Jeg har aldrig nogensinde haft en eneste god oplevelse med et koreansk online rollespil. Hvorfor? Fordi mentaliteten i østen åbenbart er helt anderledes, når det kommer til eventyr på internettet. Mens vi i vesten lader os tryllebinde af gode historier og eventyr, tager østen til takke med slagtning af monstre i tusindvis af timer, hvorefter rosinen i pølseenden er spiller-mod-spiller-indhold til man segner. Se blot på Archlord, som gav mig en depression uden lige.
Og på det sigt gør Sword of the New World: Granado Espada faktisk ikke nogen markante forsøg på at skille sig ud fra flokken, selvom der kommer til at være forskel på den koreanske version, samt den version, vi får her på vore breddegrader. For det første, skal der investeres mellem 300-400 timer, før end man overhovedet opnår spillets maksimale niveau - herefter skal der spenderes endnu længere tid på at opnå nye færdigheder til sine karakterer.
Når jeg nu siger karakterer, så er der faktisk masser at holde styr på i dette nye koreanske online eventyr; hele 36 af slagsen. Men bare rolig, du kommer ikke til at styre mere end 3 ad gangen. Det hele foregår faktisk overraskende traditionelt, og det føles til tider som om man blot styrer en enkelt karakter. Min familie bestod i dens spæde stadie af en kriger, en skytte, samt en kvinde med helbredende kræfter. Disse tre tog jeg ud på eventyr, og eftersom jeg primært valgte at styre min kriger, lod jeg min helbreder og skytte stå i baggrunden og hjælpe mig. Det fungerede rigtig fornemt.
Til forskel for mange andre online rollespil, er kampene i Sword of the New World: Granado Espada overraskende tempofyldte. Det kan vel bedst sammenlignes med Neverwinter Nights og Diablo; man er til alle tider oppe mod enorme mængder af fjender, men heldigvis har man sin gruppe som støtte. På de tidligste niveauer handler det dog kun om at klikke et sted på kortet, hvorefter familien nedlægger samtlige fjender i området, uden at man skal bruge nogen specielle færdigheder. Som man stiger i niveauer skal hjernen dog gradvist kobles til, og man kommer også til at kæmpe mod nogle temmelig farlige fætre.
Men hvis man styrer 3 karakterer, hvad pokker skal man så med de andre 6000 spillere, som huserer hver server? Svaret er simpelt. Der venter mange mørke grotter med drager og dæmoner, som kræver mange spillere at nedlægge. Lyder det bekendt?
Som jeg nævnte tidligere, så er der forskel på østens og vestens version af Sword of the New World: Granado Espada. For det første vil der være mange flere missioner at finde i vesten, og samtidig vil der blive gjort mere ud af at fortælle en god historie. Det er i hvert fald, hvad udviklerholdet påstår. Men så må de virkelig tage sig sammen, for det, jeg har oplevet af historien indtil videre, er direkte grinagtigt. Selvfølgelig er spillet stadig i et lukket beta-stadie, men oversættelserne fra koreansk til engelsk er så patetiske, at "Your base are belong to us" pludselig er noget af det mest grammatisk korrekte engelsk jeg har oplevet. Suk!
Sword of the New World: Granado Espada er en svær størrelse. På den ene side er det et helt igennem traditionelt koreansk online rollespil, og på den anden side er der et par enkelte twists, der lige gør det en tand mere interessant end så mange andre koreanske online eventyr. De hurtige kampe, samt muligheden for at styre op til 3 karakterer ad gangen gør det unægteligt attraktivt, men på trods af dette er jeg helt sikker på, at jeg ikke vil være at finde i Sword of the New World når spillet kommer om ganske kort tid. Det er bare for... koreansk. Eller også har jeg bare mit sociale liv for kært. Humbug!