Street Fighter IV

Varmedunken, brød i skiver og Super Mario Bros, klassikere som hver i deres tid blev regnet for noget nær det ypperste, menneskeheden endnu havde præsteret. Uheldigvis havde jeg hverken meninger eller tastatur klar dengang, og derfor er jeg ikke sikker på nogensinde, at have haft muligheden for at anmelde en klassiker af den karat. Capcom har dog gjort deres ypperste for at levere et kampspil, som vil blive husket med samme ærefrygt, og jeg er solgt.

Er du af den generation, der mener, at genren fik sin fødsel med Tekken, har du ikke kun en del at lære om spilhistorien, men også om Street Fighter, inden du smider kronerne nede i spilbutikken. Hvis Bruce Lee og Jackie Chan-film var inspirationen for Tekken, er det nemlig den japanske animé-industri og dens groft karikerede figurer, der altid har stået som inspirationen for Street Fighter, og sådan forholder det sig heldigvis stadig. Derfor er det et glædeligt gensyn med Guiles specielle frisure, Blankas plutonium-grønne farve og Kens iltre temperament der venter mig, og det føles næsten som at vende hjem efter år i udlandet.

Hadouken!, lyder det da den første kamp begynder, og med en kvartcirkel efterfulgt af et tryk på den kraftigste slagknap, sendes en knitrende blå ildkugle mod min modstander. Ildkugler, flammende uppercuts og cirkelspark med 1440 graders rotation er hverdag i Street Fighter-universet, og spiloplevelsen er derfor helt sin egen. Men selv hvis skulle du have holdt dig opdateret i forhold til seriens mange kapitler og underafsnit, har det fjerde afsnit en himlens masse at lære fra sig.

Først og fremmest er timingen, som udadtil virker til at være den samme som tidligere, men som under overfladen er radikal anderledes. Ikke kun fylder figurerne mere på skærmbilledet end nogensinde før; farten og i særdeleshed længden på hoppene er også helt anderledes. Småting, tænker du måske, men når du den første times tid ikke kan få noget til at hænge sammen, og det hele virker en tand ved siden af sig selv, bliver du nødt til at overveje disse aspekter.

Ligeledes bør du også tage med, at dette er et komplet nybalanceret Street Fighter, hvor intet er blevet overladt til detaljerne, og Capcom har tydeligt draget på mere end 18 års spillererfaring. Alene det, at projektil-angreb nu fungerer mere som en måde at stoppe modstanderens momentum på, end et egentligt angreb, betyder at man bør revurdere sin spillestil med favoritter som Ryu, Ken og Sagat.

Den nærmest uendelige spildybde skal dog findes i de to nye tilføjelser til kampsystemet, kaldet Focus Attacks og Revenge Gauge. Et Focus Attack lader dig bryde din modstanders rytme i to forskellige stadier. I det første stadie absorberes et angreb således, at man stadig tager skaden, men ikke bliver stoppet. I stadie nummer to ignoreres det fjendtlige angreb ikke kun, men gives også tilbage i form af et modangreb, som ikke kan stoppes. Mest genialt er dog at Focus Attack kun kræver god timing, og nemt aktiveres ved at holde medium spark og slag nede i et par sekunder.

Revenge Gauge fungerer ligesom Super Combo-baren for neden i skærmen, og giver muligheden for at lade et super angreb op. Men hvor Super Combo-baren lades op ved at uddele tæv, fungerer det omvendt med Revenge Gaugen, der lades op ved at få tæv. Med denne hersker muligheden for et kampvindende comeback altid, og det er fantastisk rart, altid at have en chance, uanset hvor håbløs kampen ser ud.

Med 25 karakterer repræsenteres et væld af forskellige spillestile, og uanset om du er den ekstremt offensive spiller, eller du kører skildpadde-stilen og lader modstanderen komme til dig, vil der være mere end én karakter som passer dig. De fleste skal der godt nok låses op for, men fordi hver figur har en lille historie, som fortælles på herlig vis via små tegnefilm, forekommer dette aldrig som et problem.

