Stuntman: Ignition

Med noget nær hundrede kilometer i timen, flyver bilen over en rampe. Da bilen rammer jorden igen, hiver jeg i håndbremsen og laver en vild udskridning. Den bliver for vild, og bilen ryger ind i et rækværk. Inden jeg ved af det, har jeg misset et vitalt sted på banen og instruktøren står og gjalder: "Cut! That's the worst performance I've ever seen!". Det er måske den bedste introduktion, man kan få til Stuntman: Ignition.

Stuntman: Ignition bygger på 2002-spillet Stuntman fra Reflections, der også gik ud på at lave stunts i biler. Det var drønsvært og appellerede måske af samme årsag, ikke til så stor en målgruppe. En noget besynderlig spillicens at genoplive, men Paradigms Randy King er fortrøstningsfuld og regner med, at Stuntman-mekanikken og de nye ideer vil appellere til folk. For at præsentere spillet, har THQ inviteret spiljournalister fra det meste af Europa til Frankrig, hvor spillet bliver præsenteret sammen med champagne og stuntkørsel.

Umiddelbart er der ikke noget nyt under solen. Stuntman: Ignition handler om at gennemføre en række specifikke stunts, uden fejl og inden for en vis tidsramme. Heldigvis har Paradigm tilføjet spillet noget nyt, der forhåbentligt gør spillet langt sjovere og måske en kende mindre frustrerende at spille. Den umiddelbart mest markante nyhed er et nyt pointsystem. Foruden de obligatoriske stunts i hver sekvens, vil der være mulighed for at udføre en lang række ekstra stunts. Det kan være at køre konsekvent tæt på andre biler eller vægge. Det kunne også være vilde udskridninger eller ødelæggelser af kasser, søjler og lignende. Alt sammen giver et vist antal points. Det nye pointsystem tillader simpelthen, at man kan kæde stunts sammen.

King illustrerer systemet ved at lade en PR-mand gennemspille en sekvens to gange - en gang hvor systemet bruges og en gang hvor systemet ikke bruges. "Very good", bemærker King en smule ironisk, da PR-manden får skrabet 59 tusinde points sammen. Da systemet så bliver brugt, flyver pointscoren gennem taget til mindst det tredobbelte. Kort sagt fungerer det ligesom i sportsspil, hvor en multiplier stiger, hver gang man laver et nyt stunt. Det i sig selv burde give motivation til lige at prøve banerne en gang til.

Det rokker dog ikke ved spillets kerne, der handler om at forsøge et eller andet, fejle, prøve igen, fejle og prøve igen. Ganske vist har man lov til at lave fem fejl per scene, men det rokker ikke ved det faktum, at den mindste fejl i spillet kan vise sig at være katastrofal, hvilket betyder, at man skal begynde forfra. Her kan Randy King forsøde oplevelsen. "I det gamle Stuntman skulle man vente i 30 sekunder, mens spillet loadede sekvensen igen. Nu kan man næsten begynde forfra øjeblikkeligt."

Om øjeblikkelig genstart efterhånden burde regnes som standard i spil, kommer til at stå ubesvaret hen, men funktionen er ualmindelig dejlig og gør det knapt så irriterende, at skulle starte forfra. Og starte forfra, det vil man komme til. Heldigvis har Paradigm valgt at forbarme sig over de mindre gode spillere, med inkluderingen af et Easy-mode. Dette popper op, hvis man adskillige gange forfejler en bane, og giver lov til at lave syv fejl per scene. Til gengæld vil de points man tjener, ikke være så mangfoldige, som hvis man spiller på Normal.

Der er et væld af baner eller scener i spillet, og disse lægger sig til forskellige film. Den første film, vi får et glimt af, er Over Drive. Randy King beskriver den som en typisk strømerfilm med masser af biljagter og eksplosioner. I modsætning til det første Stuntman, har Paradigm valgt at lave originale film i stedet for film, der parodierer kendte film. Men med actionsfilms større og større stuntsekvenser, hvordan vil spillet så kunne måle sig med filmens verden? Randy King er positiv. "Absolut. Jeg tror, at når folk selv kan være med til at lave stuntene og bagefter se, hvad de har lavet i en trailer for filmen, vil de blive begejstrede."

Desuden skulle spillet ligge tæt på virkeligheden, idet ingen af stuntene er umulige. Det er dog langt lettere at arbejde med. Julien Piguet, en fransk stuntman, der er hentet ind til lejligheden, fortæller via oversætter om stuntets ædle kunst. "Zis jømp, in reality id would haff taken twoo days, wiz twelve men to set up." En skærende kontrast til de fem sekunder, det tog PR-manden at komme forbi det. Forskellige stuntmen har desuden givet Paradigm input, der har været med til at forme spillet.

Den måske største tilføjelse til Stuntman-licensen er nok multiplayer. Her kan op til otte spillere, enten via Link eller nettet, ræse om kap med hinanden. Men eftersom spillet hedder Stuntman, er der også visse finesser ved løbene. Løbene handler, præcis som singleplayerdelen, om at lave stunts. De points man optjener, kan konkurrenterne stjæle ved at køre hårdt ind i en. Desværre virkede netop denne funktion ufærdig, blandt andet fordi der ikke var megen forbindelse mellem sammenstød og tyveri af points. Man kunne bumpe blidt ind i en modstander og overtage points, mens et hårdt sammenstød måske ikke blev belønnet overhovedet. Banerne er modeleret efter singleplayerbanerne, dog med det raffinement, at banerne samtidig foregår i en filmby. Det vil sige, at man det ene øjeblik kører i nogle bjerge, og det næste kører man under de træafstivninger, der holder bjergene oppe. Det giver banerne en kraftig variation, selvom det ikke er til at sige, om denne variation vil være nok til at holde interessen fanget i længere tid.

På trods af diverse tilføjelser og nyskabelser, er Stuntman: Ignition mere eller mindre det samme som forgængeren. Det lidt perfektionistiske sindelag, som spillet kræver, vil formentlig gøre Ignition til en titel, man enten hader eller elsker.