Man har ofte hørt, at "forsvar er det bedste angreb" - og med Strayed Lights er det absolut sandt. Strayed Lights er et action-eventyr, et af den slags, hvor handlingen udspiller sig helt uden ord og hvor det er op til spilleren, at fortolke på hvad der udspiller sig for øjnene af en.
Man starter ud med at være en lysende barne-skikkelse og efter nogle underlige ceremonier, er man pludselig en voksen, stadig lysende, skikkelse og man skal nu begive sig ud på et eventyr i forskellige mystiske verdener, for at rense dem fra besatte og mørke skabninger. Som du nok har bemærket, er min beskrivelse af historien noget overfladisk og det er ganske enkelt fordi, at det kan være lidt svært at finde ud af hvad der egentlig foregår. Det er desværre også med til, at det kan være svært rigtigt at involvere sig i spillets handling, da det hele tiden er ligesom uden for rækkevidde, da det er lidt for svært at forstå.
Gameplayet er noget klarere og det hele er bygget op omkring et spændende kampsystem - et kampsystem, hvor forsvar altså er det bedste angreb. Og det fungerer bedre end det lyder beskrevet. Det hele er nemlig bygget op omkring, at man timer fjendens angreb med en blokering og på den måde gør sig selv stærkere, så man til sidst kan sætte ét enkelt dødbringende angreb ind. Hver gang man blokerer, hældes der en lille smule indhold i en måler, og når denne er fyldt, kan man sætte ens dødbringende angreb ind. Simpelt og det virker godt - men det kræver noget tid at få ens hjerne indstillet på, at man ikke direkte skal angribe.
Ud over det, så kan hver fjende skifte mellem tre farver; orange, blå og lilla - og ens egen karakter, kan skifte mellem to af farverne, nemlig orange og blå. Så det vil sige, at hvis en fjende angriber som orange, skal man selv blokere angrebet som orange. Og det samme gælder den blå farve - og et lilla angreb kan ikke blokeres, så det skal man undvige. Fjenderne skifter farve hele tiden og det skal man så også selv gøre, og det giver en slags rytme i kampene, hvis ens blokeringer altså lykkedes. Det bliver dog noget kompliceret, når man kæmper mod flere fjender ad gangen, som hele tiden skifter farve og nogle gange angriber på samme tid.
Det lyder måske umiddelbart som et spændende koncept - og det er det faktisk også, men desværre går det hele hen og bliver noget ensformigt ret hurtigt. Når man lige får knækket koden med at skifte farve på de rigtige tidspunkter og lære at blokere, så forsvinder udfordringen rent faktisk, fordi spillet introducerer nærmest ikke nye elementer til det koncept på noget tidspunkt. Boss-kampene er lidt mere interessante, men de er bygget mere eller mindre op efter samme principper, så det hele bliver altså en smule ensformigt forholdsvis hurtigt.
Hvor gameplayet måske halter en smule i variation og udvikling, så bliver den magiske verden som Strayed Lights udspiller sig i, ved med at være spændende og interessant. Godt nok er banerne noget lineære, men designet af dem bliver ved med at imponere og man kommer gennem nogle verdener, som emmer af mystik og magi. Mystikken bakkes op af et lækkert soundtrack fra Austin Wintory, som har stået bag soundtrack til blandt andet Journey, Abzü og Flow.
Strayed Lights er en mild skuffelse. Jeg havde måske ikke de store forventninger til det, men det virker som om, at der er et uforløst potentiale gemt derinde et sted. Det prøver at være Journey med et mystisk ordløst narrativ, det prøver at ryste posen lidt med et spændende kampsystem, som dog slet ikke virker udbygget nok og det hele går hen og bliver noget ensformigt og det skal ses i lyset af, at spillet kan gennemføres på 6-7 timer.
Jeg ville faktisk gerne kunne anbefale Strayed Lights, men det er lidt svært, med mindre du knus-elsker alle spil, der bare minder lidt om Journey. Og det er lidt ærgerligt, for der er virkelig nogle gode idéer her, som, havde de fået lidt mere tid i ovnen, kunne have været med til at skabe et virkelig spændende og anderledes eventyr.
Vi har testet Strayed Lights på PlayStation 5 og denne udgave kan købes på PlayStation Store til 184 kr.