Sportens ambitioner, sved, konkurrencelyst, tårer og anstrengelser er hvad Eidos har pakket sammen sammen i en lidt mere nørdvenlig sportsudfoldelse til Playstation. Sydney 2000 er det tætteste mange kommer på at løbe 100 meter på omkring 10 sekunder, men til gengæld er det også udført i en nutidig version af den gode gamle Track and Field arkadestil.
Deltag i De Olympiske Lege
Ligesom med Hollywood blockbusters, følger der side om side med enhver stor sportsbegivenhed altid et tilsvarende spil der skal spinde guld på licensen. Eidos har grebet faklen og er spurtet imod målstregen med udgivelsen af Sydney 2000 til Playstation, her lige inden OL. Og vi har slidt huden af fingrene, for at teste spillet for dig.
Old School is back!
Har man nogensinde prøvet de gode gamle atletikspil i spillehallerne eller på C64 er princippet i Sydney 2000 let genkendeligt, da det i bund og grund handler om at tæske knapper til fingrene falder af.
Men helt efter den gamle grundbog er Sydney 2000 dog ikke. Sydney 2000 består af 12 forskellige discipliner der (selvfølgelig) alle er olympiske sportsgrene. Hvadenten man er konkurrencemenneske til slavisk gennemgang af alle sportgrenene eller bare vil hyggespille lidt med nogle venner engang imellem, så vil Sydney 2000 ramme plet i hos de fleste. Og så kan man gemme sine bedste rekorder, og lade vennerne forsøge at slå dem. Sjovt tidsfordriv.
Mange af sportsgrenene er simple og lette at gå til, som f.eks. 100 meter løb, men der er også dem der er mere avancerede. Hammerkastet er for eksempel ikke helt sådan til at finde ud af, de første par gange man spiller, men det er da lykkedes mig at sende ´hammeren´ afsted en enkelt succesfuld gang.
Vælg dit kondi niveau
Sportsgrenene er som følgende: 100 meter sprint, 110 meter hækkeløb, spydkast, hammerkast, trespring, højdespring, dueskydning, 100 meter freestyle svømning, 10 meter platforms udspring, vægtløftning i supersværvægts klassen, olympisk cykelsprint, og kajak ski slalom.
10 meter udspringet er en af de discipliner der især skiller sig ud fra de andre. Man vælger til at starte med hvilken type spring man vil lave, derefter hvilken variation af det (alt efter sværhedsgrad giver det bedre point) og derefter springer man. Man skal nu time tastningen af knapper efter de niveauer man er på. Det kan for eksempel være kryds, kryds, kryds, hvis det er et simpelt spring, eller kryds, bolle, firkant, trekant, kryds hvis det er et af de sværere. Hver tastning skal koordineres efterhånden som springeren rammer det punkt, hvor tasten hører til (kan ses på skærmen). Ellers er resten af disciplinerne rimelige ligetil, med nogle enkelte fantasifulde udførelser imellem.
Fuld kontrol
Kontrollen består ganske enkelt af de fire knapper, på højre side af padden, der er delt op i 2 action knapper og 2 powerknapper. Den gennemgående kontrol i det meste af spillet er at hamre skiftevis på de to powertaster og nogle enkelte koordinerede tryk på action knapperne af og til.
Sværhedsgraden skifter en del og af og til bliver det en smule advanceret... man skal for eksempel være temmelig præcis for at lave et hammerkast der når ud af det stålbur man står i, til gengæld kræver 100 meter løbet ikke andet end nogle hurtige fingre, så har man ikke den bedste hånd til øje koordination, har man chance for at tæske igennem i de mere simple discipliner.
Flot nok
Grafisk set er Sydney 2000 til Playstation ikke noget vidunder, men absolut heller ikke det værste man kan få. Der er mange gode detaljer såsom man kan se hammerkastet på en storskærm i baggrunden over tilskuertribunen, imens man kaster. Atleterne er udmærket animeret og andet er der ikke at sige til det. Lydsiden er skam også udmærket, hvis man kan se bort fra de to britiske kommentatorer, der lidt for tit lyder som om de siger de samme 3 sætninger igen og igen.
Konklusion
Sydney 2000 er et spil der skal spilles på Playstation. Det er skideskægt at stå/sidde/ligge sammen med vennerne og konkurrere om hvem der kan løbe hurtigst og få de mest tilsyrede fingre.
Skal jeg vælge imellem PC versionen og Playstation versionen er det klart Playstation der vinder min begejstring. Charmen ved at sidde med op til 8 spillere omkring en Playstation og et 20 tommers fjernsyn er så meget bedre end det kan blive på PC. Knap så god grafik, men gameplayet er I mine øjne meget vigtigere. Hvad er det at sige andet end... Fedt spil.