Super Paper Mario

Så sent som i 1996, lige før Square og Nintendo endte i skilsmisse, lancerede de et rollespil til Super Nintendo med Mario i hovedrollen. Spillet hed Super Mario RPG: Legend of the Seven Stars. I spillet styrede du todimensionelle figurer rundt i en tredimensionel verden, og da det første egentlige Super Paper Mario til Nintendo 64 var under udvikling, blev det faktisk kaldt Super Mario RPG 2. Flere dele fra det første Super Mario RPG er faktisk blevet genanvendt i Paper Mario-spillene, dog uden at de officielt hører sammen historiemæssigt.

Med lidt baggrundshistorie til denne spilserie, er det tid til at komme i gang med Super Paper Mario, hvor et ufrivilligt bryllup mellem prinsesse Peach og Bowser, foretaget af den onde greve Bleck, bliver optakten til et af Marios til dato mest vanvittige eventyr. Jeg snakker naturligvis om Super Paper Mario, verdens givetvis eneste spil, der foregår i både to og tre dimensioner - samtidig.

I stedet for at fortsætte stilen med rollespilselementer af den slags, som Paper Mario: The Thousand Year Door havde, er opfølgeren mere et dialogtungt platformeventyr, der med lind hånd, blander de forskellige dele fra de tidligere Mario-spil til en helt ny oplevelse. Spillet minder mest af alt om det klassiske Super Mario Bros, bortset fra at man nu kan forvandle den søde, todimensionelle verden til en ny tredimensionel verden. Men det er som sagt kun verdenen, for både Mario og hans fjender fortsætter med at være papirtynde, hvilket ligger grundstenen til nogle af de smarteste gåder, jeg nogensinde har oplevet i et spil. I et eksempel skulle jeg f.eks. krydse en bro og snakke med dens forpagter, som stod for det hele, men han var totalt forsvundet, uanset hvor meget jeg ledte i hele hans hus. Det var ikke før jeg gjorde verden tredimensionel, at jeg kunne finde ham, klemt fast nede ved vandet i en forkert dimension, så jeg ikke kunne se ham. Genialt.

Selve oplevelsen spilles med Wii-moten vendt præcis som et NES-joypad, hvilket gør det helt retroduftende at spille. Alle kraftbonusser der fandtes i de foregående spil, er også med i Super Paper Mario, men de udfylder ikke samme rolle, eftersom man lettest besejrer ens fjender ved at hoppe på dem eller kaste noget efter dem. Dermed ikke sagt, at det er meningsløst at bruges ens bonusser eller andet, for man får bl.a. en evne, der gør det muligt at slå de blæksprutter ihjel, som gjorde livet surt for Mario i undervandsbanen af Super Mario Bros.

Super Paper Mario er et fuldstændig bedårende spil, ikke på grund af dets tekniske præstationer, men i stedet på grund af det uhørt charmerende design og den fantastiske sans for detaljer. Alle banerne er virkelig godt sammensat og indeholder rigtigt mange gale indslag, som f.eks. et øjeblik, hvor man hopper ned i et af de klassiske grønne rør, og så bagefter opdager at man er endt helt ude i horisonten på billedet. Der findes et utal af sådanne øjeblikke, og de er alle sammen med til at gøre spillet meget gennemført.

Som det altid har været tilfældet for Paper Mario-serien, så er dette seneste kapitel også fyldt med en masse Nintendo-trivia og kendemærker. Præcis som i de gamle Super Mario Bros, er der bl.a. verdener inddelt i fire forskellige dele. Den første bane hedder naturligvis bane 1-2 og foregår under jorden, mens bane 1-4 foregår i et slot med sprudlende ild. Selv lydeffekterne kan du genkende, hvilket giver en helt specielt følelse i maven. Det her er hele Marios karriere som platformhelt.

Det mest fantastiske i forhold til mængden af Nintendo-trivia, kommer i form af muligheden for at spille hele galleriet af figurer fra Super Mario Bros. 2. Nå ja, næsten alle sammen. Du kan ikke spille Toad, for han er erstattet med onde Bowser. De har alle præcis de egenskaber, du kender, altså at prinsesse Peach kan svæve i luften og Luigi hoppe super højt. Mario ligger lige midt imellem, men han er samtidig den eneste, der kan vride verdenen fra to til tre dimensioner. Bowser er til gengæld en kampvogn. Han pulveriserer totalt alt modstand og byder gerne på lidt varm ånde, hvis der ellers skulle være noget. En favorit i Super Mario Kart-spillene, og tilsyneladende også her.

Super Paper Mario blev allerede annonceret i maj sidste år til GameCube. Premieren skulle have været samme efterår. Men skæbnen ville det anderledes, GameCube-konsollen blev taget ud af produktion og spillet udkom i stedet til Wii. Det, præcis som det var tilfældet med The Legend of Zelda: Twilight, Nintendo har gjort, er at tillægge spillet en masse bevægelsesfølsomme ting i spillet, som faktisk ikke er strengt nødvendige. Den mest påtagede, er at man spiller med styrekrydset i stedet for den analoge styrepind, hvilket giver en anelse dårlig kontrol. Selv pegefunktionen er nærmest kun en mulighed for at bruge en lommelygte, som giver dig informationer om ting, du lyser på. Ikke et så totalt vigtigt indslag, at jeg ikke kunne have spillet Super Paper Mario på GameCube.

At Super Paper Mario også er en smule tempofattigt, er ærgerligt. Desuden, og det er selvom jeg selv elsker den tunge dialog, så er det meget svært for Marios yngre fans, at følge med i dette seneste eventyr. Der er rigtig meget at læse, og det kan ikke bare klikkes forbi i hast, da der tit er informationer til, hvad du skal gøre som det næste; men det er naturligvis petitesser i et i øvrigt meget strålende eventyr. Super Paper Mario er et klokkerent bevis på, at Mario stadig er den ubestridte platformkonge i både to og tre dimensioner.