Fire splinternye personligheder gør deres indtog i det fjerde afsnit, og mere end nogensinde før virker det til at Capcom at forsøgt gøre dem originale, i både udseende og spillestil. Abel er den franske kampsportsekspert, der specielt favoriserer judokast. Crimson Viper er den elegante kvinde, der kompenserer hendes manglende råstyrke, med et væld af teknologiske fordele. Rufus er den overraskende adrætte tyksak, der med tricks som Messiah Kick and Spectacle Romance, altid byder på uforudsete problemer. Sidst er der El Fuerte, der som mexicansk Lucha Libre-wrestler, lever på sin fart, spark og hurtige kast.

Problemer vil du i stedet finde, hvis du går til spillet med forventninger om at kunne tæve dig vej igennem det hele, uden større problemer. Den kunstige intelligens er sjældent fej og besidder heller ikke evner, som ikke står dig til råds, men benytter sig til gengæld af alle spillets muligheder, når du skal bankes i gulvet. Focus Attacks og andre finurligheder, som før hørte ekspertspillere til, bruges flittigt selv på medium sværhedsgraden, og muligheden for at levere knusende kombinationer forbigås sjældent.

Selv med masser af udfordring fra konsollen, fungerer Street Fighter IV dog klart bedst som multiplayer-oplevelse. Den ypperlige balance og den evige chance for et comeback holder kampene intense, og at Capcom tilmed har tænkt over onlinemulighederne, gør det kun bedre. Efter eget valg kan man derfor kæmpe mod vennelisten, eller vælge en mulighed, der gør det muligt at blive udfordret selv om man skulle være i gang med at spille mod computeren - arkadehallen har sjældent været tættere på stuen.

Et par små bagateller har dog ikke kunne undgås, og den mest ondsindede af dem alle er den nye boss, Seth. Da Namco besluttede sig for at inkludere Jinpachi Michima i Tekken 5, besluttede de sig også for at lave den tarveligste og mest uretfærdige spilboss i mands minde, og dette har Capcom tilsyneladende forsøgt at efterligne. Seth er således en sammensmeltning af hele persongalleriet fra spillet, men uden nogen former for begrænsninger. Derfor kan en kamp være afsluttet på under ti sekunder, alt efter hans temperament, og om man får lov at vinde eller ej virker nærmest tilfældigt.

Et problem som Capcom dog ikke har kunnet gøre noget ved, er at hverken Xbox 360 eller PlayStation 3-controllerne gør sig særlig godt til spillets mange tricks. Xbox'ens digitale styrekryds er slet og ret elendigt, og mangler respons i forhold til bevægelserne, samtidig med at det slet ikke er præcist nok. Her er Sixaxis derimod en stjerne, men hvor styrekrydset virker perfekt, er det her i stedet placeringen af det kraftigste slag på L2 og R2, der betyder, at man alt for ofte kommer til at tage dem i brug, fordi knappen ikke skal have mere end et strejf. Løsningen er for enhver seriøs spiller at købe et ordentlig joypad, eller endnu bedre, et arkadestick, men den slags koster naturligvis.

Yderligere kunne man godt have ønsket sig, at der var gjort et bedre stykke arbejde ud af at imødekomme nye spillere, og det er begrænset, hvor meget praktisk erfaring man rent faktisk får via den sparsomme træningsdel, som spillet har inkluderet.

Uanset hvor latterlig, bør du ikke lade dig genere så meget af en karakter, at du fravælger at købe spillet, ej heller af en controller-situation, som lader sig løse. Den endegyldige sandhed i forhold til Street Fighter IV herfra er nemlig, at det er et helt igennem fantastisk spil, som selv uden det sagnomspundne navn, ville have rangeret som et af genrens mest spilbare eksemplarer. Det føles nærmest umuligt at ligge spillet fra sig, når man først sidder sammen med vennerne, og så er det tilmed et af den slags spil, som ingen kan gå forbi, uden lige at skulle prøve.

Her er tale om en pakkefuld millionvis af strålende varme farver, fabelagtigt figurdesign og et gameplay finpudset over 18 år, hvor der stadig har været overskud til at tilføje nye velvalgte aspekter. Det er fabelagtigt spilbart og måske vigtigst af alt, en værdig efterfølger til den mest populære kampspilserie nogensinde.