"Skal du med?" spørger damen ved boarding-skranken i lufthavnen. Flyet skal snart lette, og alle andre er gået om bord. Og ja, jeg skal med, men koncentrerer mig som besat om en benhård kamp, hvor jeg som Pac-Man møder en rigtig ubehagelig grønklædt Hyrule-beboer med sværd, og en lige så grønklædt blikkenslagerbror med velplejet overskæg. Der er omkring 37 sekunder tilbage af kampen, som jeg fører og ikke har nogen som helst planer om at give op i.
For at gøre en kort historie endnu kortere, så nåede jeg flyet, damen i skranken så mærkeligt uforstående ud, og sandsynligvis havde jeg ikke været nogen god posterboy for spillere i almindelighed. Men! Vigtigst af alt. Jeg vandt kampen takket være et slag, der sendte Link ad Pommern til, og Luigi var i forvejen flere point bagud, og så var det afgjort.
Jeg har på forhånd været lidt skeptisk over for Super Smash Bros for Nintendo 3D, ganske enkelt fordi fighting ikke fungerer særlig godt uden folk at spille mod. Den er den genre hvor "mind games" og psykologi er vigtigst, og det fungerer overhovedet ikke mod en computerstyret spiller. Egentlig er der kun ét fighting-spil, jeg kan lide på håndholdt, og det er Mortal Kombat til PS Vita, ganske enkelt fordi det har så udførlig en singleplayer-del og så meget at låse op, at det er fedt på trods.
En rigtig god multiplayer-del er med andre ord livsvigtig for, at det ikke bare bliver et spil, man filer på for at låse op for alting, men også kan nyde i årevis, så længe man er i nærheden af wifi. Heldigvis skal der ikke mange kampe til, før det står klart at vi har med et andet Nintendo at gøre i dag. Det begyndte på sin vis allerede med Mario Kart 8, og netkoden i Super Smash Bros for Nintendo 3DS er aldeles strålende.
Når jeg spiller mod folk i Japan, oplever jeg selvfølgelig lag på grund af den fysiske afstand, men det er ikke voldsomt stort og er ganske stabilt, hvilket til en vis grad gør at jeg kan tilpasse mig. Og i kampe mod mine Gamereactor-kolleger i Europa flyder det så godt, at man skulle tro vi sad på lokalt netværk sammen.
Det er ganske imponerende, og jeg sætter pris på at Nintendo har delt spillet tydeligt ind i "For Fun" og "For Glory", hvor førstnævnte handler om det Smash Bros, vi er vant til. Det vil sige partyslagsmål med levende baner og bonusgenstande, mens den anden del ser bort fra alt andet end selve fightingen, og gør at man kun har sine egne evner at sætte sin lid til. Man kan mærke at niveauet er højere, og de to alternativer er som nat og dag, og giver dermed også god variation.
Takket være det enkle faktum, at Smash Bros ikke er noget almindeligt fighting-spil, viser det sig også at fungere uventet godt for den, der spiller alene, hvilket man jo som oftest gør på håndholdte enheder. I Classic-delen er kampene for eksempel ofte udformet som unikke udfordringer. I stedet for bare at daske til stadigt sværere modstandere som i almindelige fighting-spil, møder man her alt fra en enorm Greninja til vanvittige kampe mod ti vrede Miis.
Her er også en spildel kaldet Smash Run, proppet med fan-service, hvor man før kampen løber rundt i labyrinter med Nintendo-tema og samler på fordele i fem minutter. Jeg synes ikke det fungerer helt klokkerent, men er endnu et sjovt alternativ og et tegn på, at Nintendo i det mindste forsøger at gøre noget nyt end bare at fodre singleplayer-spilleren med kamp efter kamp uden variation.
At spille Smash Bros på Nintendo 3DS fungerer uventet godt, selv med den lidt mærkeligt udformede styreknop. Til gengæld kan du glemme ethvert håb om at flytte venstre tommelfinger et stykke nedad og på mere præcis styring på den led. Af en eller anden grund har Nintendo valgt, at man ikke kan bruge d-pad'et til at styre. En besynderlig beslutning i mine øjne.
Jeg skal også advare om, at det er let at få krampe i hånden, hvilket ganske vist ikke er spillets skyld, men i modsætning til for eksempel Animal Crossing: New Leaf, så er man hele tiden anspændt i dette spil, og griber sin 3DS hårdere. Det er lidt lettere for normaltstore menneskehænder at spille i længere tid på Nintendo 3DS XL-modellen, og måske spiller de fleste ikke lige så intensivt som mig op til en anmeldelse - men jeg har haft ømme hænder.
For mig, der er født engang omkring mordet i Finderup Lade, føles Smash Bros stadig som en halvny serie, der debuterede i Nintendo 64-æraen. Dengang med blot 12 figurer. I dag er der omkring 50, en nærmest obskøn mængde, og jeg antager at balancen ikke er perfekt, men den slags plejer først at vise sig efter flere års spil, og er vel heller ikke det vigtigste i et spil som Smash Bros.
At her er tale om et håndholdt spil snarere end et stationært, kan mærkes på flere måder, hvor den mest åbenlyse er den betydeligt mindre skærm. Det har Nintendo løst ved at flytte kameraet tættere på actionen, og banerne er derfor noget mindre end tidligere. De har også gjort styringen betydeligt hurtigere, og en tung gut som Bowser er nu sjovere at spille med. Endelig er der grafikken, der nu er cel-shadet, hvilket nok vil gøre mange sure. Det kan slås fra, hvis man vil, men efter at have vænnet mig til det, synes jeg Nintendo har begået et fornuftigt valg her.
Uden cel-shading bliver figurerne nemlig konturløse og sværere at se på den lille skærm, især når det går hedest for sig. At spille med cel-shading føles derfor som et must, og figurerne er endda tilpasset med stærkere farver, og det ser nydeligt ud.
Den gæsteoptrædende Mega Man ser især godt ud med dette look, men mine personlige favoritter er to andre nytilkommere, nemlig Little Mac og Pac-Man. Sidstnævnte er også gæst, og fungerer utroligt godt med sjove moves og knusende comboer, der let leder ind i superangreb som retro-flirter med det gamle arkadedesign. Little Mac er også sjov at spille som, og føles mere som en traditionel fighting-figur. Min eneste indvending er, at Nintendo tidligere har sagt de ikke ville have kampsportsatleter med i spillet, og derfor har ladt Pro-Wrestling ude i kulden, men hvis Little Mac kan være med, hvorfor så ikke Starman?
Kamp efter kamp fylder jeg kisten med gulmønter, som jeg bruger på at købe trofæer, nye figurer og baner. Og det er her, jeg indser at jeg ikke har lyst til at lægge spillet fra mig. Super Smash Bros for Nintendo 3DS er ganske enkelt vanedannende, multiplayer-kampene er korte, og der er altid noget sjovt at lave.
På mange måder er det det perfekte multiplayer-spil, og egner sig både til korte og lange spilsessioner, både med og uden menneskelig modstand. Her er så meget indhold, at det vil tage måneders intensivt spil at låse det hele op, og vil fortsætte med at underholde efter det. Jeg synes måske stadig, at Smash Bros gør sig bedst på et stort tv, men det er mest af alt på grund af selve genren, og Super Smash Bros for Nintendo 3DS kunne ikke være meget bedre.