Min hånd bæver i det skarpe lys fra spotlampen. Den hypnotiske bippen fra hjertemonitoren er den eneste lyd, der høres i operationsrummet. Febrilsk griber jeg fat i den elektriske rundsav, og giver mig til at save igennem patientens ribben. Blodet sprøjter, og den mekaniske bippen bliver hurtigere og hurtigere. Ribbenene giver efter, og jeg tager hårdt fat i patientens lunger, og trækker så hårdt til som jeg kan. Lungerne flyver ud, og afslører det dunkende hjerte. Omsider lader operationen til at nå sin afslutning, men glædesrusen gør mig uopmærksom, og med ét har jeg tabt rundsaven ned i patienten. Jeg forsøger at hive den op igen, men den sidder fast mellem patientens organer, og blodbadet vil ingen ende tage.
Lad os først få teknikaliteterne af vejen: Surgeon Simulator udkom under stor mediebevågenhed på Steam i april sidste år. Spillet var, sammen med det lige så famøse Goat Simulator, med til at starte Simulator-bølgen, der til dags dato indeholder Super Hero Simulator og sågar Rock Simulator. Disse er alle niche-titler, der forsøger at presse noget komedie ud af deres respektive latterlige præmisser, og i denne nye sortkomedie-subgenre er Surgeon Simulator kongen. Præmissen er simpel: du er en kirug, og du skal udføre en række komplekse kirurgiske indgreb på en patient, og disse indgreb er alt lige fra hjertetransplantationer til øjenoperationer. Til at kunne udføre disse indgreb har du en lang række værktøjer at vælge imellem. Rundsav, hammer, sakse, knive, adrenalinsprøjter, you name it, og hver af disse har både deres styrker og svagheder.
Det lyder rimelig lige til ikke sandt? Sagen er dog den, at selve styringen er gjort bevidst klodset, så noget så simpelt som at samle et værktøj op kan være noget af en opgave. Med henholdsvis R1 og R2-knappen styrer du kirurghåndens fem fingre, og med venstre og højre styrepind kontrollerer du håndens position. Det lyder ikke så slemt, men når din patient storbløder og du febrilsk roder rundt efter bedøvelsen, viser kompleksiteten sit ansigt. Hvert eneste objekt på operationsbordet, samt patientens stakkels organer, har en fysisk tilstedeværelse takket være Unity-spilmotoren, så når du nu står og hiver og flår i diverse kropsdele, flyver værktøjer, lunger, nyrer og sprøjter rundt i luften. Det er brutalt, frustrerende og hylende morsomt, og Surgeon Simultator er, trods indie-rødderne, et både veldesignet og poleret produkt.
Desværre er det sådan med komiske spiloplevelser, at luften kan gå af ballonen, og at underholdningen der opstår gennem den bevidst klodsede styring forvandles til frustration. Surgeon Simulator ser sig ikke helt fri af dette fænomen, og når du nu engang når til tiende forsøg, er komikken gået tabt, og er umiddelbart erstattet af blindt raseri. Dette betyder sandelig ikke at der er noget galt med designet, men Surgeon Simulator kan desværre ikke holde fast på den gode stemning i særlig lang tid af gangen. Dog er der heldigvis tilføjet en kooperativ del, så to venner kan arbejde sammen om at få operation til at gå glat, og selvom kaosniveauet stiger med to flagrende hænder på skærmen, er det en del sjovere og mindre frustrerende at fejle brutalt med en ven, end det er alene.
Æstetisk tager Surgeon Simulator kraftig inspiration fra 80'erne og 90'ernes doktorsæbeoperaer som Skadestuen og General Hospital, med et tilpas synthkeyboard-heftigt soundtrack, og en farverig visuel stil. Det passer enormt godt til spillets kaotiske og morsomme design, og giver samtidig anledning til en smule kærkommen nostalgi.
Desværre redder det stilsikre lyddesign og den kaotiske kooperative tilføjelse ikke Surgeon Simulator fra kedsomhedens og frustrationens afgrund, og selvom de første timer er hylende morsomme, specielt i godt selskab, formår Surgeon Simulator ikke at være mere end et forlænget party-trick.
