Skip to main content
Anmeldelser Story of Seasons: Pioneers of Olive Town

Story of Seasons: Pioneers of Olive Town

Jeg har spillet det Story of Seasons: Pioneers of Olive Town på Nintendo Switch. Her er min anmeldelse af det kommende farmingspil.
Martin Lindgaard Svane 23 marts 2021

Der er efterhånden ved at være en god håndfuld af solide farming "simulator"/slice-of-life spil, som både blander hverdagslivet, hvor du skal styre og vedligeholde din gård fra dag til dag, samtidig med at du skal lære dine nye venner i den nærliggende by at kende. Tænk spil som Stardew Valley og Harvest Moon-serien, og det seneste som jeg har spillet den sidste måneds tid, Story of Seasons: Pioneers of Olive Town.

Story of Seasons: Pioneers of Olive Town starter i bedste Stardew Valley-stil med, at du designer din egen karakter og derefter smides ind i verdenen. Karakteren du spiller som har arvet sin afdøde bedstefars gård i en by ved navn Olive Town, og det er op til dig at restaurere den. Byens borgmester Victor tager imod dig, og introducerer ellers spillets elementer til dig undervejs, som du kommer længere og længere ind i spillet ved at besøge dig om morgenen og fortælle om byen, hvad du kan lave, og hvordan du progredierer, både på din gård og med den lille nærliggende by.

Victor er i bund og grund Story of Seasons: Pioneers of Olive Town's version af en tutorial. Ikke at du lærer meget fra Victor, da Story of Seasons: Pioneers of Olive Town ligesom andre spil i samme kategori ikke holder spilleren i hånden, og det er mere et 'learn by doing' princip end en faktisk tutorial. Spillet smider dig direkte ud på en overgroet gård med træer, græs og sten overalt, som skal skæres ned og brydes i stykker før du ordentligt kan komme i gang, og du mister gradvist energi når du laver enhver handling i spillet. For at din gård klarer sig, skal du selvfølgelig så en masse afgrøder og sælge dem for profit for at udvikle din gård, købe flere frø og gøre det hele én gang til.

Dette gameplay loop er grundformen af Story of Seasons: Pioneers of Olive Town, og du får hurtigt opbygget en gård med agurker, pastinakker, kartofler og diverse blomster, som du bruger til at tjene penge så du kan udvide dit hus, forbedre dit værktøj, købe kæledyr eller dyr til din gård. Alt du gør, gør du for at forbedre din gård og hurtigt opbygges en rutine i din hverdag, hvor du langsomt bliver bedre og bedre til at plante, så, bygge, skære og hakke.

Til dem som er kendt i spil-genren er der intet nyt under solen her, og det bliver da også hurtigt tydeligt i Story of Seasons: Pioneers of Olive Town, at hvis du er familiær med genren, så vil du hurtigt regne spillets tricks ud. Ligesom Stardew Valley, så er der også en mine på din grund, hvor du kan få bedre og bedre ressourcer jo længere ned du kommer i den tilfældigt genererede mine; der er en landsby fyldt med beboere som langsomt giver dig flere hjerte jo bedre venner du bliver med dem - dit forhold bliver bedre med beboerne ved at give gaver eller tale med dem hver dag; og der er usynlige vægge som kan overkommes ved at indsamle X antal materiale.

Rent narrativt sker der ikke helt vildt meget, og det er meget op til spilleren selv, at opbygge sit eget liv omkring sin gård. Dog er der forskellige events på forskellige datoer, og jeg var eksempelvis en del af en Æggefestival, hvor byen var fyldt med æg, som skulle findes - igen virker Story of Seasons: Pioneers of Olive Town umiddelbart meget inspireret af Stardew Valley, som har den præcis samme festival i starten er spillet. Hvad der dog er forskelligt er, at i Story of Seasons: Pioneers of Olive Town foregår hele festivalen igennem en cutscene, og du får slet ikke muligheden for at spille selve festivalen - og det føles meget som en misset mulighed for at givet et frisk pust til spillets gameplay loop, men det er ikke tilfældet. Desværre lader det lidt til at være et tema i spillet - og du er en passiv karakter i spillets verden og ser ting udspille sig i cutscenes uden at have noget at skulle have sagt.

Når du får fyldt et hjerte op med en anden karakter, så får du en unik cutscene som omhandler personen, men problemet er, at din karakter er stum og egentlig ikke har et spor af personlighed. Hver gang der sker noget, så står din karakter bare stumt og kigger på ting der foregår uden overhoved at interagere med spillets karakterer. Når man tænker over det, så er det egentlig utrolig akavet, og ofte løses det ved, at din karakter slet ikke er med i interaktionen, men i stedet ser på to andre karakterer give historie eksposition igennem dialog.

Eksempelvis stod min karakter på sidelinjen som en stor akavet flue på væggen, mens butiksejeren Angela klagede til surfer-fyren Emilio om, at hendes søn Jack ikke var interesseret i at spise hendes madlavning, for derefter at tilbyde Emilio noget af hendes curry. Hvor var jeg? Ja, overhoved ikke i nærheden af cutscenen, men så i sidste sekund træder jeg ind og stod åbenbart og lyttede med i et hjørne hele tiden. Angela tilbyder dernæst spilleren en curry, og cutscenen slutter. Jeg ved simpelthen ikke hvordan den interaktion skal have noget med opbygningen af et forhold mellem min karakter og Angela at gøre, og sådan er alle de cutscener, som jeg opnåede igennem opbygningerne af venskabsforhold med NPC'er. En cutscene mellem to andre personer end mig, som gør min karakter bedre venner med NPC'erne.

