Table Tennis

Nej, nej, nej! Hvad laver jeg?!? Jeg havde helt styr på kampen, og så server jeg i nettet to gange i træk, og nu er sejren pludselig ikke længere sikker. "Rolig nu", siger jeg til mig selv. "Bare drop de smarte server og få bolden i spil - så knækker hun ovre på den anden side af nettet". Som sagt så gjort. Et lille vip med håndleddet efterfulgt af en tøseserv uden skru eller andre dikkedarer. Den er ikke svær at returnere, men det gør heller ikke noget. Jeg har drevet min modstander - Haley, hedder hun - rundt i manegen det meste af kampen. Hun er ikke dårlig, men hun slår slet ikke lige så hårdt som mig. Når bare jeg får sat bolden i spil, kan jeg lynhurtigt presse hende med mine overskruede bolde, og så er det sikkert som amen i kirken, at hun kommer til at lægge op til et smash. Som forventet har hun ingen problemer med at returnere serven, og jeg kvitterer med endnu en blød bold, mens jeg venter på, at hun placerer sig forkert.

Der! Der er åbningen, og jeg smækker hårdt til den lille gasfyldte bold, som flyver diagonalt over bordet. Haley kan ikke andet end feberrede slaget, og da bolden flyver flere meter op i luften, inden den lander ovre på min side igen, ved jeg, at jeg har hende. Jeg aktiverer mit full-focus-shot, så jeg får ekstra fart i bolden, og hamrer den så afsted mod hende igen. Hun overlever to hidsige smash fra min værkende arm, men til sidst er alt håb ude for hende. Med en ekstra kraft-anstrengelse strammer jeg grebet om battet og hamrer battet mod kuglen det bedste, jeg har lært, og bolden synger, da den hamrer ned i bordet og videre ud til publikum. Det er sådan det skal gøres. "Bevar nu roen, og hold taktikken - så kører du den her hjem, champ", hvisler jeg til mig selv, mens jeg knytter næverne i en overspillet sejrsattitude. Og så gør jeg klar til at køre kampen resten af vejen hjem.

En af sidste års artige overraskelser, Table Tennis, er nu også landet på Wiien, og det er der kommet en ganske god omgang bordtennis ud af. Der er dømt smash for alle pengene, og der er garanti for ømme muskler. Så vidt så godt. Men desværre er der også et par netrullere, som desværre lander på den forkerte side af bordet.

Helt i centrum af Rockstars digitale udgave af verdens hurtigste spil er naturligvis styringen, og Wiimoten er jo skræddersyet til en håndgribelig bordtennis-oplevelse. Desværre var mit første indtryk skuffelse, for ligesom på Xboxen skulle boldens skru styres med knapperne frem for med små vrid med håndleddet som i virkeligheden. Wiimoten er formentlig ikke præcis nok til at opfylde ønsket om de små vrid, men det ville nu have været kanonblæret. I stedet skal man svinge Wiimoten mod det hjørne af bordet, som bolden skal ramme, mens man med styrekrydset vælger, om der skal højre-, venstre-, top- eller underskru i bolden. For en stor del fungerer det faktisk ok, og det er sjovt at hamre boldene afsted foran skærmen. Men de mere eksotiske slag såsom stopbolde og i særdeleshed serverne reagerer ikke godt nok på "rigtige" bordtennisbevægelser. I stedet må man ty til akavede armbevægelser, som ikke har meget med bordtennis at gøre, hvis man vil have succes.

Men, men, men... Heldigvis er servernes betydning til at overse, og man lærer også at abstrahere fra de mærkelige bevægelser. Så når Table Tennis slipper helskindet fra mødet med Wiien, så er det fordi, at spillet alligevel formår at leve dejligt sprælsk i de bevægelsesfølsomme rammer. Lige så håbløst servesystemet er, lige så genial er følelsen, man får, når man står og smasher kuglen tilbage til modstanderen. Så føles det virkelig som bordtennis. Jeg sprang bogstaveligt talt rundt i stuen i bar overkrop med sveden piblende ned ad ryggen, og når jeg vandt en lang duel, råbte og skreg jeg og lavede sejrsattituder, så jeg nok burde have skammet mig. Men jeg havde det sgu sjovt, for Table Tennis er udmærket - og i mine øjne også langt bedre end det blodfattige tennisspil i Wii Sports.

I forhold til Xbox-udgaven er det tekniske spil blevet nedtonet. Med mindre man vælger den såkaldte sharpshooter-styring, hvor man også skal bruge nunchuken. Her kan man langt mere præcist dirigere bolden rundt som på Xboxen, men til gengæld dør ideen om at hoppe rundt som en rigtig bordtennisspiller. Ledningen mellem nunchuken og Wiimoten er ganske enkelt ikke lang nok til, at man kan udføre et livagtigt smash med den ene hånd, mens man holder nunchuken i den anden. Kald mig bare gammeldags, men jeg nægter at spille Table Tennis på Wiien og så smashe ved at lave et lille vrik med håndleddet. Næ, nej - den skal have en ordentlig en på godda'en, og derfor vælger jeg standardstyringen.

Da der er tale om en konvertering fra Xbox til Wii er de lækre grafiske detaljer som forventet blevet barberet af spillet. Men man lever også fint uden de lækre svedperler og det løst flagrende tøj, selv om der nu heller ikke havde været noget til hindre for at lave Table Tennis lidt pænere. Meget værre er det, at der i bedste Wii-stil ikke er nogen online-del. Med blot fire ensartede turneringer at spille sig igennem er det et alvorligt minus i forhold til 360-udgaven, som virkelig koster på holdbarheds-meteret.

Efter først at have dyppet tæerne i en kamp på laveste niveau og derefter en på medium, kastede jeg mig ud i en turnering på højeste sværhedsgrad. Og selv om det holdt hårdt et par gange, formåede jeg at vinde turneringen uden at afgive et eneste sæt. Godt nok åbnede det for endnu en sværhedsgrad, men på det tidspunkt var jeg mere end klar til at spille mod en levende modstander over nettet. Man kan selvfølgelig også spille to på samme fjernsyn, men det er nu engang ikke lige så fedt at styre spilleren, som står længst væk på skærmen. Intensiteten svinder, når man spiller to, men det er stadig godkendt. Lige som spillet. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad Table Tennis kunne have været, hvis Wiimotens præcision var endnu bedre. Ak, ja - måske i næste generation...