Sword of the Samurai

Når man ser samuraier på film er det altid sådan noget med nogen enormt indelukkede fyre der lægger stor vægt på æresbegreber og at gøre ting på den rigtige måde i forhold til Yin, Yang , Zen og hvad ved jeg. Heri ligger noget ret dragende. Spændingen, mystikken og indelukketheden gør tanken om at være en rigtig Samurai til lidt af en våd drøm. Så er det jo bare dejligt at vi har de flinke udviklere fra Lightweight. Folkene der tidligere gav os den hæderlige Bushido Blade serie, og det knap så hæderlige Kengo, er nemlig nu klar med en ny titel. Sword of the Samurai er navnet, og formålet er ganske enkelt at blive den bedste Samurai i Japan på et eller andet tidspunkt for længe siden. Det er det i hvert fald i spillets hoveddel, nemlig Bushido Quest, den historiebaserede part.

Det er i selve atmosfæren at SOTS har sin styrke. Der er gjort meget ud af roen i spillet, så meget at det af og til nærmest forekommer kedeligt, og her vil nogle gamere allerede stå af. Men giver du dig selv lov til at leve dig ind i hvad det vil sige, at være en nobel samurai, er der stor glæde at hente i SOTS rolighed. Selve spilsystemet lægger sig meget tæt op ad Kengos. Du starter med at designe din egen karakter, og træder herefter ind i rammerne, først en lille japansk bondeby, hvor der er åbne turneringer, kampe med rigtige sværd i mørkets ly og diverse dojos. Det er din opgave, at træne dig selv op til at vinde guvernørens store turnering, og på den måde komme videre i historien. Hvad der adskiller SOTS fra diverse andre kampspil er - nå ja, kampene. Som i Lightweights tidligere titler gælder det nemlig ikke om at tæske løs til den store guldmedalje, men at tænke sig godt om, og hugge til på det rigtige tidspunkt. I starten er det rent ud sagt uendelig svært, men det er jo selvfølgelig derfor du kan gå i Dojo og træne dig op.

Selve træningssekvenserne i SOTS er mildt sagt ret kedelige. Det viser sig nemlig at afvekslingen i de forskellige koordinationer af knapperne er uhyre lille. Det gælder om at tildele forskellige bevægelser alt efter hvordan du står med dit sværd, og er de først tildelt i din menu, er det stort set de samme to knapper der hele tiden skal trykkes på. Dette underminerer hele tanken om at du skal tillære dig specielle evner, og al pseudo-samuari snakken om at finde roen i sig selv, vide hvornår man skal slå til og være i konstant balance, svæver hen i spørgsmålet om hvornår din fedtede finger rammer joypaddet.

For at få informationer og bedre dig selv, kan du stille op i uofficielle turneringer er fortsætter til du enten bliver slået ud eller trækker dig. Her får du chancen for at tage del i reelle kampe før de store slag i guvernørens turnering skal slås. Folket bag SOTS blærer sig med muligheden for at kæmpe mod 30 rigtige samuraier fra tidernes morgen, og det er da også en herlig feature, hvilket selvfølgelig kræver at du ved hvem de er. Det gør jeg ikke.

Men alt dette er det rent sportslige. Som samurai i SOTS har du også muligheden for at tage del i skyggesiden, nemlig ved uofficielle turneringer med rigtige sværd. Hvor du i andre turneringer kun kan blive slået ud, har du her muligheden for rent faktisk at blive slået ihjel, og tilmed samle en masse dårlig karma op hvis du overlever. SOTS gør nemlig brug af et popularitetsbarometer, som udover at stille en masse tal op, ikke rigtig gør væsen af sin væsentlighed. En anden mulighed for at dø får du ved at udføre opgaver for en såkaldt recruiter. Dette kan for eksempel være at beskytte en købmand fra onde folk der vil slå ham ihjel. Alle disse missioner udmærker sig ved at være grimme, langsomme og kedelige. Heldigvis har de ikke rigtig noget at gøre med resten af spillet, udover det faktum at de senere Dojos du kan indtræde i ikke er så glade for at de slår folk ihjel for penge. Det er vidst noget med det der æresbegreb og sådan noget.

Grafikken er generelt ikke særligt bevægelig. Det går langsomt, og jeg skal ikke kunne sige om dette rent faktisk er tilsigtet, da det da giver den der berømte følelse af ro. Men blandet sammen med at karaktererne ikke synes at ville røre særligt meget på sig, virker et hele en anelse tørt. Lyden er lidt susen i træerne og skrig når nogen bliver ramt, og det er da om noget ret spartansk. I virkeligheden plages SOTS af e samme problemer som Lightweights tidligere titler. Der er en masse gode ideer, men det virker som om de er virkeligt svære at udføre. I hvert fald bliver SOTSikke aldrig til andet end et pudsigt bekendtskab er langtfra besidder den samuraiåndens mystiske tåger. Du får en masse snak og teori om hvordan alting skal kunne balancerer på en knivsæg og noget sort tale om dybfølthed, det er bare svært at kapere når selve spiloplevelsen virker som om den vil en helt anden vej. SOTS er for kedelig til at kunne begå sig blandt andre spil i genren, og for vagt til at kunne skabe en genre omkring sig selv. En helt igennem middelmådig, og deraf utilfredsstillende oplevelse med mindre man er fan af genren.