Still Life

Victoria ankommer til et nattemørkt gerningssted. I favnen har hun en bakke med kaffekrus til kollegerne på stedet. I gadedøren møder hun en sort betjent, som advarer hende om, at det er den unge detektiv Miller, der nåede først frem. "Åh nej, så har han igen problemer med at holde maveindholdet indenbords. Efter denne hårdkogte bemærkning går hun op af trapperne og finder netop detektiv Miller uden for en lejlighed, hvor han støtter sig til et udtjent køleskab, mens han tørrer sig om munden. Længere inde er omgivelserne dunkle og slidte, ganske som om man befandt sit midt i en kulisse fra David Finchers formidable Seven.

Still Life følger den unge og energiske FBI-agent Victoria McPherson, som står for efterforskningen af en række brutale kvindemord i nutidens Chicago. Victoria står efterhånden med fem brutale mord, der har ubehageligt mange ligheder med hinanden og desuden er der fundet spor af den samme gerningsmand ved flere af gerningsstederne, uden at hun af den grund har oplevet afgørende fremskridt i opklaringen.

Victoria er barnebarn til Gus McPherson, der var den clairvoyante hovedperson og tidligere privatdetektiv i spillet Post Mortem fra starten af 2003. Da Victoria op til jul besøger sin far går hun igennem en kuffert med nogle af bedstefaderens efterladte ting. Her bliver hun omsider, efter årtiers undren og søgen, ledt på sporet af den dunkle forklaring på hvordan Gus mødte Victorias bedstemor. Hun falder desuden over en af bedstefaderens gamle sagsmapper, der trækker uhyggelige tråde fra tyvernes Prag til nutidens Chicago og til sagen om de brutale kvindemord.

Persongalleriet i Still Life er både spændende og nuanceret. Der er den brovtende sorte betjent fra starten af spillet, og der er den unge detektiv Miller, som nu for anden gang har brækket sig ud over det friske bevismateriale. Så han får en solid skideballe af retsmedicineren på gerningsstedet, der også viser sig at være Victorias lærer fra politiskolen.

Desværre lever dialogen i spillet ikke helt op til den visuelle præsentation af figurerne. Spilleren skal blot klikke på en af musetasterne for at udtale den næste sætning i en dialog og så i øvrigt bare føre den noget stive dialog frem til den forud fastlagte ende. Desuden er det ikke hele vejen igennem de allerbedste stemmer, der har leveret lydsiden. Figurerne gentager i øvrigt ofte dialogen, når man kommer til at klikke på dem en gang for meget, hvilket er ualmindeligt enerverende. Bevares, Victoria selv er tilpas hårdkogt og cool, f.eks. hvor Miller på et tidspunkt griber om hendes overkrop for at hun kan undgå at komme til skade, da en trappe styrter sammen. Hun siger ikke tak - men vender sig i stedet blot og siger: ’Do you like ’em?’.

Still Life er i sit grundlag et helt igennem traditionelt point-and-click adventure. Men lokaliteterne i spillet er tegnet og malet noget nær stinkende godt. Fra gerningsstederne i faldefærdige rønner i Chicagos mere tvivlsomme kvarterer over det slidte præg på arbejdsplads, politistationen, til de mere fashionable omgivelser i både Chicago og Prag er der et mylder af detaljer og en rigtig flot farvelægning.

Spilleren styrer Victoria igennem spillet ved at klikke et sted i billedet, hvorefter hun bevæger sig derhen. Hvis der er en genstand hun kan samle op, bliver cursoren til en hånd, når man bevæger den hen over genstanden. Hvis hun kan tale med en person i omgivelserne, bliver den i stedet til en taleboble, osv. En enkel og lettilgængelig tilgang, suppleret med brug af værktøj, våben og andre genstande. Desværre skal man ofte igennem unødigt lange sekvenser af museklik. Når Victorias adgangskort skal igennem kontrollen på stationen, skal man f.eks. først tage kortet i hånden, derefter køre det igennem og til sidst taste adgangskoden. Hvis man får tastet en forkert kode, skal man igennem det hele én gang til. Brugen af diverse genstande kunne med andre ord godt fungere mere logisk og brugervenligt.

Desuden skal der lyde en kritik af den måde, som Victoria bevæger sig igennem spillet på. Hun er alt, alt for stramt styret. Desuden skifter hun for det meste retning så kejtet, at det nærmest står som skarp kontrast i forhold til billederne, der langt hen ad vejen giver spilleren illusionen af at bevæge sin figur rundt i et 3D-miljø.

Still Life lægger sig fint i forlængelse af den tradition af adventurespil som Post Mortem og de to titler i Syberia-serien har stået for, og så er der også lige et stænk af X-Files, med dertilhørende forskellige stemninger og skrækindjagende sekvenser. Victoria er desuden en spændende og sammensat figur, der står flot og centralt i dramaet.

Der er på ingen måde tale om et børnespil. Sproget er hårdkogt og på ingen måde renset for seksuelle over- og undertoner. Desuden skifter spillet mellem peg-og-klik-sekvenser og en række dramatiske og til tider særdeles blodige cut-scenes, der desværre ikke står lige så skarpt som selve spillet. Nok har gameplayet et noget stillestående og gammeldags præg, men det er i grunden herligt, at det stadigt er muligt få fingrene i et gedigent grafisk eventyr, der kan udfolde sig på en knap så stærk maskine.