Magen til superhelte-tilstrømning har man sjældent set på konsol-markedet. Fantastiske mutanter og modige cyborgs dukker op overalt, men ingen er helt naturligvis så kendt og legendarisk som selveste Superman. I sidste måned så vi på den nye Superman-titel Shadow of Apokalips til PS2, som tog udgangspunkt i tegnefilmsudgaven af vores kryptoniske helt. Xbox-varianten er udviklet af Circus Freak og er baseret på film -og tegneserievarianten af Superman, som har en mere dyster og mørk stemning. Superman har efterhånden stået model til et utal af computerspil, og desværre har de fleste været af tvivlsom karakter. Vi har set nærmere på om Kryptons søn formår, at flyve helt til tops på Xboxen.
Superman - manden af stål og andre tungmetaller
Af den ene eller anden grund har alle superskurke et indlæringsproblem. De tror alle at de kan overtage verden, og samtidig slå Superman ihjel på diabolsk maner. De lærer ikke af deres fejl og tror, at deres plan netop DENNE gang vil lykkedes. Historien i The Man of Steel (MoS) skuffer ikke på dette punkt, og i denne ombæring er det gode gamle Lex Luthor og Braniac der har haft gang i konspirationerne.
Braniac har været spydspids i opfindelsen af en masse nye teknologiske apparater, som skal bruges til at erobre Metropolis og med i købet gøre det af med Superman. Gennem en lang række missioner skal du gentagende gange redde uskyldige mennesker, forhindre katastrofer og sidst men ikke mindst forpurre skurkenes planer. Der går dog ikke specielt langt tid før, at missionerne begynder at gentage sig selv - og trods forskellige omgivelser har man som spiller ofte fornemmelsen af, at "man har været her før". Sluk den, red dem, flyv derover, sluk den brand, slå på dem osv. - disse instrukser er et godt eksempel på briefingen i missionerne. Nu hvor Circus Freak havde taget tegneserien som udgangspunkt havde jeg håbet, at de ville grave lidt dybere end dette. Tegneserierne indeholder mange spændende historier og plots, som kunne have været brugt i missionerne - en skam disse ikke er blevet implementeret.
Livet er at suse rundt over Metropolis’ gader
Vi kender alle Supermans fantastiske evner og alle er repræsenteret i MoS, som du får brug for i din kamp med Lex Luthor & Co. Disse omfatter strålesyn, røntgensyn, superhørelse og naturligvis de mere "gængse" ting såsom superstyrke og evnen til at flyve. Disse kræfter er absolut et af spillets højdepunkter, og der er sjovt at udøve dem på diverse bøller. Områderne hvori spillet foregår er meget store, og de giver en god fornemmelse af frihed. Det er et flot syn når man flyver over de mange bygninger i Metropolis’ gader, og denne store bevægelsesfrihed klæder spillet i høj grad - og kører endda med en fornuftigt framerate. For at kunne afvikle disse store områder har udviklerne desværre valgt at ofre lidt af detaljerigdommen, som tydeligt kan ses når man kommer lidt tættere på de mange objekter i omgivelserne. Polygon-tallet er til tider iøjnefaldende lavt, og spillets textures er af meget svingende kvalitet. Et lyspunkt er ubetinget spillets lydside, der i form af gode stemmer og lydspor leverer en solid oplevelse. Supermans stemme er lige i øjet, og han lyder præcis som jeg havde forestillet mig ham - pompøs og duksedrengsagtig. Lydsporet er ligeledes episk og dynamisk, og passer godt til superhelte-temaet.
Nok mere Clark Kent end Superman
Superman : The Man of Steel er en titel med mange gode sider, men desværre har det som nævnt en del problemer med at holde spilleren interesseret. På mange måder minder Mos meget om Shadow of Apokalips til PS2, da missionsstrukturen er meget ens. Shadow of Apokalips bliver dog trukket op af det meget charmerende tegnefilmsudtryk og ikke mindst de gode mellemsekvenser og stemmer i spillet. Dog lider begge spil af at være ret ensformige, men MoS har ikke helt samme charme. Havde vi haft en ukendt helt i hovedrollen ville spillet helt sikkert få meget lidt opmærksomhed, men nu er det trods alt Superman vi har med at gøre. Drømmen om at være Superman, og bruge hans overnaturlige kræfter, appellerer i høj grad de fleste. Efter en time eller to i hans selskab virker desværre bare ikke så sørens super igen. Man of Steel ender med, kun i kraft af Superman-licensen, at være en action-oplevelse en anelse over middel.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 5 / 10
- Spilbarhed
- 5 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 6 / 10