SWAT: Global Strike Team

Hvis man bruger for lang tid på at pudse en spil-idé af, så ender man med at blive snigløbet indenom. Det er stor set, hvad der er sket for engelske Argonaut, der de seneste år har haft gevaldige succeser med bl.a. det kommercielle Harry Potter and the Chamber of Secrets, mens firmaets egne påfund som Malice og Orchid har måtte lide døden efter længere tid i et sandt udviklingshelvede.

SWAT er en af de titler, der desværre er synligt præget af det interne kaos, udvikleren har måttet slås med de senere år. Spillet har ganske enkelt været for længe undervejs, og derfor er både den visuelle såvel som den gameplaymæssige side af spillet underudviklet. Spilkoncepter og i høj grad den grafiske formåen fås simpelthen bedre i både Rainbow Six 3 og SOCOM US Navy Seals, noget der må skuffe de pc-fans, der kender serien fra før dens første indtræden på konsollerne.

Det starter ellers godt. Efter en noget klichéfyldt åbningshistorie får spilleren styringen over SWAT-lederen Mathias Kincaid, der sammen med Anthony Jackson, en allround elektroniktroldmand, og den asiatiske Kana Lee, der naturligvis er udstyret med en gedigen snigskytteriffel, skal tæmme alverdens terrorister og dertilhørende bomber. Hele kloden tages i brug, og spilleren rejser både til det golde Rusland, undergrundsbanen i London samt til downtown Los Angeles for at løse livsvigtige opgaver. Det hele præsenteres i et lettilgængeligt og ret ordinært FPS, der i glimt viser, hvad det hele kunne være drevet til med en længere udviklingstid og en bedre forståelse af Xbox-konsollen.

Der er dog et par fornyelser under overfladen. Den største og mest indflydelsesrige er Compliance-meteret, der giver spilleren mulighed for at anholde forbrydere og terrorister ved hjælp af velplacerede skud over hovedet, snigen ind på fjenden og et par verbale kommandoer. Ved at presse fjenden kan det tit lykkes at få dem til at overgive sig, uden at et enkelt patronhylster forlader spillerens våben. Dette er også nødvendigt, da man som SWAT-soldat, ikke har muligheden for hverken at dræbe fjenden eller på anden måde uskadeliggøre ham, før man selv bliver skudt på.

Compliance-meteret stiger som fjenderne mister moralen, og når den når sit toppunkt, skal der ikke andet til end at smide et par håndjern i deres retning. Dette element fungerer strålende og er med til at hive SWAT: Global Strike Team op over de mest middelmådige spil. Det samme gælder samarbejdet med ens kollegaer. Her har Argonaut ikke sovet i timen, og man besværes aldrig af en tåbelig AI, der ikke er til for andet end at løbe i vejen eller tage de forkerte beslutninger. Pathfinding fungerer pragtfuldt, mens de enkle kommandoer, der kan gives til teamet, bliver fulgt ned til sidste bogstav. Spilleren kan så vælge, om dette skal gøres med et headset, eller blot ved hjælp af det digitale pad. Der indtræder også en form for forløsning, når man som Kana Lee sættes af lidt fra et indsatsområde og så skal rydde det for forbrydere. Snigskytte-elementet er nemlig godt implementeret og ganske givende, og havde udvikleren blot tøjlet resten af spillet med samme entusiasme, så kunne SWAT have været en meget større fornøjelse.

Til gengæld er modstanden i spillet så som så. Terrorister snorksover på arbejdet og aktiveres mekanisk, når man sniger sig tættere på. Spillets skygger kan ikke bruges til noget, og man ender derfor med at lave et regulært styrtløb mod de mest udsatte steder, mens aftrækkeren holdes inde. At den generelle sværhedsgrad heller ikke er noget, der bringer andet end de absolutte FPS-jomfruer problemer, er kun med til at cementere SWAT's store problemer. Det har ganske enkelt ikke et gram af taktik over sig og er mere et ordinært FPS krydret af med et par muligheder for at kommandere rundt med et par kollegaer. De utilgiveligt mange continues, gør heller ikke meget for at få spilleren til at stramme sig an.

Værst står det dog til for grafikken. Alt fremstår hakket og yderst skrabet. Animationerne mangler liv, mens alle fjenderne mere ligner modellervoks, der har fået lov til at smelte i solen en rum tid. At de samme overflader så bruges igen og igen, gør ikke det hele meget bedre. Selv ikke når Argonaut prøver at blære sig med de typiske lyskilder, synes SWAT at være særlig vellykket på den visuelle front. Det er sjusket og uden fokus på, hvad en Xbox kan afstedkomme, og det er generelt skuffende. Musikken, dialogen og lydeffekterne er dog ret solide, og mens det ikke ligefrem er stemmetalenter fra en disneyfilm, der bliver trukket rundt i arenaen, så er den soniske front ganske vellykket - om end meget typisk for den slags spil.

Online-muligheder er der ikke mange af, og slet ingen hvor man rent faktisk spiller mod hinanden. Det eneste, som lyser op i mørket, er muligheden for en omgang co-op med en ven. Dette foregår på de baner, man spillede igennem alene, men som til formålet er lavet om, så man kan støtte hinanden i at låse døre op og nedlægge fjender.

SWAT: Global Strike Team er ganske enkelt ikke godt nok. Ambitionsniveauet er for lavt, og i en genre, hvor pc-spillere i lang tid har haft adgang til nogle visuelle perler, der samtidig havde en vis taktisk tyngde, er Argonauts forsinkede titel ikke værd at løfte brynene særligt højt for. I sidste ende er SWAT: Global Strike Team mere en mild udgave af TimeSplitters med AI-droner, end et taktisk anlagt antiterrorspil med egentlig dybde, og det er i den ånd, at man enten skal se nærmere på spillet eller lade det ligge.