Bortset fra nogle få undtagelser som Half-Life: Alyx, er det meste af det, der bliver lanceret til VR, små minispil eller glorificerede tech-demoer snarere end store, mindeværdige killer-titler. Vi har stadig ikke set skyggen af Call of Duty VR, Halo VR, God of War VR, Killzone VR, Grand Theft Auto VR eller alle de andre titler, som mange var sikre på, at vi ville blive introduceret til for flere år siden. Formatet og teknologien er stadig nichepræget og dyr, hvilket selvfølgelig betyder, at de store, tunge spil, der sælger hardware, heller ikke er tilgængelige.
Jeg var dog meget spændt på Synapse til PSVR2, ikke mindst fordi udviklerne Ndreams står bag det glimrende Fracked. Præmissen lød også virkelig interresant. Du spiller som en specialagent, der ligesom i Nolans tætpakkede thriller Inception hacker sig ind i folks bevidsthed for at knække deres sind, stjæle hemmeligheder og knuse al modstand i form af koncentreret ondskab. Denne gang handler din mission om en særlig modbydelig fyr, hvis sind er fyldt med skydegale, dødbringende dæmonsoldater. Din opgave er ganske enkelt at hacke ind i hans kranium og rydde det hele væk, og det udvikler sig hurtigt til en voldsom affære. Men for at nå aldersgrænsen på 12+ har Ndreams pakket al den overdrevne vold ind i en slags stilistisk, steril drømmeverden, der mest af alt ligner en sort-hvid feberdrøm.
Til at hjælpe dig med at rydde fjenderne af vejen har du selvfølgelig skydevåben, men også telekinetiske kræfter, der giver dig mulighed for at kaste rundt med fjenderne eller samle forskellige genstande op og kaste dem mod angribende "tanks". Præmissen og den evne, jeg som spiller besidder, giver minder om det gamle (smerteligt undervurderede) PS2-eventyr Psi-Ops, og kræfterne i sig selv giver en herlig fornemmelse at være en Darth Vader udstyret med skydevåben. Der er noget ekstremt givende og vanedannende ved at slynge fjender op i luften og kaste dem rundt som karklude, mens man skyder huller i deres sodsværtede kroppe, før de rammer jorden. Balancen mellem telekinetiske kræfter og rene skydevåben fungerer godt, og symbiosen mellem dem er glimrende udført. Så snart du har styr på spilmekanikken, er det svært ikke at føle sig som den vildeste dræbermaskine, og under mine spilsessioner har jeg flere gange spekuleret på, hvordan dette ville fungere i en lidt anden setting, med rigtige mennesker som fjender og mere virkelighedsbaserede miljøer.
Heri ligger et af de største problemer med Synapse for mig. Hele denne sort-hvide, drømmeverden i en persons "underbevidsthed" bliver hurtigt kedelig, synes jeg, og hele designet ville have fungeret meget bedre som et lille indslag i et spil, hvis miljødesign og fjender havde lænet sig en smule mere op ad virkeligheden. Jeg synes, Synapse minder lidt om mareridtssekvenserne i Max Payne, der fungerer godt som et lille afbræk, men aldrig ville være i stand til at bære et helt spil. Desuden bliver ildkampene håbløst ensformige efter cirka en time, og de resterende ti timer, som det tog mig at gennemføre Synapse, føltes virkelig bare som regelmæssige gentagelser af nøjagtig det samme, igen og igen og igen.
Dermed bringer Synapse mig desværre også tilbage til udgangspunktet. Det har en meget fin spilmekanik, men der bygges ikke nok på det solide grundlag, og det hele giver da også følelsen af en "glorificeret tech-demo." Ndreams burde få et større budget, så de kan lave noget mere substantielt end det, som det blev til i denne omgang, for de besidder absolut enhver tænkelig kapacitet og viden til at skabe shooter-oplevelser, der ikke kan opleves uden for VR-hjelmen.