Det er snart over otte år siden, jeg anmeldte det sidste Styx spil i serien, og det siger også noget om, hvor længe jeg nu har skrevet for Gamereactor. Her snakker vi i hvert fald tocifrede år og diverse kommentarer om, at jeg er ved at være en veterananmelder på Gamereactor. Det, jeg kan huske fra sidste gang, var denne grønne goblin, som i en eventyrverden var en af de bedste snigmordere, der fandtes i spillets verden, der, så vidt min research siger, ikke har noget navn. Så lad os se, om Styx stadig kan noget efter alle disse år. Jeg ser i hvert fald frem til at snige mig rundt og være den bedste goblin assassin i verden.
Du vil dog nok hurtigt opdage, at jeg har en del kritikpunkter omkring Styx: Blades of Greed, og jeg starter faktisk med et. Ikke for at brokke mig hele vejen igennem, men der er desværre en del at brokke sig over. Historien starter in medias res og begynder lige efter, at historien slutter i det foregående spil. Da jeg ikke har spillet dette, er alle referencer, som karaktererne kommer med, ret tabt på gulvet for mig. Spillet mangler i den grad et resume af, hvad i alverden der foregår. Der er tydeligvis sket noget med World Tree og en by, der er blevet smadret, og jeg var nødt til at bruge internettet for at finde ud af, hvad der egentlig var sket, og hvordan det sidste spil sluttede, da det nye spil tager sit afsæt direkte i forgængerens historie. Det kunne udviklerne godt have tænkt lidt mere over, synes jeg. Ikke fordi jeg er doven og ikke gider at tjekke nettet, men jeg synes, at når man får et spil i en serie, bør man have en nogenlunde ide om, hvad der skete sidst. Det er måske bare mig? Om ikke andet ville man kunne argumentere for, at udviklere bør anstrenge sig mere for at holde os opdaterede, hvis der skal gå mellem seks og otte år mellem nye spil i en given serie.
Man spiller igen som Styx, denne grønne goblin-snigmorder, og han skal lede efter stykker af Quartz rundt omkring i den her verden, som han og hans følgesvende bevæger sig rundt i. Quartz er tydeligvis en central og farlig ressource i universet, og det driver både handlingen og konflikterne i spillet. Disse krystaller suger han ind i sig, og de giver ham nye evner og kræfter. Derudover får man en lille mellemsekvens hver eneste gang, han absorberer et stykke quartz, hvor man ser en sort og rød baggrund, næsten som om der løber blod langs kanten af billedet, mens en ukendt stemme taler til Styx. Hen ad vejen finder man ud af, hvad denne mystiske quartz-stemme egentlig vil, men det vil jeg ikke spoile her, da det er en opdagelse, som den enkelte spiller selv skal have. Det hele er en smule mystisk i starten, især for mig, der har været væk fra serien i mange år. Derudover har alle Styx' følgesvende, som består af to elvere og to dværge, deres egne sidehistorier, som Styx vandrer ind og ud af, mens han prøver at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Disse mellemsekvenser er ganske underholdende, og det føles, som om hans følgesvende har deres eget liv, da man kun får små bidder af deres baghistorier, når hans færden tilfældigvis krydser deres. Historien bliver fortalt gennem disse ret flotte mellemsekvenser, som dog har nogle ret store grafiske problemer, men det vender jeg tilbage til.
Noget af det positive ved spillet er, at evnerne er ganske sjove, og jo mere quartz du suger ind i Styx' grønne krop, jo stærkere bliver du hen ad vejen. Her kan du udvide de forskellige evner, du har. For eksempel kan du efterlade en klon af dig selv, som forvirrer fjenderne. Du kan blive bedre til at låse op, eller lockpicke, som det hedder. Der er i det hele taget en masse ting, man kan udvide med, alt efter hvilke evner man vælger at satse på, og hvor meget XP man får. Og jo mere du laver i spillet, jo mere erfaring får du, så du kan låse op for en masse nye fede evner. Spillet lægger tydeligvis op til en mere åben tilgang til stealth, hvor man selv kan vælge sin vej gennem områderne, som også er bygget mere vertikalt end tidligere i serien, med flere ruter op og ned i miljøerne. Det skal spillet have. Men det er måske også i ambitionens navn at vi for alvor må åbne op for lidt negative indtryk.
