Superbrothers: Sword & Sworcery EP

Der kommer et tidspunkt hvor man bør stille sig selv spørgsmålet: hvorfor spiller man? Personligt gør jeg det for at få en fantastisk oplevelse, blive overrasket, grebet, sejre eller forsvinde i et andet univers.

Det kan ske på mange måder, men typisk sker det igennem et samspil af flotte grafiske udtryk og lækre lydsider krydret med god musik og et velfungerende interface. Historien er ikke det vigtigste for mig, men naturligvis må den gerne være god, hvis den ikke kommer i vejen for oplevelsen i form af timelange mellemsekvenser fyldt med ævl om følelser og teenangst. Det sker bare så sjældent at historien fornøjer for mig. Enten er den alt for selvhøjtidelig, eller også er den et sammenkog af generiske plotelementer.

På samme tid gider jeg ikke et kunstnerisk udtryk, der bare er lavet for at være specielt. Især da det oftest resulterer i en fremvisning af konforme tankegange og forudsigelige såkaldte kunstneriske produktioner, der kæmper for at blive set på som specielle oplevelser. Kedeligt. Sproget i Sword & Sworcery EP er skrevet i tweet-form. Det vil sige korte sætninger og et sprog der frejdigt og selvironisk blander udtryk som "perilous precipi" og "super jazzed". I samme sætning.

Sword & Sworcery EP opfylder alle mine kriterier for en fantastisk spiloplevelse. Og samtidig er det større kunst end jeg længe har oplevet. Igennem min første time med spillet har jeg skreget af grin, råbt af frygt og kigget måbende til. Det her er lækkert.

Hvis du vil have den fulde oplevelse, bør du stoppe med at læse anmeldelsen nu, og bare købe spillet, så godt er det. Og hvis ikke, lover jeg at der kun kommer ganske milde spoilers i denne anmeldelse. Vil du gå ind til spillet helt uden informationer om selve eventyret, bør du om ikke andet springe det næste afsnit over.

Du følger en såkaldt Scythian, der er på jagt efter en ganske speciel genstand. Da vedkommende får fremskaffet denne, bliver en gigantisk ondskab vækket, og jagten på tre magiske trekanter går nu ind. Du kan nu læse tankerne hos alle i denne verden, og gennem en masse opgaver, fokus på måne-cyklussen samt rejser i både den virkelige verden og drømmeverdener skal du nu fuldende eventyret. Din Scythian får hjælp af endnu en pige, en skovhugger, en bunke spøgelser og en hund. Og naturligvis den cigarrygende fortæller.

Jeg har nu brugt et døgns tid på at lade oplevelsen bundfælde og vurdere om jeg virkelig kan kaste denne karakter efter S:S. Og svaret er ja, det kan jeg.

Grafikken ligner umiddelbart typisk pixelgrafik og noget der mest af alt bringer tankerne hen mod firsernes videospil, men lad dig ikke narre - der er et fantastisk liv i billederne ulig noget andet. Det her er starten på en renæssance for pixel-grafik.

Animationerne er perfekte, og om det er buske, der bevæger sig når en hjort springer i skjul, vejret der skifter, eller dit billede der spejles i vandet ved åen, så er det så medrivende, at flere spil med et moderne udtryk ville ønske, at de kunne sende så kraftigt et signal.

Hjernen arbejder på højtryk og udfylder hullerne med billeder, der overgår selv de smarteste fotorealistiske udtryk. Om det er et ti-tal værd, kan diskuteres, nøjagtig som kunst kan forarge eller henrykke afhængigt af øjnene, der ser. Hvad der ikke kan diskuteres er effekten. Det er nemlig ganske utroligt at iagttage resultatet, og de mange skjulte detaljer, der gemmer sig i hver en scene og hver en animation.

Da spillet for mere end et år siden blev fremvist i beta-form, var der mange anmeldere der faldt på halen af begejstring. Hvad de ikke vidste var, at det var en demo af et koncept mere end noget andet. Motoren var på plads, men intet andet. Tiden siden dengang har Capybara Games med Nathan Vella i spidsen brugt til at indsamle alverdens internetbuzz og forhåbninger og derefter skabt en unik spiloplevelse.

Skal man kategorisere S:S, vil det være nemmest at sige at det er et point and click adventure, der trækker på detaljer fra Ico, Zelda og alverdens Lucasarts-titler. Selv nævner spillets introduktion store skabere som Shigeru Miyamoto, Jordan Mechner, Eric Chahi og Fumito Ueda som sine inspirationskilder. Og det er jo lidt af en mundfuld, at sætte sig i samme liga som hovederne bag Mario, Project Dust, Prince of Persia og Shadow of the Colossus.

Rockmusikeren Jim Guthrie har samtidig leveret et soundtrack og en lydside, der er så skræmmende god, at man forundres. Codemasters MTV Music Generator til PSone, Garageband og Logic Studio er blevet brugt til at røre ideerne sammen. Det er der kommet et fantastisk soundtrack ud af, som smyger sig omkring handlingen og til tider er direkte ansvarlig for taktikker og gameplay. Husk høretelefoner!

At kaminilden i dit faste tilholdssted knitrer så den nærmest lyder som en ridset plade er heller ingen tilfældighed.

Apropos adventurespil: du styrer din lille figur ved enten at dobbeltklikke på objekter eller personer, der skal interageres med, eller du trækker fingeren rundt (eller gnubber, stryger og hvad der ellers er påkrævet for at løse opgaverne). Vil du trække dit sværd, sker det ved at vende din iPad på højkant, og så kæmper du ellers en kamp, der er en krydsning af Dancing Stage og Super Punch Out. Det er en forrygende og helt anderledes oplevelse, og bosskampe har sjældent føltes så episke.

S.S har den fulde titel: Sword & Sworcery EP. Det er endnu en pudsig reference til fortiden. EP står for Extended Play og er en henvisning til dengang musikken kom på vinyl. Betegnelsen blev brugt om plader der var længere end en single, men alligevel lidt for korte til at kunne sælges som en LP. S:S er delt ind i korte segmenter, der kan spilles på under en halv time (selvom den første halve time tog denne skribent over en time). Alligevel er der let flere timers solid underholdning gemt her.

Hvis det bare var et spørgsmål om kunstnerisk grafik og lækker musik, ville jeg ganske sikkert stadig have nydt oplevelsen med S:S. Men det ville samtidig være røget i kassen med titler jeg aldrig vender tilbage til. Men dette er et eventyr, der bringer tankerne tilbage på dengang en historie kunne være spændende, medrivende, sjov, ironisk og selvreflekterende.

Når jeg gennemlæser denne anmeldelse, føles det mere som en salgstale end en kritisk gennemgang, og det er ganske enkelt fordi, jeg synes at S:S fortjener en enorm succes og mener at den kan appelere til folk, der normalt ville gå i en stor bue udenom artsy-fartsy produktioner fra overdrevent prætentiøse udviklere. Hvis du siden Another World har ledt efter en tilsvarende wauw-oplevelse, så er den nemlig her. Er du ikke til point and click-eventyrets typiske gåder og mekanikker, vil du måske være knapt så begejstret, men du vil stadig få et rigtigt godt spil.

Superbrothers: Sword & Sworcery EP er en audiovisuel rejse, der ikke kan sammenlignes med andet. Køb det. Vi behøver flere af denne slags spil.