Sword of Mana

Hos de mange RPG-connoisseurs er Square Enix et af de firmaer, der bare ikke kan gøre noget forkert. Udvikleren er faktisk indbegrebet af eventyrgenren, og med spil som Final Fantasy og Dragon Quest-serierne under bæltestedet, har den japanske gigant i årevis sprøjtet metervare ud - altid af en forholdsvis høj klasse.

Men de seneste år er det gået gevaldigt ned ad bakke for firmaet. Unlimited Saga, den old school-prægede Final Fantasy: Crystal Chronicles og nu Sword of Mana er skuffende bekendtskaber, der stort set træder vande og på ingen måde tilbyder hærdede spillere andet end et skabelonskåret eventyr i den forventede ende af skalaen. Det gælder i særdeleshed Brownie Brown’s seneste spil, der er en slags remake af det første Mana-spil. Udvikleren har ganske enkelt sat kreativiteten på stand by og løftet store dele af det grafiske udtryk ud af Seiken Densetsu-serien. Dette følges op af et uendelig tamt og ligetil gameplay, der vil virke kedeligt på alt andet end den mest hardcore fan.

Historien kredser omkring en ondskabsfuld hersker, meget opfindsomt kaldet Dark Lord, og det berømte Mana sværd. Som altid køres der hårdt på de mest åbenlyse klicheer, og der skal da også en god portion tålmodighed til, hvis man skal igennem et minimum af spillets 20-25 timers lange plot. Dialogen er intetsigende, træg og til tider direkte unødvendig, og spillets mange gåder syntes at være direkte genbrug. Derudover så er hverken kampe med almindelige fjender eller for den sags skyld de store bosser andet, end en omgang traven frem og tilbage og lidt løben i cirkler - det er ikke til at fatte at Brownie Brown ikke har balanceret spillet bedre.

Der er dog lyspunkter i spillet. Muligheden for at skabe sit eget sværd, rustning og andet syntes at være godt og de mange mini-opgaver, som er strøget rundt omkring giver spilleren et pusterum, når det hele blive en tand for traditionelt. Desuden fungerer menu-hjulet stadig intuitivt og godt. Det samme kan dog ikke siges om AI’en og specielt ikke dennes pathfinding. Det er tydeligt at se at udvikleren har lagt Sword of Mana an på to-spiller action, så når man spiller det alene skal der kæmpes indædt mod en ringe computer-spillende karakter, der enten sidder fast i klipper, huse og træer, eller som konstant vælter ind i fjendernes svingende sværd. Du vil, som spiller, kort sagt blive sat på en temperaments prøve af format, når den vaklende AI prøver at følge dig gennem eventyret.

Man kan kun håbe at Brownie Brown’s eget Magical Vacation, der i øvrigt er meget forsinket, udviser lidt mere pionerånd, for Sword of Mana er venstrehåndsarbejde fra en udvikler, der ellers har styr på sagerne.