Underlig nok har der aldrig tidligere været udgivet skateboardspil til PlayStation. Snowboard har vi haft til overflod, men det er bestemt en noget anden oplevelse man får på et skateboard. Omtalen af Street Skater - eller Street Sk8er, som det har været kaldt andre steder - har været lang og forventningerne til spillet derfor store. Desværre har anmeldelserne i de udenlandske blade ikke været specielt positive, noget jeg dog ikke forstår!
Har man lyst til den form for fart Skateboarding indeholder, tilbyder Street Skater et fortræffeligt gameplay. Det gælder naturligvis om at stå på skateboard og de seje skatere, der er til rådighed i spillet, har hver deres stærke og svage sider. Man skal score points i spillet for at komme videre til de næste baner og pointsene kan enten scores ved at lave en masse tricks eller ved at køre banen hurtigt igennem. Så meget om det faktuelle, for selve konceptet i spillet er set adskillige gange før. Lad os i stedet kigge lidt nærmere på selve spildelen.
Skatingoplevelsen i spillet er nemlig rigtig god. For det første har man rigtig god kontrol over sin løber, hvilket primært betyder, at man stort set altid kan styre sin mand 100% og sjældent ´taber ham´. Med bare en meget let berøring af retningstasterne eller det analoge stick reagerer skateren kontant og med stor præcision. For det andet sker der hele tiden noget på banerne og det er en vigtig del i et actionspil som dette. Farten er rimelig høj og hele tiden skal man holde øjnene åbne for muligheder for at suse op ad ramper og score points. Den tredje force i spillet er tricksene, der er rig mulighed for at lave flere steder. Og for at vinde eller komme videre skal man hele tiden være opmærksom på om der er mulighed for at suse op ad blot ganske små ramper, som kan udløse points. Man kan naturligvis finde de deciderede half-pipe ramper, som man kan tage points på igen og igen, men også andre listige pointsgivere, som f.eks. gelændere, er sjove at prøve. Der kører et stopur hele tiden, for man har ikke ubegrænset tid til rådighed og derfor skal man hele tiden sørge for at komme til diverse checkpoints i rette tid, for ellers er man færdig. Endelig skal man ikke glemme soundtracket, som er ganske sublimt med en masse god musik.
Muligheden for at lave tricks, når først man finder en rampe er dog begrænset og det er nok noget at det, der skuffer mig mest. Hvis man bare sætter af på rampen laver skateren automatisk et trick, men man har mulighed for at trykke på retningstasten for at lave et andet. Det er meget simpelt, men alligevel ikke så dårligt og måske mere realistisk end mange af snowboardtricksene.
Udfordringen i at få låst nye baner op er okay, men jeg synes især at farten i spillet er med til at hive det helt igennem. Det er ikke noget storspil, men taget i betragtning, at det er det eneste skateboardspil på markedet, vil det sikkert rykke lidt ekstra på dette. Jeg kunne godt lide Street Skater og synes bestemt meget bedre om det, end de fleste snowboardspil.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10