Det er selvfølgelig tanken, at spilleren skal kunne spejle sig i sin stumme avatar karakter, men det virker som om, at det kunne være gjort en smule mere yndefuldt end at gøre mig til en akavet stum voyerist. Det er ærligt talt et gennemgående problem for Story of Seasons: Pioneers of Olive Town, det hele føles en smule akavet og overfladisk, og de karakterer i Olive Town som skal være spillets sjæl formåede desværre overhoved ikke at interessere mig. Til spillets forsvar, er det værd at fortælle, at jeg "kun" spillede Story of Seasons: Pioneers of Olive Town i 12 timers tid, og der sikkert er en masse ting som jeg ikke har opdaget endnu eller gennemskuet, men når jeg har spillet et spil i så lang tid, og stadig ikke er blevet fanget, så bliver spillet altså lagt på hylden.

Det er ikke fordi, at Story of Seasons: Pioneers of Olive Town er decideret dårligt. Jeg hyggede mig med min tid på min gård og i Olive Town; jeg fik en god hverdag op og køre med høstning af mine afgrøder; besøg i minen; malkning af mine køer; gåture med min hund; madlavning; og nogle søde kyllinger som hver dag lagde æg. Det hele var helt okay, og det er måske også mit problem - det var okay, og ikke mere. Spillet føltes utrolig middelmådigt, og jeg havde ikke rigtigt noget incitament til at blive ved med at spille. Dagene er utrolig lange med en længde på 20-30 minutter, og jeg er ikke engang nået igennem min første måned i spillet, og for et spil, som først rigtig tager fart når du har opbygget din gård og lært landsbyen at kende gennem flere års in-game tid, så går det ikke at dagene snegler sig afsted.

Fra et gameplay-mæssigt perspektiv, så kan du gøre de ting, som du forventer af et spil i farming genren. Du kan vande dine planter; hakke sten med din hakke; skære græs med din le; hugge træer med din økse - gårdlivs aktiviteter. Desværre virker det ikke som om, at spillet har meget mere at tilbyde, og selvom der en gang imellem skete ting i løbet af nogle ting i løbet af natte - en mystisk pige i skoven som holder øje med ens karakter - så blev det bare aldrig dybere end det, og når gameplay ikke er spor dybt, så må spillet skulle tilbyde en masse mystik, variation eller mange aktiviteter for at holde spilleren fanget. Og det følte jeg ikke at Story of Seasons: Pioneers of Olive Town gjorde.

Desværre blev jeg også ret frustreret på gameplayet. Når du laver aktiviteter får du en lille blå firkantet markering, som markerer hvor du rammer med din hakke/økse/vandkande. Dog blev jeg gang på gang nødt til at finjustere for at gøre simple handlinger som eksempelvis at vande mine planter og ramte gentagne gange ved siden af, og det blev i længden utrolig frustrerende når du gang på gang så din økse gå igennem det træ du forsøger at fælde, uden træet overhoved reagerer.

Den visuelle side er meget Nintendo-isk med søde chibi-agtige karakterer, charme, og et farverigt "nuttet" univers. Det er selvfølgelig meget subjektivt om man er til denne type visuelle stil, men jeg er måske personligt ikke så tilhænger af chibi-stilen, men det er selvfølgelig bare mig, og jeg følte aldrig rigtig at Story of Seasons: Pioneers of Olive Town NPC-galleri fangede mig. Måske hvis man havde tilbragt mere tid i Olive Towns verden, men jeg tvivler.

Når du spiller sådan et spil med et gameplay loop som Story of Seasons: Pioneers of Olive Town så kommer du uden tvivl til at høre det samme soundtrack igen og igen, da stort set hver dag forløber sig på samme måde, og heldigvis så blev jeg aldrig irriteret eller draget ud af Story of Seasons: Pioneers of Olive Town's soundtrack, på trods af mængden man hører det. Der er passende lydspor alt efter hvilken aktivitet man er i gang med: minen; livet på gården; shoppingture i byen, eller bare beroligende musik om aftenen. Det hele forstærker den afslappende følelse, og det gør soundtracket helt fint.

Overordnet set, så havde jeg som sagt en helt okay tid med Story of Seasons: Pioneers of Olive Town, men heller ikke mere eller mindre end det. Det er et fint tidsfordriv, men formår desværre ikke at blive mere end tidsfordriv for mig. Det er selvfølgelig meningen, at du skal komme ind i en afslappet hverdags-stemning med spil i denne genre, men så findes der ærligt talt bedre og mere afslappende spil i denne genre at give sig i kast med end Story of Seasons: Pioneers of Olive Town.

6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Godt soundtrack og passende belønnende effekter. Godt tidsfordriv når man fik en god hverdag op og køre
Minusser Alt for lange dage. Uinteressant karaktergalleri. Mangler dybde og føles overfladisk.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 3 Gamereactor-udgaver
6,3 spredning 6–7
Gamereactor Danmark 6
Gamereactor Suomi 7
Gamereactor 中国 6
Fuld profil 591 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 3 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Marvelous
Udgiver Marvelous
Premiere 23 marts 2021
Genre Simulation
Platforme
Nintendo Switch PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.