SWAT: Global Strike Team

Spørgsmålet er om udviklerne hos Argonaut Games har været i stand til at udvikle en first-person shooter, der kan gøre sig over for titler som f.eks. Rainbow Six og dermed bringe SWAT-serien en levedygtig generation videre.

Vi befinder os i år 2008, hvor international terrorisme og overgreb på fredelige og lovlydige civile har nået et punkt, hvor det har været nødvendigt at oprette en international fredsbevarende fredsstyrke med navnet Global Strike Team. Ved spillets start har du kommandoen over 3 af team-medlemmerne: Kincaid, en allround jægersoldat, Jackson, der står for at uskadeliggøre bomber og sprængladninger og Lee, skarpskytten, der håndterer sin riffel med samme præcision som en laserstråle i hænderne på en øjenkirurg.

Det meste af tiden spiller man som Kincaid, der leder missionerne og udsteder ordrer til de andre team-medlemmer, men det hænder, at man kan skifte til Lee, der befinder sig i en anden position, hvorfra man lige skal uskadeliggøre et par modstandere, inden man skifter tilbage til Kincaid. Singleplayer-delen i Global Strike Team er lige efter bogen, så meget så det rutineprægede lurer lige under overfladen. Første mission udspiller sig i en belejret, hvor teamet bliver sat ind for at overmande en flok svært bevæbnede bankrøvere, og sørge for at gidslerne slipper ud med livet i behold.

Teamet kommer ind gennem kloakken og op i banken fra kælderen. Der er døre, der skal åbnes, bomber, der skal desarmeres, ja i det hele taget udfordringer, der sjældent skiller sig ud fra mængden. Kommandoerne afgives med brug af controllerens piletaster, eller endnu bedre - hvis du er i besiddelse af et headset - simpelt hen ved at råbe dem til dine team-medlemmer. De samme udfordringer går i grunden igen, hvor missionerne efterfølgende rykker sceneriet til bl.a. et udtjent indistrikompleks i én af de tidligere sovjetrepublikker, men omgivelserne er udført med detaljer og en stemning, der langt henad vejen har held til at overdøve gentagelserne.

Ikke overraskende står våbenbruget i centrum i en first-person-shooter. Før hver mission kan man vælge 3 våben: dødbringende, ikke-dødbringende og granater. De begrænsede valgmuligheder opvejes rigeligt af muligheden for at opgrade de primære våben i takt med at spillet skrider frem. Desuden er det både nemt over overskueligt at vælge bevæbning, så man ikke løber sur allerede inden missionen er i gang.

Men nu er der ikke tale om et skyd-først-spørg-bagefter-spil. Faktisk har man et tydeligt større udbytte - med hensyn til points og opgraderingsmuligheder - når man kan få skurkene til at lægge våbnene, så man udstyre dem med håndjern - end bare at pumpe dem fulde af bly. Et compliance meter viser, hvornår det er præcist det rigtige tidspunkt at overmande, men det gælder selvfølgelig stadig om at være på vagt, og det kan være nødvendigt at bruge f.eks. chokgranater for at bringe dem til fornuft.

Campaign mode fungerer som navnet siger, Cooperative mode lige sådan. Derimod er der i Deathmatch en række spændende variationer, både af mand-til-mand-typen og for dem, der foretrækker at spille på samme hold. Alt i alt kan det dog ikke skjules, at udfordringerne i det grundlæggende gameplay ikke rummer epokegørende nyheder.

SWAT: Global Strike er visuelt ikke voldsomt imponerende, men stemningen er fin og spillets action er langt hen ad vejen både lettilgængelig og medrivende. Dermed sidder man efter at tumlet med spillet på sin PS2 tilbage med en spilmæssig mæthed, der dog hurtigt fortager sig, fordi der trods mange gode takter er tale om spilmæssig fast food.