller eskortere folk. Objektiverne varierer så over denne opskrift. Det ene øjeblik skal du ondulere en genetisk ændret bandit, mens du næste øjeblik skal eskortere en læge til sikkerhed - alt imens bombemænd udøver kamikazetogt på jer. I en altfavnende sindstilstand af forvirring forsøger man desperat at holde liv i sin udvalgte personlighed.

Der er dog ingen grund til helt at opgive ævred. Rundt om på banerne er der nemlig spredt en lind strøm af demolitionsvåben. Granatkastere, bazookaer og AK-47 venter alle på at assistere dig i din blodtørst. Det er en underfundig følelse at fyre granater ind i en flagrende menneskemængde. De indre sadistiske dæmoner fryder sig over, at se folk flyve gennem luften som ledløse marionetter. Når våbnene løber tør for deres sparsomme ammunition - så forsvinder de sporløst i luften. Derfor bliver meget af tiden brugt på at jagte nye våben. Der er en pæn variation de enkelte dødsinstrumenter imellem - dog synes der ikke at være foretaget nogen afvejning - hvorfor nogle våben er superpotente mens andre er noget nær værdiløse.

Et efterhånden fortærsklet problemområde er kameraføringen - dette gælder også for State of Emergency. Kombineret med horderne af bankekød, der stiller sig op omkring dig, skal du kæmpe med en ondsindet kameraføring. Konstant kæmper man med folk, som bevæger sig udenfor den snævre synsvinkel. I et stadigt brusebad af kugleregn hjælper det inkluderede oversigtskort ikke meget. Dertil skal lægges en uhyre mangelfuld form for strafing, samt manglende mulighed for selv at vælge hvem du vil angribe.

Det ekstreme niveau af bevægelse dækker over en afgrund af manglende handling. Her er ingen mellemsekvenser, og historien druknes i et væld af inkonsistens. Der er dertil en bunke småfejl såsom fjender der pludseligt forsvinder alternativt dukker op i den blå luft. Alt sammen fjerner illusionen af engagement. Heldigvis er der inkluderet muligheden for at invitere vennerne på besøg. I stil med spil som Whacked! giver det da en vis grad af selvtilfredshed, at kunne ondulere kammersjukkerne på drastisk facon. Selv dette taber dog hurtigt moment - og efter en halv times tid er det ikke rigtigt sjovt længere. Der mangler generelt følelsen af at opnå noget - andet end blot at gense den samme hurlumhej gang på gang.

Positivt skal det dog nævnes, at grafikken generelt er udmærket. Alt flyver forbi gnidnindsløst, og assisterer til den løsslupne stemning. Der er dertil krydret med nogle gode effekter af generelle eksplosioner. Hastigheden er dog på bekostning af et lavt antal polygoner, hvor figurerne ikke ser godt ud ved nærsyn. Dette bliver heldigvis også sjældent nødvendigt. Grafikken hjælpes på vej af nogle rimeligt potente lyde, der på fin vis bringer liv i begivenhederne. Dertil er det lækkert at man selv kan vælge soundtrack. I sidste ende er det dog en noget tynd kop - hvor et lavt prisskilt dog kan trække nogle til. Sjovt i en meget begrænset periode.