Jeg var glad, da Namco annoncerede Tekken 6. Jeg var endnu gladere, da Namco løftede sløret for Soul Calibur IV. Men jeg var nærmest ekstatisk, da Capcom bragte Street Fighter IV på banen. Allerede her vil mange sikkert kigge på billederne, overveje teksten og konkludere, at der er tale om endnu en anmelder, der har tabt sig selv i fortiden. De vil tage fejl.
For at forstå, hvor stort det er, at Capcom endelig har besluttet sig for at lave et fjerde kapitel, skal man holde sig for hovedet, at Street Fighter var serien, der startede hele kampspils-genren. Adskillige udviklere havde ganske vist allerede givet deres forsøg på en spilbar kung fu-film, men ingen med den samme tilgang som Capcom.
Der skulle personligheder til, så hver figur adskilte sig fra den næste, og ikke kun i udseende, men også i kampstil. Kontrollen skulle byde på nye bevægelser, men stadig virke logisk og lade spilleren afvikle komplekse kombinationer, uden at skulle huske indviklede rutiner. Mest af alt skulle det hele dog være balanceret, så alle med den rette teknik, kunne gå direkte i flæsket på vennekredsen i episke kampe med slag, spark og ildkugler.
Tilgangen til Street Fighter IV har været den samme, og mens det må være op til den enkelte, at bedømme hvorvidt den beslutning er retrochic eller visionær, er der ingen tvivl om, at resultatet forfriskende. Hvor det kan være svært, at finde de helt præcise forskelle mellem den androgyne Lee og Law fra Tekken, er man aldrig i tvivl om identiteten, når det russiske muskelbrød Zangief flyver gennem luften. Det samme kan siges om Guile med hans letgenkendelige frisure, Chun-Li og hendes skolepigeuniform, Blanka og hans elektriske angreb, og faktisk hele det resterende karaktergalleri.
Der bydes denne gang på 15 af de allerede kendte personligheder fra tidligere Street Fighter spil, og favoritter som Ryu, Ken, Blanka, Sagat og Akuma er naturligvis inkluderet. Udvalget er dog blevet tilføjet fem nye figurer, Abel, Crimson Viper, El Fuerte, Rufus og Seth.
Franske Abel er en mester af flere forskellige kampsporter, men benytter sig helst af en kombination af greb og kraftige slagserier. Således kan han med specialangrebet "Change of Direction", frit veksle mellem angreb til mellemgulvet og ansigtet. Marseille Roll tillader ham omvendt, at undvige fjendtlige angreb og samtidig at komme tæt på modstanderen, hvorefter et greb kan sættes ind.
Crimson Viper er med sit røde hår, gule solbriller og skjorte/slips kombination, den mest stilbeviste af de nye figurer. Vigtigere er dog, at hun via tekniske dingenoter opvejer, hvad hun mangler i styrke, og derfor råder over nogle bemærkelsesværdige angreb. Med Thunder Knuckle sætter hun strøm til sin hånd og stormer mod modstanderen. Smartest er dog, at angrebet både kan bruges som modangreb mod projektiler, men også kan pille modstandere ned i luften, alt efter hvilken knap man bruger til tricket.
El Fuerte er en spansk Lucha Libre-bryder, og vil således benytte sig af spektakulære greb og lynhurtige spark og slag. Ligesom Zangief kan El Fuerte først benytte sig af sine kraftigste angreb, når han er tæt nok på modstanderen til at kunne gribe fat, men modsat det russiske muskelbjerg, har den mindre bryder farten med sig. Hans angreb er på finurlig vis inspireret af det spanske køkken, og forvent derfor navne som Quesadilla Bomb, Guacamole Leg Throw og Propeller Tortilla.
Rufus er et tykt bæst af en mand og ser ud til at nyde sin mad mindst ligeså meget som at uddele afklapsninger til resten af karaktergalleriet. Han er også amerikaner, og det er svært ikke at se ham som en Capcom-parodi på amerikanernes madkultur og overvægtsproblemer. Den gule kampdragt kan knapt holde styr på hans konstant bevægende mave, og på det officielle billede af ham, er han i gang med at spise en spand popcorn. Hans tricks lyder dog fantastiske, og med navne som Space Opera Symphony, Spectacle Romance og Messiah Kick, bliver han svær at stå for.
Seth skulle være spillets sidste boss, og ligner mest af alt en blanding af Urien fra Street Fighter 3 og Doctor Manhatten fra den grafiske novelle Watchmen. Der er ikke meget information tilgængelig om Seth, ud over at han skulle have relationer til tidligere figurer fra Street Fighter-universet. Et rygte siger dog, at han er et Shadowloo-eksperiment, og derfor også er en af grundene til, at Bison er vendt tilbage.
De nye personligheder ser ud til at blive mindst ligeså farverige som de tilbagevendende ansigter, men endnu vigtigere, så virker de også til at passe ind i spilbalancen. Veteraner af serien vil naturligvis stadig kunne finde ildkugler og dragonpunches frem med Ken og Ryu, men er man klar på at modernisere spillestilen, ser figurer som El Fuerte, Abel og Rufus allerede uimodståelige ud.
En anden mening
Fabelagtigt udseende slagsmål, der ser ud til at modernisere serien på fornemste vis. Vi kan næsten ikke vente til næste år.