Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Stronghold
Anmeldelser Stronghold

Stronghold

Stronghold fra Firefly Studios er en kombination af Real Time Strategi og fæstningssim med stærkt eftertryk på det sidste. Potent(ielt) tidsfordriv i sigte...
Per Jørgensen 4 november 2001

Stronghold fra Firefly Studios er en kombination af Real Time Strategi og fæstningssim med stærkt eftertryk på det sidste. Spillet er kanont, og man hygger sig virkelig undervejs. Det er bare synd, at multiplayer-delen ikke fungerer optimalt, og at visse dele af spillet ikke er blevet gennemtestet godt nok inden udgivelsen (Og så er der lige mission 13 crashen. Grrr!) Men derudover er der en del at hente i Stronghold. Læs med:

Bedrag og hævn
Stronghold kan spilles på flere forskellige måder. Selve hovedkampagnen består af 21 missioner, og det hele starter med at du indtager rollen som søn af en krigsherre, som i den mørke middelalder blev dræbt, da han tog af sted til det, han troede var fredsforhandlinger. Fire stridende parter har nu opdelt kongeriget mellem sig, og det er nu op til dig, som den ene del af det uenige firkløver, at generobre hele kongeriget. Derudover kan du spille deciderede belejrings-og invasionsmissioner, hvor det kun kommer an på det militære aspekt. Der er også en økonomisk kampagne, økonomiske missioner og freebuild, hvor du ikke skal opnå noget som helst andet end at bygge derudad. Freebuild vil jeg faktisk anbefale som noget af det første, for her kan du tilegne dig basal viden om grundlaget for en god og sund infrastruktur inden for din fæstnings volde.

Forvent ikke nogen grafisk eksplosion som sådan i Stronghold, selvom det nu ser udmærket ud. Det virker. Også lydsiden er til at have med at gøre, uden at være prangende. Det er jo trods alt gameplayet, der er det vigtigste.

Som garvet spiller af traditionelle RTS-spil skulle jeg lige vænne mig til sim-elementet. Man kan overhovedet ikke styre sine små arbejdere. Det er kun ens tropper, man kan give direkte ordrer, hvilket i starten irriterede mig, når en bonde ikke lige gjorde det, som han burde. Et eksempel: en jæger vil absolut skyde den hjort, som befinder sig længst væk, når der nu engang står en lige ved siden af ham. Men det er netop hovedessensen i spillet: Du bestemmer, hvordan dit fæstning og infrastruktur skal opbygges, mens indbyggerne selv bestemmer deres arbejdsgang.

Min fæstning er mit hjem
Stronghold er centreret omkring det at bygge en fæstning op og forsvaret af den og din Lord. Dør han, er spillet nemlig slut. Umiddelbart lyder det enkelt og ligetil, men man finder hurtigt ud af, at det er lidt mere kompliceret end som så. I starten af hver mission har man enten en fæstning, som skal repareres, eller man starter helt fra bunden af uden noget som helst. Man starter med at placere et borgtårn (keep) og et kornkammer (granary), og derefter er det ligesom i normale RTS-spil. For at kunne konstruere bygninger og producere våben, har man brug for diverse råmaterialer, og disse findes ikke altid i overflod, så man skal tænke sig om, før man går amok i en byggerus. Det kan hurtigt blive begyndelsen til enden, hvis man har sat sig for at bygge den største og mest prangende fæstning. En lille fæstning med en solid opbygning kan være lige så god.

Kultivering af bønder - work, dammit!
Men det hele kører jo ikke af sig selv, så sørg for, at der er nok bønder til at få de forskellige bygninger til at fungere optimalt. Og det er en udfordring, for bønder skal jo have mad og helst også være glade for dig. Så arbejder de nemlig mere effektivt. I interfacet har man hele tiden overblik over, hvor populær man er. Falder ens popularitetsfaktor til under 50, har man problemer. Så begynder folk nemlig at forlade ens fæstning! Til at styre ens popularitet har man to hovedfaktorer: madrationering samt Danmarks nationalsvøbe: skatter. Det siger sig selv, at skatteforhøjelser ikke falder i særlig god jord. Og folk skal jo også have mad. Men man kan for eksempel sætte madrationeringerne ned til det halve, og samtidigt bestikke indbyggerne med lidt penge. Hvis indbyggerne bliver for forkælede, kan de nemt blive sløve. Og så må man ty til forskellige frygtfaktorer, så som en galge. Det gør dig godt nok mindre populær, men får arbejdernes effektivitet i vejret. Mangler der ressourcer, kan du opføre en markedsplads, og her kan du både købe og sælge forskellige varer, som måtte være mangelvare eller i overskud.

Nemt at styre
Styringen af spillet foregår via et interface, som er meget overskueligt og nemt at benytte. Man kan via højreklik med musen zoome ud for overblikkets skyld og fjerne kommandopanelet, hvis man vil det. Man kan også rotere kortet - dog kunne jeg godt ønske mig, at man havde lagt denne funktion på piletasterne, så man frit kunne rotere kameravinklen. 'Flatten'-funktionen gør, at man kan hive bygninger og mure lidt ned for at se, om der skulle skjule sig fjender bagved.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
9 / 10
Spilbarhed
10 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Sejt gameplay, kan spilles om og om igen, virkelig god editor, som er nem at bruge, stor holdbarhedsværdi (hvis Firefly kan få patchet spillet ordentligt).
Minusser En ting at sige: få den patch ud af røret i en fart, så især multiplayerfejlene bliver korrigeret.
Fuld profil 31 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Genre Strategy
Udvikler Firefly Studios
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.