Okay, grafiske problemer. Man kan tydeligt se, at spillet kører på Unreal-grafikmotoren, og i den her omgang er det Unreal Engine 5. Hvis man kender den, vil man vide, at spil, som ikke er ordentligt optimeret, ofte lider af det, der kaldes pop-in. Det betyder, at hver gang kameraet bevæger sig, eller der kommer et nyt klip i mellemsekvenserne, så mangler teksturerne kortvarigt at blive indlæst. Det plejer ikke at være så slemt, men Styx lider voldsomt af det. Det er ærgerligt, for spillet ser faktisk rigtig godt ud, med flotte teksturer og flot lys, men hold op hvor har spillet brug for et par patches. Det skal her siges at jeg har anmeldt på PC, så din oplevelse på en anden platform kan være anderledes.
Et andet sted, hvor man også kan se manglen på optimering, er styringen. Jeg ved, jeg har brugt det her udtryk mange gange, men nu kommer det igen; "euro jank". Det er den der fornemmelse, især fra europæiske spil med mindre budgetter, hvor man kan mærke, at der er et rigtig godt spil gemt under overfladen, men hvor det hele føles som en usleben diamant. Der er masser af potentiale, men det funkler bare ikke endnu. Styx Blades of Greed er fyldt med den slags jank. Til et punkt hvor det lykkedes mig at slå så hårdt i mit keyboard, at min CTRL tast røg ned bag sofaen. Styringen er upræcis, den er forsinket, og til tider reagerer spillet slet ikke på det input, man giver. Rammer man en kant, som Styx egentlig burde kunne stå på, kan han blive fanget i en animation, hvor det ser ud, som om han falder, selvom han bare glider hen over kanten på det objekt, man prøver at lande på. Det er ekstremt frustrerende.
Det stopper ikke der. Når man en gang imellem bliver opdaget og havner i kamp med de mange vagter, har spillet bestemt, at Styx automatisk lægger kniven væk, så snart man hopper, ruller eller går i dækning. Så er man nødt til manuelt at tage kniven frem igen midt i kampens hede. Det var en af de situationer, der førte til, at mit keyboard fik et par tæsk. Og det er så synd, for Styx: Blades of Greed gemmer på et rigtig godt spil under overfladen. Men i du milde, hvor er styringen frustrerende. Det forstår jeg ærligt talt ikke, for hvordan kan man arbejde på et spil så længe uden at opdage den slags. Jeg prøvede endda at spille med min PlayStation 5 controller, men den dårlige styring er universel, uanset hvad man bruger. Det er næsten tragisk, at et spil, der kræver så meget præcision i bevægelser og timing, er så dårligt at styre. Spillet giver ellers flere nye bevægelsesmuligheder i banerne, som for eksempel en fed vertikalitet, der tydeligt lægger op til mere fri bevægelse i højden, men det falder lidt til jorden, når styringen ikke spiller med.
Jank-problemet fortsætter også andre steder i spillet. Der er situationer, hvor Styx ikke gør det, man forventer, som for eksempel at slippe afsatser, han tydeligvis burde kunne hænge i, hvorefter han falder i døden. Derudover er Styx ekstremt sårbar, når han først bliver opdaget. Det giver egentlig god mening, at den lille goblin skal snige sig rundt og snigmyrde sine fjender, men når kampsystemet samtidig er så uresponsivt og kedeligt, bliver det en meget lang omgang at skulle bruge 20 til 30 timer med et styresystem og kampsystem, der ikke fungerer ordentligt. For igen, Styx Blades of Greed gemmer på et godt spil under overfladen. Desværre er overfladen dækket af et tykt lag bly, som man skal kæmpe sig igennem, før man når ind til kernen.
Så vil jeg anbefale Styx: Blades of Greed til nogen. Absolut ikke i den tilstand, spillet er i lige nu. Som jeg skrev tidligere, har det brug for patches. Ret grundige patches. Når de forhåbentlig kommer, tror jeg, der gemmer sig et rigtig godt spil i Blades of Greed. Men lige nu er det et frustrerende bekendtskab. Og hvis I sætter pris på jeres hardware, ligesom jeg gør, og ikke har lyst til at kyle en controller i væggen eller bruge jeres keyboard som boksepude, så vent, til spillet har fået et par opdateringer.