Tabula Rasa

Richard Garriot er en underlig fætter. Da han og kollegaen, Starr Long, besluttede sig for at gå i gang med Tabula Rasa tilbage i 2000, var der ikke meget nytænkning at finde. Faktisk, så lignede spillet mest af alt en billig koreansk online tragedie, med et helt almindeligt turbaseret kampsystem og masser af manga. Dengang var Tabula Rasa skuffende.

Men nu skriver vi 2007, og hele spillets fundament er blevet lagt om adskillige gange. Den kære Richard Garriot, Ultima Onlines fader, eller General British, som han nu også kalder sig selv, har virkelig fat i nogle originale idéer; men holder de vand?

Spillets kampsystem gør i hvert fald. Det er en fin blanding af action og terningekast, hvor man ikke skal stå ansigt til ansigt med fjenden; i stedet er det altid en god idé at søge dækning. Sætter man sig på hug, så får man lettere ved at ramme, hvis man altså er til rifler og den slags våben, og ikke foretrækker at uddele tæsk på nær hold. Et klik på venstre museknap affyrer dit våben, mens højre museknap bruges til diverse færdigheder, såsom logos, spillets futuristiske besværgelser. Man kan dog ikke kalde Tabula Rasa et 3. persons skydespil. Jovist skal man søge dækning og skyde sine fjender à la Gears of War, men bag facaden er der altså stadig tale om regulært terningekast. Har fjenden allerede affyret sit våben i det man dukker sig, så bliver man ramt - for terningerne er allerede kastet. Tænk Planetside. Iacta alea est.

Men kære Richard Garriot. Lad dog være med at lovprise spillets historie, når den er mindst lige så uinteressant som alle mulige andre online eventyr. Nej, det er ikke spor spændende at læse, hvorfor en eller anden NPC vil have mig til at dræbe ti termitter, eller hvorfor jeg skal tage en madpakke med til en udstationeret marine. Det er egentlig heller ikke skide interessant at høre om nogle onde rumvæsner, som menneskeheden nu forsøger at bekæmpe. Lad være med at æde salgssnakken; historien i Tabula Rasa er ikke spor revolutionerende.

Spillet byder på en masse nytækning. For det første foregår det hele i futuristiske omgivelser, og selvom vi har set det hele før i Anarchy Online, så er det altså ikke ligefrem fordi denne æra er blevet skamredet - endnu. Desuden er spillets interface dejligt og minimalistisk, og det går egentlig meget godt hånd i hånd med Richard Garriots vision om en mere actionpræget oplevelse. Slagmarken er enormt dynamisk; fjender bliver kastet ned fra gigantiske rumskibe, og det er aldrig helt til at vide, hvad der sker, når man løber rundt i den store verden. Menneskestyrede udposter bliver overtaget af rumvæsener, og pludselig har man mistet muligheden for at gøre sine indkøb der. Hvad gør man så? Man tager den tilbage, naturligvis. Der er heller ikke fare for arbejdsskader, fordi man konstant skal bukke sig ned for at gennemsøge døde fjender; i stedet skal man blot vandre hen over dennes lig, og vupti, fjendens lommer tømmes automatisk i ens rygsæk. Dejligt! Fik jeg i øvrigt nævnt, at jeg til hver en tid kan klone min avatar og forsøge mig med andre karrierer? Er jeg niveau 5, så står jeg med valget mellem at blive soldat eller specialist, og ved jeg ikke lige hvilken karriere jeg vil tage, så kan jeg altid, ustraffet, klone mig selv og prøve begge dele. Således behøver jeg aldrig at starte helt forfra - og det er intet mindre end fantastisk!

Nyt for genren er i øvrigt også de etiske valg, som man bliver stillet overfor i spillets instancerede områder. Skal man lade et menneske lide, ved at lade ham være tilsluttet til en generator, der lader et skjold op, som beskytter en masse mennesker fra monstre? Eller skal man hjælpe ham ud med fare for, at de mange mennesker bliver dræbt af monstrene? Etiksystemet byder på en masse interessante valg - men har de overhovedet nogen indflydelse på den vedvarende verden i spillet?

Hvis jeg har lyst, så kan jeg udfordre en spiller eller en gruppe spillere til en kamp. Når kampen så er forbi, så kan vi ikke længere angribe hinanden - dejligt uforpligtende. Men jeg kan også deltage i klankampe, der kræver, at begge klaner erklærer krig mod hinanden. Her kan jeg til hver en tid blive angrebet af den fjendtlige klan, også selvom jeg er ude for at plukke blomster. Og det er lige nøjagtigt sidstnævnte scenarie, der gør, at jeg glæder mig til Tabula Rasa. Det at vide, at jeg til en hver tid kan blive angrebet af den fjendtlige klans medlemmer giver spillet en uforudsigelighed, som alt for få online rollespil har i dag. Disse online rollespil fokuserer i stedet for på kamp i dertil indrettede zoner - og det er bestemt ikke min kop te.

Jo, Tabula Rasa virker lovende. Richard Garriot har i sandhed haft den helt store tænkehat på, og det er egentlig utroligt, hvad den mand har fundet på af nye tiltag. Dog skal man nok lige tage salgssnakken med et gran salt, for det er altså ikke alt den mand lover, der holder stik. Jeg kan dog godt garantere, at jeg vil være at finde i en af de 3 verdener, som Tabula Rasa byder på, når det udkommer på vore breddegrader til oktober.