Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition

Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition

Super Mario Bros fylder 25 år, og det fejrer Nintendo med en genudgivelse af en genudgivelse. Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition hedder den, og er fuld af klassiske platformsspil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition til Wii har indebåret en af de sværeste karaktersætninger jeg har stået inde for nogensinde. For hvordan kan man give andet end topkarakter til et produkt, der indeholder både Super Mario Bros og Super Mario Bros 3 - banebrydende perfekte platformsspil, der stadig er uhørt sjove at spille? Der er et par anledninger.

Den første forklarer Nintendo selv, på bagsiden af den flotte æske med det fine 25 års jubilæumslogo. "The content of this game is the same as the original SNES game". Og det stemmer. Ikke bare hvad angår de fire titler, Super Mario 1, 2 og 3 samt den rigtige to'er Lost Levels. Men også 50 hz-begrænsningen, de sorte bjælker i siderne af skærmen, og at man får tips til hvordan man skal bruge sin SNES-controller når man spiller. Dette er en genudgivelse af en genudgivelse, og her er ingen ekstra finpudsning eller indikation af at man faktisk spiller på en Wii.

Det er selvfølgelig nostalgi som er den store hook, men selv der kan man mene at Nintendo har ramt ved siden af. Jeg får betydeligt mere nostalgi ud af de faktiske originaler, ikke af NES-spil som har fået SNES-grafik og smukkeserede melodier. På samme måde som jeg ikke ser Star Wars' CGI-saboterede "original"-trilogi som den ægte vare, er der noget ved de små Super Nintendo-plinglyde, når Mario samler en mønt op, der føles ret malplaceret i klassikeren fra 1985.

Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Dette er en annonce:

Hvad så med ekstramaterialet? Tja, du får en 30-siders booklet kaldet "Super Mario History 1985-2010". Det er en billedbrochure som byder på skitser fra udviklingsstadiet for de forskellige Mario-spil. Shigeru Miyamoto, Koji Kondo og Takashi Tezuk skriver kommentarer til hvert spil, man da de oftest kun er tre sætninger lange, føles det virkelig magert.

Derudover får man en CD med soundtracks fra spillet, hele vejen fra blip-blopperiet i Super Mario Bros til de storslåede strygere fra Super Mario Galaxy 2. Det kunne have været brillant, men udbuddet er desværre meget smalt. Her er 20 spor, men halvdelen af dem er 5-sekundersklip med klassiske lydeffekter som ekstraliv, mønter og død. De øvrige ti er hovedtemaerne fra de forskellige spil.

Shopper man lidt rundt, kan man finde Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition til lidt over 200 kroner. Optimisten kan vælge at se det som den halve pris af et Wii-spil, men jeg ser det som et Virtual Console-spil der er blevet tre gange dyrere. Som 25-årshyldest havde Mario fortjent noget mere fyldigt end en hurtig SNES-konvertering.

Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Dette er en annonce:

Nu har jeg brugt det meste af teksten på at rakke ned på denne genudgivelse, og det er på tide at motivere det der ottetal. Det er ganske enkelt sådan, at todimensionelle platformsspil stadig er yderst aktuelle, og trods Nintendos egne konkurrenter (New Super Mario Bros Wii og Donkey Kong Country Returns) holder disse fossiler stadig. At finde warpzoner og banke Lakitu er stadig sjovt. Luftskibe, Goombaer i støvler og rørverdenen i treeren gør mig stadig munter. Historietimen i Lost Levels er en enorm udfordring, og, hvis du klarer den, noget man kan sætte på gamer-CV'et.

Styringen er stram (du kan bruge Wiimote, Gamecube-controller eller Classic Controller), og opfindsomheden er total. At kunne gemme midt i spillet er praktisk, og musikken enestående. Holdbarheden bliver med fire spil, hvoraf ét som sagt er abesvært, noget som varer lige til påske. Og alle Wii-ejere er trods alt ikke på nettet, så som alternativ til Virtual Console får samlingen yderligere eksistensberretigelse.

Man kan ikke rigtig komme uden om det: Trods ydre ankepunkter indeholder Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition et smukt, underholdende og proppet indre. Der er ikke andet for, end at spille et par baner mere og sige stort tillykke med de 25 år, Super Mario!

Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
Super Mario All-Stars: 25th Anniversary Edition
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fuld af spilhistorie, herlige platformsbaner, vidunderlig musik, pokkers charmerende
-
Ikke andet end en SNES-konvertering, fattigt på ekstramateriale, relativt dyrt
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold