Super Mario Galaxy

Der har været mange spekulationer om, hvorfor Nintendo fejlede med deres GameCube. Nogle mente det var konsollens fisherprice-agtige design, mens andre var overbeviste om, at Nintendo allerede var på vej nedad efter Nintendo 64. Endnu en teori lød på, at det var manglen på Mario ved lanceringen, som gjorde udslaget. Godt nok var der et lunkent spil med Luigi og det fantastiske Super Smash Bros., som havde Mario som en af deltagerne, men en lancering af en ny Nintendo konsol uden et reelt Mario-spil? Blasfemi!

På trods af disse spekulanter valgte Nintendo alligevel at lancere Wii uden et Mario spil. Den kække blikkenslager var faktisk slet ikke at finde overhovedet, på nær de gamle spil på Virtual Console. Alligevel har Wii solgt bedre end nogen havde drømt om, og med Super Mario Galaxy klar til at invadere konsollen til efteråret, står konsollen bedre stillet end nogensinde før. Spørgsmålet er blot om den buttede italiener har mistet pusten?

Enhver der tidligere har set Super Mario Galaxy ved, at det utvivlsomt er det pæneste spil til Wii endnu, og efter at have spenderet noget tid sammen med den elskværdige maskot kan jeg roligt bekræfte, at han ser bedre ud end nogensinde før. Hvis Super Mario 64 var en revolution, så er Galaxy en kæmpemæssig evolution, for selvom der ikke tilføres en ny dimension, så bliver de eksisterende tre brugt på en så fascinerende facon, at de små hår rejser sig i sand begejstring.

Spillet foregår jo, som enhver bør kunne sige sig selv, i det ydre rum, hvorfor tyngdekræften også bliver en betydningsfuld fætter. En stor del af spillet foregår på ret små planeter, hvor man ikke kan holde styr på, hvad der er oppe og nede, og hvorfra man kan flyve fra planet til planet. Det fantastiske ved de små planeter er, at de hver især ikke blot er ganske unikke, men også fungerer som mindre, separate missioner. Grundet planeternes krumning er man ikke i stand til umiddelbart at danne sig et overblik, og derfor er langt mere udforskning og opdagelse involveret.

Super Mario Galaxy styres tro til serien meget enkelt. Man bevæger blikkenslageren rundt med analog-stikket på Nunchuk-kontrolleren, hopper på A, dukker på Z og skyder på B. Ja, faktisk fungerer de stjerner, du indsamler i Galaxy som ammunition, som du kan skyde af sted mod fjender ved at sigte med Wii-moten og så ellers fyre løs. Det er dog ikke det eneste Nintendos revolutionerende styringspind bruges til. Hvis du ryster den hurtigt, laver Mario en lille piruette til at slå fjender omkuld, mens sigtekornet blandt andet også kan bruges til at fryse fjender i lidt tid og indsamle objekter.

Hvis jeg indledningsvis var bange for, at Super Mario Galaxy med en masse små planeter hurtigt skulle gå hen og blive trivielt, så kunne Nintendo heldigvis hurtigt lukke munden på mig. Ikke nok med, at disse planeter er meget varierede, så findes der faktisk andre former for baner. Du kan nærmest side-scrolle Mario frem og tilbage ude i rummet, mens du navigerer omkring og skal passe på, at han ikke pludselig svæver målløst omkring. Men den største glædelige overraskelse var, at Super Mario Galaxy faktisk indeholder en form for traditionelle baner.

Hvor kameraet på de små planeter er placeret nærmest lige over Mario, så findes der faktisk baner, hvor kameraet er trukket ned til den sædvanlige position, så man kigger ham over skulderen. Disse baner er ikke helt traditionelle, eftersom de stadig foregår ude i rummet og har kanter, der smider Mario ud i det tomme rum. Men de opbygget som de gode, gamle flade baner og giver derfor plads til større områder.

Her prøvede jeg kræfter med Bee Mario, som er en power-up, der ser Mario iføre sig et bi-kostume. Hvis man tænker tilbage på Super Mario World 3 og hans fastelavnstema med både frø- og vaskebjørnskostumer, så er man ikke gået helt galt i byen, og jeg er personligt lykkelig over at se kostumerne gøre et comeback. Med Bee Mario kan man ikke overraskende tage sig en lille svævetur og klatre på bi-specifikke objekter, så der åbnes op for helt nye områder i banerne. Den store dødssynd med denne dragt er vand, som straks forvandler Mario tilbage til sit gamle jeg. Andre dragter såsom spøgelser vil ligeledes være at finde i spillet, men dem fik jeg ikke prøvet kræfter med.

Der er ingen tegn på, at Nintendos nye fokus på mainstream gamere har gjort deres ambitioner med Mario mindre, og det måske største testamente på dette er deres forsøg på at inddrage co-operative mekanismer, så en anden spiller kan hjælpe dig igennem. Nej, der er ikke tale om en Luigi eller Yoshi, der pludselig hopper ind i spillet og giver dig en hånd. Derimod kan en anden spiller selv få et sigtekorn ligesom dit, hvor din ven så kan fyre stjerner af, og måske vigtigst af alt, fryse fjenderne fast. Da sigtekornet ligeledes kan benyttes til at indsamle stjerner og andre objekter, er det tydeligt, hvordan et koordineret samarbejde mellem to personer hurtigt kan forøge effektiviteten ganske væsentligt.

Super Mario Galaxy bliver selvsagt et uhyggelig vigtigt spil for Nintendo, da det skal bevise, at den japanske gigant ikke har mistet kontakten med deres gamle fanskare, og efter det, jeg prøvede på E3, så er de rigtig godt på vej. Det er uden tvivl det flotteste Wii-spil endnu med omfattende landskaber og en flot galakse i baggrunden, lækkert lys og effekter og en så farverig og kreativ stil, at det må betegnes som det måske mest idérige Mario-spil hidtil. At det så samtidig blandes med et utal af varierende baner og galakser, der nærmest gør Super Mario Galaxy til mange spil i ét, giver mig kun endnu mere myrekryb i fingrene, og jeg glæder mig måske mere end nogensinde til at tage kontrol over den elskværdige blikkenslager og drage på eventyr i rummet.