Stubbs the Zombie in Rebel without a Pulse

"Brains, brains... brainsss" - det messende kor af stavrende udøde, der bevæger sig gennem Punchbowls futuriske gader, er ene og alene min fortjeneste. Fra det øjeblik, jeg kravlede op gennem mulden i skikkelse af Stubbs, en ordinær rejsende kæderyger, har jeg revet, bidt, flået og spist mig gennem byens intetanende indbyggere. Hæren tæller nu politibetjente, forskere, pølsemænd, kvinder på shoppingtur og undslupne fanger. Det er et mægtigt syn, og jeg er kun lige begyndt.

I Stubbs the Zombie, er det smarte 50’er-designede Smeg køleskab skiftet ud med en lille, men teknologisk fremskreden by kaldet Punchbowl, der i stedet fungerer som dit ultimative spisekammer. Alle kan hverves til den bleggrønne hær af hjerneædende zombier, som Stubbs skaber ved at sætte tænderne i de forbipasserende. Med et enkelt knaptryk æder den jakkesætsklædte Stubbs hjerner, som nyder man en roulade. Han slubrer sig gennem de små grå, mens blodet sprøjter ud til alle sider. Nej, Stubbs the Zombie satser bestemt ikke på at være politisk korrekt, eller give dig kontrollen over en muskelsvulmende helt med kammeret fyldt af varmt bly - nu handler det i stedet om at starte en verdensomspændende zombieinvasion og skabe så meget ravage, som overhovedet muligt.

Spillet imponerer fra starten med sit stærke design og hysteriske humor. Punchbowl er billedet på et højteknologisk Amerika, fyldt til bristepunktet med flyvende biler, ekstrem firkantede robotter og et højhastighedstog, du ved, sådan som det ville se ud, hvis vi havde bevæget os med en rasende fart mod fremtiden, men stadig befandt os i halvtredsernes USA. Den grafiske finish følges op af de typiske slidmærker der findes på gamle film og en grynet, farvefattig palette, der som en kraftfuld tidsmaskine, transporterer dig direkte tilbage til de glorificerede og ubekymrede dage. Og så er der kælet for de små detaljer: Stubbs tager med jævne mellemrum små hvæs af sin cigaret, og gennem hullet i hans venstre side kan du ane hans indre, og nu rådne organer, og når du presser frem på styrepinden, slæber han sig fremad på ægte zombiemanér.

Det er dog humoren, der rager højest i Wideload Games debutudspil. I en tid, hvor spil krampagtigt forsøger at fusionere et traditionelt spildesign med en lårklaskende humor, og derfor fejler frygteligt, lykkes Stubbs med det samme. Det er kulsort og ekstremt bizart, men det passer perfekt til det særprægede oplæg. At flå toppen af hovedet på en tilfældig indbygger og så æde hans hjerne, belønnes for det meste med sætninger som "I haven’t seen braineating in 20 years" eller "Ohh my insides are on the outside now...", før de falder sammen på gulvet med en unaturlig rallen. Jeg havde flere gange det allerstørste tandpastasmil fremme på læberne. Stubbs er ikke ufrivilligt sjovt eller pinagtigt morsomt, det er bare skægt.

Desværre er Stubbs som spil ikke særlig godt - og jeg siger spil, fordi jeg ikke et øjeblik kunne undgå at lægge mærke til de mange fejl, der stadig præger dette interaktive eventyr. Det er svært at leve sig ind i en så morbid fabel, når selv de mest basale ting går galt, og det gør de desværre tit i Stubbs the Zombie. Selvom de grundlæggende facetter forklares indenfor de første frem minutter, i øvrigt af en overivrig guide af en robot, så blev jeg aldrig fortrolig med kontrollen. "Bare fløjt efter din hær af zombier", siger det store skrummel af metal, men rent faktisk at gøre det, er en prøvelse udi min tålmodigheds yderste grænser. At flå en indbygger fra hinanden, bliver også hurtigt til febrilsk knaptrykkeri. Strategi er der meget lidt af, og efter et par timer er selv livet som udød eller manglen på samme, en rutineopgave der keder.

Banerne, der bl.a. favner over en politistation, en bondegård og et torv i byen, er flotte, men berøvet af en gennemgående idé og nogle muligheder. Tomme, lange gange, befolket med patruljerede politifolk eller nærmest identiske gader, inspirerer ikke ligefrem til at gå på opdagelse eller lægge en strategi for ens kadavermarch. Værst af alt er, at historien, der faktisk grundlæggende er både sjov og gennemført, serveres gennem dårligt instruerede sekvenser, der forvirrer mere end forklarer.

Wideload har heller ikke kunnet skjule, at Stubbs the Zombie trækkes af Halo-motoren. Obligatoriske sekvenser, hvor du tager kontrollen over en svævebåd, mejetærsker og jeep, virker malplacerede, og det er til trods for deres velfungerende styring og tyngde. At kaste med ens nyre, føles som når Master Chief sender en plasmagranet i ansigtet på en intetanende alien, mens styringen ned til den sidste knap minder om Bungies mesterværk - dog uden muligheden for at invertere styringen, hvilket var et stort problem for mig. Spillets eneste redningsplanke bliver derfor muligheden for med jævne mellemrum, at kunne flå sin højre arm af og så sende dem ud på en lille vandring. Stubbs kan nemlig besætte andre udelukkende ved hjælp af sin klæbrige hånd, hvorefter du, nærmest via fjernstyring, kan lade en politimand skyde sine kolleger ned i koldt blod. Det er i disse øjeblikke, at spillet skinner en smule.

Desværre kan det ikke redde Stubbs the Zombie in Rebel without a Pulse fra at være lidt af en maveplasker. Ensformigheden sætter ind efter kun et par timers spil, og selvom eventyret allerede er ovre efter kun seks timer, så følte jeg alligevel, at jeg spildte tiden. Wideload Games har uden tvivl tjek på de designmæssige kvaliteter og holdet har også bevist, at de har tjek på humoren, men der mangler seriøst en rød tråd i den groteske fabel, før det også bliver sjovt at spille - desværre.