Stranglehold

Jeg havde engang en kammerat, som var alle tiders største film-freak. Hans hylder bugnede med videobånd, og når man skulle bruge et par timers god underholdning, så var han altid leveringsdygtig. En dag sendte han mig en frisk piratkopi af noget, han kaldte Hong Kong-action. I dag ved vi godt, hvad det er, men for femten år siden var det et nyt begreb, og jeg glemmer aldrig de første minutter af Hardboiled, som filmen hed. Kort efter filmens helt havde hamret sin tequila-slammer i disken inde i tehuset og sat den til læberne, eksploderede mit fjernsyn i et orgie af super-koreograferet vold. Jeg havde aldrig før set en skudduel udspillet som en symfonisk ballet, hvor udførelsen var mindst lige så vigtig som udfaldet og blev afspillet i slowmotion, så man fik hver en bloddråbe med. Akrobatik, kugler i sneglefart og ragdoll-effekter, trak selvlysende spor gennem mine øjne, og spørger man folk med forstand på film og spil, så var der næppe noget, der hed Max Payne og Kill Bill, hvis ikke det havde været for Hardboiled.

Nu undrer man sig nok over, hvorfor jeg valgte at spilde de første 180 ord af denne anmeldelse på, at beskrive en 15 år gammel film i stedet for at anmelde et spil. Men hør her: De 180 ord handler lige så meget om spillet som om filmen, for det er med et tilfreds, skævt smil, jeg kan konstatere, at fortiden er blevet vakt til live igen med Stranglehold, som er den virtuelle fortsættelse til John Woos klassiske action-brag.

Stranglehold tager nemlig over, hvor Hardboiled slap, og man får fuld råderet over den bullet-time, der udgør spillets skelet. Alt er bygget op omkring kunsten at sætte tiden på standby og pløkke fjenderne, og bruger man den ikke, så overlever man ikke længe, og har det heller ikke sjovt i de få sekunder, man er i live.

Stranglehold er resultatet af et nært samarbejde mellem John Woo og spiludvikleren Midway, og det er der kommet et rigtigt popcorn-spil ud af. Skuespilleren Chow Yun Fat, som også var med i Hardboiled, har også lagt krop og stemme til spiludgaven af inspektør Tequila, som efter drabet på en kollega og kidnapningen af sin familie, egenhændigt beslutter sig for at gøre regnskabet op med Hong Kong-triaderne og den russiske mafia. Stranglehold er heftig Hong Kong-action, fra første øjeblik blandt tusinder af andre øjeblikke.

Den eneste hjælp, Tequila får, er nemlig usandsynlige mængder varmt bly og så naturligvis hans bullet-time, som skaber de drømmende øjeblikke, spillet er opbygget af. Tequila kan springe forlæns, baglæns og til siden, han kan løbe på gelændere, svinge sig i lysekroner og kure af sted på serveringsvogne, mens han serverer retfærdigheden med lynets fart. Når Tequila sigter på en af fjenderne, mens han foretager sig en af ovenstående manøvrer, så aktiveres hans bullet-time - eller tequila time, som funktionen kaldes i spillet - og han kan herefter pløkke fjenderne ned i samme fart, som han kan flytte sigtekornet.

Tequila time er aktiveret lige så længe Tequila formår at pløkke fjenderne, hvilket betyder, at man med lidt øvelse kan opnå drømmeagtige slowmotion-sekvenser på op til 10-20 sekunder, hvor kuglerne og Tequila flyver rundt, mens fjenderne vælter omkring i et gigantisk, filmisk kludedukke-orgie. Det er dybt fascinerende og fængende, og let at gå til for enhver. Samtidig får Tequila i løbet af spillet adgang til forskellige super-moves, som med fordel kan bruges, når antallet af fjender overstiger antallet af ærter i en frostpose, eller når en af end of level-bosserne driller.

Skal man alligevel sætte fingeren på noget, så er det spillets brug af on-rail-systemet, hvor Tequila automatisk bevæger sig op ad et gelænder, men man skyder. Her er det nogle gange irriterende svært at afbryde handlingen, hvilket koster kugler i kroppen, men det er på ingen måde et alvorligt problem. At spillet er forholdsvist kort, affinder man sig også med, og ærligt talt så passer længden egentlig til spillet.

Nogle vil mene, at Stranglehold er for simpelt og ensformigt og et udtryk for ren kassetænkning fra Midways side. Det har de måske ret i, men jeg er bedøvende ligeglad, så længe jeg kan flyve rundt i Tequilas drømmeverden og uddele hævn og retfærdighed i slowmotion. På sin vis kan Stranglehold siges at være i kategori med Out Run 2, som også var uhyre enkelt, men som alligevel blæste af sted i en sky af afbrændt gummi og vanvittige udskridninger. Når vinklingen er skarp nok, gør det ikke noget, at man er simpel. Og Stranglehold er skarpvinklet og fyldt med vitaminer. Og når ensformigheden indimellem sætter ind, så tager man blot en kort pause. Så føles spillet friskt igen, når man ti minutter senere blæser sig videre i Tequilas kamp for retfærdighed. For Stranglehold er som sit filmiske forlæg: Ganske pænt hårdkogt.