Skip to main content
Gamereactor Previews Syphon Filter: Dark Mirror
Previews

Syphon Filter: Dark Mirror

Den hedengangne superspion vender tilbage i allerhøjeste gear, for at redde verden og give terroristerne tørt på. Asmus har spillet den første kode.
Asmus Neergaard 25 april 2006

Glem The Omega Strain og Sony Bends forgæves forsøg på at trække Gabe Logan ind i det enogtyvendeårhundrede. Glem online-ambitionerne og glem det faktum at du slet ikke fik lov til at spille superagenten i netop det spil. Det er i hvert fald hvad Dark Mirror, det seneste og nu første håndholdte kapitel i serien syntes at sige med blokbogstaver. Faktisk kan dette meget vel bliver spillet der vækker Syphon Filter-serien til live en gang for alle.

Navnet er Logan. Gabe Logan. Gabe er agent og tager sig af missioner som den amerikanske regering af den ene eller den anden grund ikke vil røre ved med en ildtang. Ligesom så mange andre helte har Gabe Logan reddet den civiliserede verden fra mangt og meget, måske vigtigst af alt: Syphon Filter-virusen som spilserien er navngivet efter. Og som sine åndelige familiemedlemmer, Solid Snake og Sam Fisher, er det nu Gabes tur til at prøve kræfter med PSPen.

Man kunne frygte at PSPen ikke kunne klare et spil i stil med Syphon Filter. Ikke så meget med hensyn til rå hestekræfter, men mere på grund af PSPens mere begrænsede kontrolflade. Manglen på to analoge sticks bliver dog hurtig løst på en tilfredsstillende måde. Den analoge styrepind bruges til at bevæge Gabe frem, tilbage og til siderne, mens symbolknapperne, måske til nogens forbavselse, kontrollerer Gabes sigte. Retningsknapperne, i samarbejde med symbolknapperne, skifter mellem våben, får Gabe til at knæle eller kravle, eller aktiverer ting. Det kræver en smule tilvænning, men det fungerer overraskende godt. Det kan måske ikke erstatte to analoge styrepinde, men det er en ganske udmærket erstatning. Der går i hvert fald ikke lang tid før Gabe gemmer sig bag kasser, springer frem, sender et par projektiler af sted og gemmer sig igen. Uden at fremkalde sved på panden manøvrerer du Gabe rundt på banerne, hvilket jo er helt som det skal være.

Hvad der er herligt er at Dark Mirror ser ud til at blande stealth og action. Det er ikke smart at komme væltende som en anden Rambo. Det lærte jeg på den hårde måde, hvilket indebar at Gabe måtte lide en flammende død et par gange. Det hjælper heller ikke at sidde i et hjørne og håbe på at fjenderne ignorerer dig. Balancen mellem stealth og lige på action er fin, men ikke desto mindre ser Dark Mirror har balancen siddende lige i skabet.

Et andet aspekt ved Syphon Filter, som Dark Mirror deler med resten af serien, er de forskellige dimser og lækre våben. En gammel kending, tazeren, er at finde igen. Den leverer en strømladning til modstanderne og bruges den længe nok på en fjende, bryder han i brand. Det var en af de ting jeg sadistisk nok nød i det første Syphon Filter, og det glæder mig at se at den dukker op igen. Våbnene, blandt andet en riffel med eksplosiv ammunition, er der rig mulighed for at benytte sig af, for fjender er der nok af. Disse virker ret intelligente og går gerne i dækning når de beskydes. Intelligensen svinger dog, så nogle gange opdager de én over lang afstand, andre gange opdager de ikke én selvom de burde kunne både se og høre Gabe.

Grafisk ser Dark Mirror også ud til at indfri løfterne. Den bliver afviklet på en fornuftig måde og selv tæt på ser genstande og fjender pæne ud, der er intet af det grafiske fnidder som der var at finde i f.eks. Splinter Cell Essentials. Distancen er også fabelagtig hele vejen igennem og de mange lokaliteter som Logan besøger, her i blandt Alaska, Peru, Finland og Kaliningrad, er skabt med sans for detaljerne. Lydsiden er også poleret, selvom våbnene måske lyder en smule vattede.

Syphon Filter: Dark Mirror tegner godt. Kan Dark Mirror holde dampen oppe, bliver intelligensen hos fjenderne justeret og er levetiden høj, så kan Syphon Filter: Dark Mirror til at blive en af de titler der bare må ejes af enhver med en PSP.

Fuld profil 215 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.